Læsetid: 3 min.

Københavns gode historie

Journalistikken mangler, men til gengæld sprudler det nye magasin Københavner af litterære historier om storbyens fortid, nutid og fremtid
16. august 2011

Københavner lever fuldt ud op til egne ambitioner om at have højt til loftet og gå ind for det subjektive, som den ene af magasinets chef- redaktører, Martin Kongstad, skriver i sin leder.

Samme sted gives der også udtryk for, at der stadig ledes efter energiske folk, der vil bidrage med tekster og foto, og at redaktion kun har »en vag forestilling om, hvor det kan ende«.

Så er alle forholdsregler vist også taget, og der skal da heller ikke bladres mere end et par sider i første nummer af magasinet, før det står klart, hvorfor der er grund til at glædes over projektet, og hvor der er plads til forbedringer.

Men først og fremmest velkommen til Københavner. Lige siden Nat & Dag lukkede, har hovedstaden savnet et magasin, der fanger byens sprælske ånd og mange spændende trends og tilbud.

Flere aviser forsøger med ugentlige tillæg om den slags, men helt det samme er det jo ikke, for her skal der også være plads til både tv-oversigt, interview med koncertaktuelle internationale rockstjerner og den obligatoriske restaurantanmeldelse.

I modsætning hertil har de alternative magasiner altid været præget af et personligt engagement i stoffet og ikke mindst af modet til på godt og ondt at angribe tingene anderledes. Samtidig har de mest markante af disse publikationer amerikanske Village Voice i 50'erne, britiske Suburban Press i 60'erne og danske Press i 80'erne for eksempel været drevet af en markant utilfredshed med tidens politiske, kulturelle eller sociale dagsordener.

Engagementet kendetegner i den grad Københavner både visuelt og tekstuelt, mens ambitionen om at gøre en kat fortræd til gengæld er totalt fraværende.

Hvem er Kidd?

Papirkvaliteten veksler mellem det grove og det glittede. Formen bærer indholdet, hvilket allerede nøgenbilledet på den hvide kridhvide forside understreger, blottet som den er for forklarende overskrifter eller pirrende rubrikker.

Fyren hedder Kidd, og ham skal en rigtig københavner åbenbart kende. Gør du ikke det, så er der i øvrigt ikke meget hjælp at hente i artiklen, der mest af alt handler om, hvilke overvejelser redaktionen har gjort sig, inden de valgte netop Kidd til forsiden.

Her spænder ambitionen om at være subjektiv som synes at betyde artikler skrevet i jeg-form ben for indholdet, og man savner, at der bliver stillet spørgsmål til folk, der kan forklare, hvad denne androgyne starut er drevet af, og hvad han kan.

Levende og spændstig

Langt mere heldigt er interviewet med 90'er dj'en Tania, samtalen mellem Søren Ulrik Thomsen, Jokum Rohde og Steen Jørgensen samt indslaget »Et par vi husker« faldet ud. Heri refereres der til butikker, fester, spillesteder, barer, datoer og gadehjørner, og kommer vi ikke helt ind på livet af de personer, der optræder, så kommer vi tæt på Københavns fortidige, nutidige og givetvis også fremtidige kulturelle landkort.

Samme levende og spændstige sjæl får byen i Jesper 'Jokeren' Dahls hårdkogte novelle Exit, i den sort/hvide fotoserie fra åbningen af U-Matic i 1986, i Claus Pogels morsomme portræt af Sydhavnen, Lorterenden, og ikke mindst i Maria Gerhardts smukke og bittersøde Ode til Amagerbanken.

På tekstsiden er det i artikler som disse, hvor der gøres en dyd ud af skribenternes litterære tæft, at første nummer af Københavner finder sin styrke. Der er ingen grund til at tro, at det vil ændre sig i kommende numre, og suppleres der med en enkelt researchbåret og journalistisk snittet artikel eller to om en tvivlsom trend, en beskidt begivenhed eller en politisk svinestreg, så er der heller ingen grund til at ønske det.

 

Første nummer af Københavner koster 50 kr. Info på www.københavner.dk

 

Tonny Vorm er redaktionschef på magasinet Euroman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu