Læsetid: 3 min.

Loco med Coco

Da komikeren og tv-værten Conan O'Brien i 2010 forlod NBC og i syv måneder ikke måtte optræde på tv, tog han på en landsdækkende turné. Forløbet skildres i den underholdende og afslørende dokumentarfilm 'Conan O'Brien Can't Stop'
Da komikeren og tv-værten Conan O'Brien i 2010 forlod NBC og i syv måneder ikke måtte optræde på tv, tog han på en landsdækkende turné. Forløbet skildres i den underholdende og afslørende dokumentarfilm 'Conan O'Brien Can't Stop'
18. august 2011

Conan O'Brien kan simpelthen ikke holde op. Den amerikanske komiker og tv-vært har brug for det rush og den anerkendelse og bekræftelse, der ligger i at stå på scenen foran et begejstret publikum. Selv når han brokker sig allermest over de mennesker, han er nødt til at hilse på før og efter et show, eller de fans, han bagefter skriver autografer til og lader sig fotografere sammen med, er det tydeligt, at han trives med al opmærksomheden, der omgiver hans person.

At man så også fornemmer, at han slider på sig selv, på sin krop, stemme og psyke, er med til at gøre dokumentarfilmen Conan O'Brien Can't Stop fascinerende.

O'Brien har givet Rodman Flender fri adgang til den turné, Legally Prohibited from Being on Television Tour, komikeren tog på i 2010, fordi han bogstavelig talt ikke måtte optræde på tv.

Anarkistisk og skør

Fra 1993 til 2009 var Conan O'Brien en populær vært for den amerikanske tv-kanal NBC's sene talkshow, Late Night, som blev sendt ved midnatstid, lige efter Jay Lenos The Tonight Show, det legendariske talkshow, som er alle komikeres store drøm at være vært for. I 2004 fornyede O'Brien sin kontrakt med NBC, og i den stod blandt andet, at han i 2009 skulle overtage The Tonight Show efter Leno. Det fik han også lov til, mens Leno fik et nyt talkshow, men kun i syv måneder, før NBC pga. dårlige seertal for begge shows valgte at skubbe O'Briens show til efter midnat for at give plads til Lenos show på The Tonight Show's plads.

Det var en kontroversiel og udskældt beslutning, som Conan O'Brien da heller ikke ville acceptere, og han forlod The Tonight Show og NBC. Med sig fik han 45 mio. dollars og forbud mod at optræde på tv i syv måneder. O'Briens fans, der er kendt for deres stærke, næsten skræmmende intense loyalitet de er 'Loco med Coco' hans kælenavn bakkede ham uforbeholdent op, og i stedet for at holde en pause, valgte komikeren at bruge sin vrede og frustration som brændstof til en turné rundt til 30 byer i USA og Canada og optræde for sine fans med en blanding af stand-up, musik og sang.

Som tv-vært og komiker er Conan O'Brien noget mere anarkistisk og skør end både Jay Leno og David Letterman, som var vært på NBC's Late Night, da O'Brien overtog i 1993. O'Brien repræsenterer en energisk blanding af skarp satire, vittige punchlines og fysisk, fjollet og indimellem endda surreel komik, som bestemt ikke falder i alles smag. Men kan man lide hans stil han minder lidt om vennen og kollegaen Jim Carrey, der også gæsteoptrådte på turneen er han svær at stå for. Og så kan han både spille guitar og synge.

Det er forberedelserne og selve turneen, som Rodman Flender skildrer i Conan O'Brien Can't Stop, og i sig selv er filmen et udtryk for, at komikeren hverken kan eller vil sige nej. Man er med alle vegne på alle tidspunkter før, under, efter shows og får serveret et afslørende og underholdende portræt af en begavet, morsom og manisk performer, der lever og ånder for rampelyset, og for hvem det formentlig ville betyde en langsom og pinefuld død ikke at være på hele tiden.

Godartet diktator

Der er ingen tvivl om, at det er Conan O'Brien, der bestemmer alt på turneen. Han er en diktator, men en godartet én af slagsen, som omgiver sig med dygtige mennesker, som kan levere det materiale og den støtte og opbakning, han har brug for, og som må tage imod drillerier af mere eller mindre grovkornet art. O'Brien elsker at være genstand for opmærksomhed.

I de enkelte stille stunder, der også er nogle af i Conan O'Brien Can't Stop, oplever man en velreflekteret og klarsynet mand, som erkender et behov for at trække i bremsen, men villigt lader sig rive med af hvad som helst. Vreden og frustrationerne, der sendte ham på turné, fordampede undervejs og var muligvis også bare et påskud, for allerede kort tid efter begyndte komikeren at arbejde på et nyt tv-talkshow, som nu kan opleve på kabelkanalen TBS.

Conan O'Brien kan simpelthen ikke holde op.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu