Læsetid: 4 min.

Midnatsmøder

Woody Allens nye film 'Midnight in Paris' bærer den ældre mesters suveræne lethed og er en overlegen kærlighedserklæring til livet
Klassisk. For kendere af Woody Allens univers er °ØMidnight in Paris°Ø en sand perle. Owen Wilson som manuskript°©forfatteren Gil Pender spiller sin rolle som Woody Allen ville have gjort i sine yngre ?r. Gil bliver forelsket i Picassos muse, Adriana, som spilles af Marion Cotillard.

Klassisk. For kendere af Woody Allens univers er °ØMidnight in Paris°Ø en sand perle. Owen Wilson som manuskript°©forfatteren Gil Pender spiller sin rolle som Woody Allen ville have gjort i sine yngre ?r. Gil bliver forelsket i Picassos muse, Adriana, som spilles af Marion Cotillard.

11. august 2011

Der er nogle, der påstår, at ikke alle Woody Allen-film er gode film. Men det må være en misforståelse, for alle Woody Allens film er gode. Nogle er ganske vist mindre gode end andre, men der findes ingen decideret dårlig Woody Allen-film.

Nu er vi så med Midnight in Paris fremme ved den 41. film i rækken. Og Woody Allen har lavet en film, der på alle måder bærer den ældre mesters suveræne lethed og elegance.

Efter sigende skulle Midnight in Paris, der åbnede årets Cannes Film Festival, være Allens hidtil mest indtjenende film i USA. Det forstår man godt. Den realiserer en så oplagt god historie og infantil drøm: Rejs tilbage i tiden og mød dine største idoler. Rejs tilbage til 1920'ernes Paris og lev blandt datidens største forfattere og kunstnere.

Filmen åbner i en række stillbilleder af Paris fra morgen til aften, fra sol til regn. Det er et Paris som postkort med alle de mest kendte steder og attraktioner. Det er klicheen om Paris, sådan som byen tager sig ud udefra. Eksempelvis fra det Amerika, der i mange år har drømt hede drømme om byen.

Tidsrejsen

Gil Pender, en succesfuld men desillusioneret manuskriptforfatter i Hollywood, er på rejse til Paris med sin forlovede og svigerforældrene. Gil er en fantast og drømmer. Dybest set er han forelsket i sin egen fantasi om at leve en enkel tilværelse på et usselt hummer i byen og skrive en stor roman. Han er udeltagende og undgår så vidt muligt de andres selskab. En aften, hvor han sniger sig væk, bliver han ved midnatstid ved et tilfælde samlet op af en bil, der fører ham tilbage til 1920'erne, hvor han støder ind i Scott og Zelda Fitzgerald. I den ene ende af lokalet sidder selveste Cole Porter og spiller og synger sin »Let's Do It (Let's Fall in Love)«. På den videre nattur, der også indbefatter en dansecafé med Josephine Baker, støder han ind i Hemingway, der sidder med en flaske rødvin og rabler lakoniske visdomsord af sig. Hemingway opfordrer Gil til at vise sine skriverier til Gertrude Stein.

Næste nat møder han op med sit romanmanuskript hos Gertrude Stein, som tidens største kunstnere frekventerede. Her møder Gil en ilter Picasso og hans elskerinde, en delvist fiktiv Adriana, som Gil akut forelsker sig i. Gertrude Stein tager hans manuskript under kærlig behandling og viser ham, hvordan han skal skrive det om.

På den videre tur rundt i det parisiske natteliv anno 1920'erne møder Gil andre kendte kunstnere som Djuna Barnes, Salvador Dali, Luis Buñuel, Man Ray og T.S. Eliot. Det giver mange sjove møder. Fremhæves skal Corey Stoll, der giver god figur til en hårdtslående og lakonisk Hemingway og Adrien Brody, der i en af filmens komiske højdepunkter får rigtig meget ud af at fremstille Salvador Dali, mens Marion Cotillard overbevisende giver krop og karakter til den smukke, forførende muse Adriana.

Gennem klicheer

For kendere af Woody Allens univers er Midnight in Paris en sand perle. Owen Wilson som Gil Pender spiller sin rolle, som Woody Allen ville have gjort i sine yngre år. Owen Wilson kan gå og bevæge sig som en yngre Woody Allen. Og han går klædt i samme slags tweedjakke, fløjlsbusker og ternet skjorte som Woody Allen. Som Gils direkte modsætning finder vi en anden arketype i Allens univers, den overlegne og irriterende type, som her hedder Paul og spilles af Michael Sheen. I en del af Woody Allens tidligere film er den rolle ofte spillet af Alan Alda.

Midnight in Paris handler om og taler i klicheer. Gil er klicheen på den amerikanske forfatters drøm om Paris; hans forlovede Inez er klicheen på den overfladiske amerikanske blondine i Europa; svigerfar John (Kurt Fuller) er klicheen på en stokkonservativ amerikaner med hyppige udfald mod fransk udenrigspolitik og fransk mad og vin, og hans kone, Helen (herligt snobbet spillet af Mimi Kennedy), er den fuldendte kliché på den aristokratsnobbede forbruger.

Det greb, Woody Allen bruger i filmen, er gennem alle klicheerne at komme bag om dem og frem til et mere sandt og ærligt udsagn om livet. Gil er først en håbløs fantast, men han er i det mindste i bevægelse og ikke som de andre personer omkring ham stivnet. Han begår fejl, men lærer også af dem og bliver efterhånden en helt autentisk stemme.

Filmens morale er relativ simpel: Vi drømmer om de gode gamle dage, om at alting var bedre i de gyldne dage, men derigennem glemmer vi at leve fuldt i vores egen tid. Gil drømmer om Paris i 1920'erne. Da han når dertil, møder han Adriana, der synes, hendes nutid er kedelig og længes mod 1890'ernes Paris. De to kommer også på besøg dér, hvor de møder Toulouse-Lautrec og Gauguin, som selv drømmer sig tilbage til Tizians tid.

Filmen er gennemført og velspillet i alle facetter. Mesterlige skuespilpræstationer hele vejen rundt. Owen Wilson er den nye Woody Allen. I en sjov birolle som museumsguide på Rodin-museet ses præsidentfrue Carla Bruni. Woody Allen har i den grad sans for smukke kvinder.

Man kommer nynnende ud af biografen med en kærlighedserklæring til livet, med Cole Porter i ørerne og med et saligt smil på læben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det gode ved Woody Alllens film er at de tager dig til en perfekt verden, hvorfra du kan se på de trivialiteter du er fanget i til hverdag, hvilket så samtidig er det dårlige.

Maj-Britt Kent Hansen

Har nu set filmen. Ikke decideret en skuffelse, men heller ikke noget særligt.

Jo, der var flotte parisiske åbningsbilleder, men en Woody Allen-film er ikke det samme, når han ikke selv medvirker. For så ville selv en tynd historie som denne kunne gå an.

Owen Williams er godt nok ikke til at imponere, når det drejer sig om svgerfamilien eller den ulidelige ven, spillet af Michael Sheen. Men ellers er han ALT for imponeret og naiv i sit udtryk, når han møder modernisterne i Paris. Her kan han ikke ramme Woody Allens neurotiske tone.

Så jeg kom altså ikke ud af biografen med "et saligt smil på læben", som Peter Nielsen ender sin anmeldelse, men nok snarere med et "sagligt" et af slagsen, sådan som Informations anmeldelse er fejlciteret i avisannoncer.

Nightmare in Paris... Woody tager nogle af kulturhistoriens største forfattere og malere som gidsler i en fuldstændig banal og ligegyldig film om at leve i nuet. Owen Williams er hæslig og keeedelig i hovedrollen.

Maj-Britt Kent Hansen

Peter Nielsen afsluttede sin anmeldelse med at skrive: ... et saligt smil på læben.

Og sådan hedder det. Også uanset, at jeg ikke selv var spor salig.

I avisreklamer for filmen blev det først til: ...et sagligt smil på læberne.

Nu er det blevet rettet, men til: ...et sageligt smil på læberne.

Et er ikke at kende udtrykket, men at man hele to gange ikke kan skrive ordentligt af!