Læsetid: 3 min.

Når dansen bliver til hulken

Borgerkrigen på Balkan dukker stærkt op i Edhem Jesenkovic' koreografiske debut. Sammen med kampen for troen på menneskelighed
20. august 2011

Moderne dans kan godt lide at være abstrakt. Den er tit bange for at handle om noget konkret, og så er det, at dansen blot definerer sig til at handle om 'dynamik mellem mennesker' og den slags. Fint nok. Men dansen kan også noget andet. 4 Times Hundred på Dansescenen er et nyt, forfriskende pust til den moderne dans herhjemme. Insisterende i sit krav om humanisme og skræmmende i sin skildring af manipulation. Alt sammen ud fra bevægelsen 'at gå' ...

Den debuterende koreo- graf Edhem Jesenkovic er ikke bange for at udtrykke noget konkret med sin dans. Han er vist i det hele taget ikke bange for noget som helst. Som teenageflygtning fra Sarajevo i 1993 har han givet set det, der var værre. Men det er alligevel lykkedes ham at skabe sig en danserkarriere med uddannelse i Stockholm og danserjobs hos Galili Dance i Holland, hos Ohad Naharin i Israel, hos Dansk Danseteater og hos Carte Blanche i Norge, hvor han har været de seneste to år. Dans, der afslører ham som en ilter kunstner: sanselig, temperamentsfuld, charmerende. Og nu har han så skabt sin egen dans og sin egen elektroniske musik, for at det ikke skal være løgn.

Mandekast

Hans nye værk, 4 Times Hundred, er en billedstærk koreografi for fire dansere omringet af store bøger stillet perfekt op langs scenens fire sider. Måske er disse bøger Koranen. Måske er de bare symboler på de regler, som styrer vores samfund, men som falder om, bare nogen giver dem det rigtige dominopuf. En jakkeklædt mand messer i hvert fald ord igen og igen med bønneråb og indignation, mens hans muskelspækkede krop spasmer rundt med ham. Men samtidig over- døves den truende og symbiotiske metalrumlen i baggrunden af lyden af brand og knitrende flammer ...

Danserne er eksklusive: Den franske Marylise Tanvet, hvis lange smidige bagbensmuskler tidligere har forført dansere hos både Dansk Danseteater og senest hos Cullberg Balletten. Og tre dansere, der alle har danset i Israel hos Ohad Naharin: Den hollandske Siri Woolthorn, hvis strithårs- frisure passer til hendes stædige kropsholdning, der tilsyneladende altid ender rank, uanset hvor meget hun speedhvirvler. Den danske Thomas Holm Radil, der har en spændende blødhed i sin store krop, der rask væk kaster rundt med både kvinder og mænd.

Og endelig Asher Lev, der er koreografiens talerør en israelsk danser med en næsten manisk trænet krop. Han har en udholdenhed, der gør ham i stand til at råbe sine bønner, mens han tonser afsted i flyvende elegance. Han forsvarer sine bønner og bøger i bunker så store, som han overhovedet kan bygge dem. Men kaos omkring ham får overtaget. Og så er det, at hans bønnestemme forvandler sig til hulken ...

Slaskedukkedød

En af de stærkeste scener er en duet, hvor Marylise Tanvet forsøger at hjælpe den bedende, men bliver forhindret i det af Thomas Holm Radils macho. Han griber hende for munden og holder fast på hende, uanset hvor meget hun sparker og forsøger at undslippe, men da hun opgiver sin modstand og slasker desillusioneret sammen, er det pludselig ham, der bliver panisk. Så han forsøger at få hendes krop til at bevæge sig som før. Han klasker hendes arme rundt om sin hals for at få hende til at holde fast, men han kan ikke længere komme i kontakt med hende. Og så er det ham, der bryder sammen.

Denne scene viser essensen af Edhem Jesenkovic' symbolkraft som koreograf. Med et umiddelbart, menneskeligt udtryk, der straks sætter sig i tilskuerens krop og gør den sørgmodig, men også vred.

Mere Edhem-dans, tak!

 

4 Times Hundred. Koreografi: Edhem Jesenkovic. Musik: Edhem Jesenkovic og Surdej Music Production Lys: Mikael Sylvest. Dansescenen, Dansehallerne på Carlsberg. Danses også i aften

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu