Læsetid: 3 min.

Operastjerne i den svære liedkunst

Tenoren Jonas Kaufmann tiljubles for tiden i de største operahuse. Forleden sang han Schuberts 'Die schöne Müllerin' i Tivolis Koncertsal. Det blev der jublet over, blot ikke af vores anmelder
3. august 2011

Den klassiske liedsang, som den findes hos Franz Schubert, er en krævende olympisk disciplin. Ikke alene skal sangeren og pianisten hver for sig veje hver frase, hver tone, hver klangfarve, hver tempoforskydning på en guldvægt; de skal også indgå i et solidarisk og sublimt partnerskab for at udforske den enkelte lieds poetiske dybder, hvor klaveret ikke mere blot høres som ledsager, men bliver en scenisk skikkelse, der uddyber, modsiger eller bifalder sangernes lyriske ego. Og for publikums vedkommende er disciplinen på en vis måde lige så krævende i koncertsalen, forudsat at man ikke kun ønsker at bade sig i skønsang.

Man står sig godt ved at have forberedt sig, læst og forstået den tyske tekst, for den kan være svær at gribe i flugten fra scenen. Også selv om man sidder med næsen nede i det trykte program.

Tre tenorer

Den intime liedsang har længe været for nedadgående, også i liedens moderlande, Tyskland og Østrig. Det er, som om brølene fra det omrejsende operacirkus er løbet med opmærksomheden.

Og så alligevel: Man kan spore tendenser til, at udviklingen er ved at vende. Det er således helt usædvanligt, at man inden for en måned har kunnet gå til hele tre koncerter med Schuberts Die schöne Müllerin med tre af tidens ypperligste tenorer: Mark Padmore i Stoense Kirke, Werner Güra på Hindsgavl Musikfestival og Jonas Kaufmann i Tivoli. Sidstnævnte havde samlet en fyldt sal i mandags, det ville de to første næppe have gjort. Kaufmann er nemlig superstjerne i operahusene, og det var den giraf, en del af publikum havde betalt for at høre, ikke Schuberts sangcyklus. Det betød, at der i begyndelsen blev klappet efter hver lied, dermed blev koncentrationen hos sanger og pianist i nogen grad skudt i sænk, men dertil kom, at enkelte hostende tilhørere i en periode saboterede seancen med en forbløffende styrke og ikke mindst timing.

Diskret akkompagnatør

Die schöne Müllerin forløber som en sammenhængende fortælling om en ung mands deroute som følge af ulykkelig kærlighed. Så enkel er historien, og så bundløs rig på modsætningsfyldte følelser er den. Jonas Kaufmann og hans partner, Helmuth Deutsch, har for længst indstuderet cyklussen minutiøst og dybtgående, og de har indspillet den på en cd (Decca), som har vakt stor opsigt her og der og alle vegne.

Jeg har ikke været en af beundrerne. Og slet ikke efter at have oplevet Werner Güra og Christoph Berners sindsoprivende version for tre uger siden.

Det var mærkbart allerede fra den første sang, at Helmuth Deutsch valgte rollen som den diskrete akkompagnatør, nobelt fintfølende, til tider æterisk, til tider robust, altid rytmisk levende.

»Am I too loud?« spurgte den legendariske kollega, Gerald Moore, i titlen på sin selvbiografi.

Og man måtte svare ham:

»Oh no, old chap, absolutely not!«

Det samme kunne gælde Deutsch, uden at de to pianister i øvrigt kan sammenlignes.

Visne blomster

Der var således skabt god plads omkring Jonas Kaufmann, han kunne fortælle møllersvendens historie så lavmælt og dynamisk nuanceret, som befandt man sig midt i en beskeden schubertiade på komponistens tid. Men det var faktisk først midtvejs, Kaufmann fik skabt en vedkommende skikkelse. Forinden havde han 'skuespillet' sig gennem sangene med en lettere overfladisk psykologisk tegning, lidt vaklende toptoner uden uskyldens ægte forventningsglæde og reelle sprækker ind til ængsteligheden, tvivlen og den latente depression. Og de to sange, der udtrykker overstrømmende glæde, »Ungeduld« og »Mein!«, blev enten hakket i stykker af bar detaljefiksering eller afleveret for henkastet.

Men da rivalen, jægeren, kom på banen, udløste det omsider en befriende intensitet hos Kaufmann, vreden og ironien gnistrede fra hans øjne, og kulminationen kom netop, hvor den skulle, på den tredjesidste sang: »Trockne Blumen«. Visne blomster som den tabte kærlighed. Livløse gentagne molakkorder og en smuk, enkel melodi i et tilbageholdt foredrag, som slutter med et euforisk opsving i visionen om et kommende forår. Her nåede Kaufmann og Deutsch omsider helt ind til marven af Schuberts kunst, i et Mitsprache des Gefühls, som det er blevet sagt om det ideelle partnerskab mellem sangeren og pianisten. Her var dødstille i salen.

 

Schubert: 'Die schöne Müllerin'. Jonas Kaufmann (tenor). Helmuth Deutsch (klaver). Tivolis Koncertsal 1. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu