Læsetid: 4 min.

Om Pia, angstmarinade og kunsten at være en stor satan

Wafande er en herligt upåtaget, autentisk reggaekunstner. Spoken word-projektet Grafisk Musik kræver udelt lytteropmærksomhed, mens Jokeren har fundet sig et nyt element at være konge i
På det nye udspil 'Angstmarineret' er Jesper 'Jokeren' Dahl fortsat optaget af stofferne og kvinderne, mens han også får tid til at lange ud efter den nøgenforskrækkede danskhed.

På det nye udspil 'Angstmarineret' er Jesper 'Jokeren' Dahl fortsat optaget af stofferne og kvinderne, mens han også får tid til at lange ud efter den nøgenforskrækkede danskhed.

Kristoffer Juel Poulsen

29. august 2011

Hvis man skal indvende noget mod Wafandes debut, så er det, at »Du ved det« gung-rer og vibrerer tre måneder for sent. Med mindre vi altså står foran en indian summer.

For denne 31-årige københavners rendyrkede reggae-udspil er lyden af gode tider med masser af solskin. Det er hedonisme i fuldt flor, det er kriller i mavsen. Men det reflekterer også en knugen i selvsamme over, at vi på mange måder er blevet til et selvtilstrækkeligt folkefærd gemt bag skyklapper, nu da solbrillerne har været noget nær staffage.

Humør over humor

Der er hilsner til hjemlige politikere og DF's isdronning Pia, der står for alt det, der ikke spreder gode vibrationer i den nydelsessyge musik. Det er hist og her småbanalt, hørt før, men langtfra malplaceret eller villet. Wafande krænger en reel smerte ud, og den forplanter sig.

Wafande følger en smal, men nærmest overeksponeret tradition for musik med jamaicanske aner made in Denmark. Fra Laid Backs jetset-inducerede lækkerbiskener og Gnags' provinsielle, dansktopificerede firser-version over Djosos Krosts nordisk tonede dub, Natasjas ordrige fremdrift, BliGlads enerverende fjantethed og Bikstoks skørt malkdekoijnede dancehall. Den nye knægt på blokken emmer ikke af humor, nærmere af humør og 'brede' på Staden, hvor han også er opvokset.

De mestendels håndspillede arrangementer er sine steder klassisk instrumenteret rootsreggae. »Flot figur« og radiohittet »Gi' mig et smil« vugger trygt derudad, og sangerens autentisk mørklødede accent gør pladen til en anderledes troværdig affære. Han behøver ikke at pakke tingene ind, og det gør »Du ved det« til en lidelsesløs affære. Selv på de samfundskritiske skæringer samt de hjertekvalte »Jeg ser dig« og den kommende landeplage »En anden«. På sidstnævnte træder Wafande for alvor i karakter som toaster med råtsleben stemmeføring, mens den anderledes blege Xander kontrasterer ørehængeren med et brag af et omkvæd, der udstikker direkte kurs mod heavy rotation. Han må gerne udvikle sit udtryk mod det endnu mere sammensatte, thi talentet og musikaliteten kan tilsyneladende favne det.

Magic mystic storyteller

Grafisk Musik hedder det jazzede fritidsband, der i 2009 udgav Jesper Dahls første favntag med den spoken word, som hans dybe fascination af Dan Turèll uvægerligt måtte føre til. Det slap manden, der er bedre kendt under rapperaliasset Jokeren, hæderligt fra. Denne gang udsender Grafisk Musik to separate plader. Den ene er med den gamle boksekommentator og notoriske vrøvlehoved Kurt Thyboe, den anden med Jesper Dahl.

Thyboe først. Den 71-årige journalist, fusentast og svulstige punchlinemaskine har det med at dele vandene. Personligt finder jeg hans stil knapt så charmerende som dybt anstrengende, og derfor er det over længere stræk svært at se lyset i »Thyboe-blaster«. Og det til trods for titler som »Du behøver ikke slikke røv for at få lov til at slikke fisse« og »Du ka' sagtens ha' en lille pik og være en stor satan«. Helt ubestrideligt et par universelle sandheder, men altså, det (formentlig) delvist improviserede rableri får jo ingen ende og den hygsommelige, slaviske baggrundsbund af kontrabass, rhodes og trommer gør det hele spiseligt, men intet for at stjæle billedet fra »den professionelle alkoholiker« Kurt Thyboe. Overdrivelsens mester er ikke bare historiefortæller i et abrupt, af og til tøvende flow på dansk, skraldespansk og engelsk, men storyteller. Nej, »the magic mystic storyteller«, rent faktisk. Oh lord, noget lårt. Spændende nok at snuse til, og gavtyvestemningen er sine steder forførende, et virvar af bodegaoverleveringer og popkultur, men i længden, in the long run, kid, stinker det too freaking much.

Paranoia til dessert

Autopiloten er til gengæld allestedsfraværende på Jesper Dahls »Angstmarineret«. Rapperen er hørbart veltilpas med ikke at skulle lade tankestrømme diktere af enderim, et varieret flow og et hitleflende beat. Her kan den produktive homie på 38 få luft for den slags betragtninger om festen, nedturen, bybilledet og scoringer af 19-årige piger, der lyver sig ældre, som også er set i nogle af hans mest vellykkede bloggerier. Tekster, hvor låget for alvor hopper af og bobler med en intuitiv energi og en fermt akkompagnerende jazztrio. Det umiddelbare og pulserende på bekostning af det polerede og kontrollerede.

Jesper Dahl er som Thyboe en kende selvdestruktiv af natur, og lige så meget som han elsker stofferne og kvinderne, flugten fra »en dårlig dag på kontoret«, lige så meget slås han med den efterfølgende paranoia. Heraf titlen.

Det er langt mere udholdeligt og troværdigt. Og troværdighed er en nødvendighed, når man er i så intimt og insisterende selskab med sin opmærksomhedskrævende fortæller. En fortæller, der angriber mikrofonen og undervejs også konfronterer danskheden, som har glemt at danse nøgen. Den skal man huske, nøgendansen, især når man er blevet voksen, følsom og angrende som Jesper Dahl, der med »Angstmarineret« træder et pænt stykke ud af de mindre spændstige Laugesens og Tùrells snakkeskygger.

 

Wafande: Du ved det (Universal)

Grafisk Musik: Thyboeblaster (We love jazz/Playground)

Grafisk Musik: Angstmarineret (We love jazz/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu