Læsetid: 4 min.

Rolig, foruroligende mærkværdighedspoesi

Sidste års thailandske Guldpalme-vinder, spøgelsesfortællingen 'Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv', er lige så sær og spooky, langtrukken og fascinerende som sin titel
I den thailandske 'Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv' dukker Boonmees afdøde kone op — som spøgelse — og konverserer med familien.

I den thailandske 'Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv' dukker Boonmees afdøde kone op — som spøgelse — og konverserer med familien.

4. august 2011

Sort pels, røde øjne, der gløder som lamper i mørket. Et abespøgelse kommer op ad trapperne. Gamle gårdejer Boonmee sidder med familien på sin åbne veranda. Hans afdøde hustru har netop materialiseret sig ud af det blå. Halvt gennemsigtig sidder hun nu og konverserer om de år, der er gået, siden hun døde. Ja, hun holder sig godt. Og jo tak, hun har modtaget søsterens ofringer fra templet i Himlen (som forresten er overvurderet). Ellers tak, hun kan ikke drikke vand. Fordi hun er et spøgelse. Og så kommer denne her skikkelse altså op ad trappen og gør dem selskab. Han er Boonmees forsvundne søn, der for år tilbage valgte at blive abespøgelse. Nu tænkte han, at han lige ville hilse på.

Den thailandske Guldpalme-vinder fra 2010, Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv, er noget for sig. Med sine sært fortalte sære fortællinger er den et mindst lige så alternativt bud på filmform som Terrence Malicks vinder i år, Tree of Life. Men hos instruktør Apichatpong Weerasethakul af vestens dovne tunger også kaldet 'Joe' føles mytologien fjernere og mere fremmed. Joe er subtilt humoristisk i al sin besynderlighed, til tider anstrengende langsommelig. Hans film tilbyder en helt særlig stemning. Onkel Boonmee ... er rolig og foruroligende mærkværdighedspoesi. Der er scener, der er umulige at glemme.

Kneppende havkat

I én historie tager en munk på karaoke-restaurant med en ældre kvinde, Roong (Roong er en filmisk genganger fra Joe's fine Blissfully Yours, 2002). Imens sidder en anden spaltning af munken tilbage på et hotelværelse og ser tv. Det er mysticisme og fraværsmetaforik i ét spøjst billede. I en anden historie kurtiseres en vansiret prinsesse af en talende havkat i en skovsø. Scenariet er grotesk. Komisk og uhyggeligt. Man ser havkattens grå fiskeryg i vandet, mens den energisk pumper sin krop ind mellem benene på prinsessen. Så ryger kameraet ned på havbunden og plutter lidt rundt der med abstrakt mudrede billeder og dystre undervandslyde. Det er filmmagi fra og i en anden verden.

Noget er, har Joe fortalt, inspireret af en bog om en mand, Boonmee, og hans erindringer om at blive reinkarneret som jæger, ko og spøgelse. I filmen er denne inspiration til fri fortolkning; en mystisk blanding af erindring, drøm og genfødsel.

Filmen kan også ses som del af udstillingen Primitives, der kom til Overgaden under CPH PIX. I video- og fotoværkerne her refererer Joe, som er uddannet arkitekt, til Thailandsk popkultur, mytologi og historie og til egnen Nabua. Det var Boonmees hjemstavn, som i 20 år var besat af et brutalt thailandsk militær. Joe forsøger med sin visuelle abstraktion at katalogisere og dermed genvinde denne egns kultur, myter og tro. Hertil kommer i Onkel Boonmee ...et klaps til moderne thailandsk hykleri: I Blissfully Yours bliver filmens illegale indvandrer behandlet som to kvinders uselvstændige kæledyr. I Onkel Boonmee ... er det ligeledes en illegal arbejder, der passer og plejer Boonmee og skyller hans syge lever med vand. Boonmee frygter, at hans svaghed skyldes dårlig karma pga. de mange »kommunister og insekter«, han har slået ihjel. Der er konstant dette ublide ved filmens karakterer som om de levende, også politisk set, har brug for konfontationen med de døde.

Et særligt åndedræt

Det samlede billede er dog svært at se. Filmens skovlyde og det skønhedsåbenbarende kamera er det æstetiske tape, der sådan nogenlunde klistrer dens dele sammen. Erindringstematikken er fokuseret i fotografiets indkapsling af tid og af lys. Til tider er det filmens udfordrende langsommelighed, der er ved at afkoble publikum. Man skal væbne sig med en særlig form for tålmodighed for at se Joes film. Et særligt åndedræt. Blissfully Yours var nærmest et pause-drama. Her strakte en tavs biltur sig over et kvarter af filmen. Lige så lang var slutsekvensen, hvor en ung mand og kvinde døser hen i solen: Hun lægger sin hånd på hans mave. Tiden går. Lader fingrene glide ned i hans shorts. Tiden går. Et pause-drama. Det er som om, Joe dyrker livets pauser lige så meget som livets begivenheder. I Onkel Bonmee ... opleves hans insisteren på at være i mellemrummene nærmest spirituel. I den afsluttende lange, symbolske mørkevandring gennem skoven balancerer man mellem meditation og søvn, skønhed og ulidelighed.

Da filmen vandt Den Gyldne Palme i Cannes, hujede de mest entusiastiske fans efter sigende. En anden flok buhede. Resten var mellemtilfredse over den overraskende hæder til denne undertippede særling af en film. Denne kakafoni af udråb repræsenterer måske meget godt den blandede oplevelse, det også er at se filmen. Den er ikke et mesterværk, dertil er den alt for tung en kolos.

Men jeg ville applaudere for den kulturelle og film-iske udfordring. For abespøgelsets rolige og foruroligende virkning. Og for de mærkværdige, poetiske enkeltscener, der uden intellektuel fortolkning har hjemsøgt undertegnede abekat utallige gange siden første møde. Jeg vil anbefale de dristigste også at hilse på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu