Læsetid: 4 min.

Romanforfatteren som overvågningsbamse

Med sin seneste roman synes Kirsten Hammann at have taget et skridt i retning af plot og porno. Men tag ikke fejl: Det er stadig metalitteratur om at overleve katastrofen
Med sin seneste roman synes Kirsten Hammann at have taget et skridt i retning af plot og porno. Men tag ikke fejl: Det er stadig metalitteratur om at overleve katastrofen
24. august 2011

Den halvt ironiske, halvt empatiske udstilling af det, man kunne kalde en damebladsbevidsthed, har været et tema i Kirsten Hammanns forfatterskab i hvert fald siden romanen Fra smørhullet (2004). Fremstillingen af en tilstand efter katastrofen har været det endnu længere: Hammanns hovedpersoner befinder sig på et eksistentielt post-katastrofalt nulpunkt, om det nu er, fordi de er blevet syge, deres kæreste er skredet, eller deres planet er eksploderet.

Begge temaer finder vi i Hammanns nye roman, Se på mig. Den kvindelige hovedperson, Julie, er blevet forladt af sin kæreste, og spot føjes til skade, da hun smadrer sit knæ ved et trappefald, så hun kan blive indlagt på hospitalet »med knust hjerte i form af et knæ«. Forladt og smadret sidder hun i sin lejlighed som en rigtig Hammann-eksistens med hovedet fuld af alle de gode råd og leveregler hun har hentet fra damebladene og TV4. F.eks. at en enlig kvinde helst skal onanere hver dag for at holde sin seksuelle udstråling ved lige: »Det er en form for skønhedsbehandling«. Eller at Morten Grunwald stadig elsker Lily Weiding, »fordi hun aldrig har løftet det syvende slør«.

Den andens rum

Men Julie er ikke alene i lejligheden. Hendes bevidsthed er ikke den eneste, vi er inde i. Julie har fået sig en mandlig lejer, Sune, som er forfatter med en skriveblokering under galopperende udvikling. Hvis vi med Julie får adgang til en damebladsbevidsthed, er vi med Sune ovre i Euroman: Gadgets, babes og succesdrømme er ifølge denne roman det, der fylder et mandesind, mens onani og overspringshandlinger fylder hans dag.

Det er interessant (og for Hammann noget nyt), at der veksles mellem et kvindeligt og et mandligt perspektiv. Mellem kvindens forsøg på at leve sig ind i en mand (»Hvis Julie havde en pik, ville hun røre ved den så tit som muligt«) og mandens (opgivne) forsøg på at leve sig ind i en kvinde (»Han kommer aldrig til at skrive en bog om en kvinde, det er simpelt hen for kompliceret, han ville have større chancer for at skrive en bog om rumfart eller astrofysik«). Det skaber sjove kinesiske æsker af udsigelsessituationer: Kvindelig forfatter forsøger at indleve sig i mandlig person, som forsøger at indleve sig i kvindelig person, der forsøger at indleve sig i mand ...

At få adgang til den andens indre rum bliver også et drivende motiv i romanens plot. Mens Julie køber onani-legetøj på nettet, køber Sune et lille overvågningskamera forklædt som bamse, som han forærer Julie, så han får en helt konkret, visuel adgang til hendes rum.

Dem fra Købmagergade

Der er altid et vidne til vores tilværelse. Det synes at være en af romanens pointer. Da Sune i en trængt situation må tisse i en kande på sit værelse, lover han »eventuelle usynlige vidner, at han selvfølgelig vil skolde den bagefter«. Det er sådanne »eventuelle usynlige vidner«, bamsen kan ses som en figur for. Dem, vi stiller os an for, tilrettelægger vores udstråling og identitet for, også når vi er helt alene.

Disse »usynlige vidner« til vores eksistens har også en anden inkarnation i romanen, »dem fra Købmagergade«, som er Hammanns ret morsomme og velvalgte betegnelse for den anonyme opinion i Julies indre; en slags komisk variant af et græsk tragediekor, der bestandig kommenterer og dømmer hende: »Dem fra Købmagergade står ved vinduet og griner ad hende«, »dem fra Købmagergade kigger ind gennem nøglehullet og synes, hun overdriver«.

Plot og porno

Nå, men den kvikke læser har nok for længst regnet ud, at mand og kvinde under samme tag må ende med sex. Romanens plotmotor er denne suspense: Hvornår skal Julie og Sune have sex med hinanden? Den formår at holde læseren fangen i 350 sider, inden hovedpersonernes kønsorganer forenes. Derefter havde i hvert fald denne læser svært ved at forblive fanget. For nu bliver det pornografisk, men ikke på en rigtig ophidsende måde, selv om der ikke er sparet på obskøne ord og detaljerede beskrivelser af, hvad en mande- og en kvindekrop kan gøre med hinanden. Måske er plot og porno bare svært forenelige.

Kirsten Hammanns seneste romaner har fået deres særlige charme og indsigt ved at være en slags triviallitteratur i anden grad: En udstilling af den skrøbelige identitet, der bygger sig op for blikket fra »dem fra Købmagergade«. Samtidig har de beholdt den meta-dimension, som har kendetegnet forfatterskabet fra første færd: De har også altid handlet om det at skrive.

Med Se på mig har Hammann tilsyneladende taget et yderligere skridt i retning af trivi og krydret det med porno. Jeg kan faktisk være i tvivl, om jeg ville holde af denne roman, hvis ikke den var en del af Hammanns forfatterskab. Men fordi den er det, kan jeg trods den overvejende ironiske udstilling af personerne også fornemme dem som de skrøbelige og udsatte postkatastrofale eksistenser, Hammann har portrætteret siden Vera Winkelvir. Og jeg kan slet ikke lade være med også at læse romanen som en metaroman, der handler om, hvordan og hvorvidt man kan få adgang til et andet menneskes (og det andet køns) bevidsthed, sådan som enhver romanfortæller med indre syn på frækkeste overvågningsbamsevis altid har gjort det.

 

Kirsten Hammann: 'Se på mig'. 459 sider, 299 kr. Gyldendal. Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu