Det lille forlag Basilisk har lige udgivet Til minde om mine følelser, udvalgte digte af Frank O'Hara, født 1926, død 1966, en af efterkrigstidens helt store, amerikanske digtere. I skrivende stund (tirsdag) har ingen aviser anmeldt den. Adspurgt på Facebook erkender Martin Larsen, forlagsbagmand, at det kunne skyldes Basilisks skødesløse udsendelse af presseeksemplarer:
»Vi sendte den til anmeldelse samtidig med, at vi sendte den på markedet, i den sikre overbevisning at ingen alligevel ville anmelde den på dagen.«
Så nonchalant plejer forlagene ikke at være. På den anden side har Basilisk ikke længere brug for anmeldelser og den slags. De sælger deres bøger via egen bogklub som man bør melde sig ind i, gå ind på basilisk.dk, så vil den venlige hjemmeside guide jer videre og sælger vist nok nok til, at tingene løber rundt. Det er fremtiden.
Det var Frank O'Hara også engang, altså fremtiden. På en måde er han det stadig, især hvis man læser ham med det tyvende århundredes modernisme i blodet, dens eksistentielle alvor, myter og desperation, dens metaforer, rene ord og knoklede sprogmaterie.
Op igen, Lana-pige
Så er Frank O'Hara et frisk pust. Her er ikke dybe udsagn, anelserne sitrer ikke under overfladen. Her er ingen dunkle metaforer. I stedet er der en stemme, der kan bevæge sig alle steder hen, også selv om den befinder sig midt i hverdagen som bøsse i New York for halvtreds år siden. Mest rapporterer hans digtes jeg fra et liv med fester, venner, kunst, længsel og liderlighed et liv, der i digtene virker meget lykkeligt og meget skrøbeligt på samme tid.
Sådan her begynder hans måske mest berømte digt, »Et skridt væk fra dem« fra 1956:
»Det er min frokostpause, så jeg går/ en tur mellem de humlebifarvede/ taxaer. Først ned ad fortovet/ hvor arbejderne fodrer deres beskidte/ glinsende torsoer med sandwicher/ og Coca-Cola, og har gule hjelme/ på. De beskytter dem mod faldende/ mursten, vil jeg tro. Så videre til/ avenuen hvor skørter vifter/ om hæle og flagrer op over/ riste«.
Der har ikke været så meget af den slags i Danmark, indflydelsen fra O'Haras generationsfæller John Ashbery og Kenneth Koch har været større. Men i USA har det dannet skole. Man kalder det 'I did this I did that'-digte.
Man kunne tro, at O'Haras henkastede digte var lige til at oversætte. Til minde om mine følelser viser noget andet. Her er slutningen på et andet af O'Haras kendte digte, »Lana Turner has collapsed!«, i original: »I have been to lots of parties/ and acted perfectly disgraceful/ but I never actually collapsed/ oh Lana Turner we love you get up«.
Det er jo lige til at forstå. På dansk bliver det til: »Jeg har været til masser af fester/ og opført mig fuldkommen skandaløst/ men jeg er aldrig decideret kollapset/ Åh Lana Turner vi elsker dig op at stå«. Og lige så fint 'decideret kollapset' er, lige så skævt rammer digtets sidste par ord. Måske spøger Dirch Passer i baggrunden: i mine ører er der noget infantilt over 'op at stå'. Det forstyrrer, men hvad skulle man ellers skrive? Rejs dig op? Op med dig? Det lyder også forkert.
Sådan er betingelserne, når tonefald og stemmeføring er alt. Og især fordi de særligt interesserede alligevel læser O'Hara i amerikansk original. Også på den måde har Til minde om mine følelseret stævnemøde med fremtiden, men ikke nødvendigvis et lykkeligt et.
På dansk. Frank O'Hara lader i sine digte ofte jeget rapportere fra et liv, der virker meget lykkeligt, men også meget skrøbeligt. Foto: Nat Herz/The Bridgeman Art Library
