Læsetid: 3 min.

Sådan er patriarkatet ...

Men jeg syn's fa'me, det er synd! Ny roman af forfatteren til 'Bitterfissen' når ikke ud over offerskabelonen
26. august 2011

Kvinde, løb for dit liv! Sådan er hovedbudskabet i svenske Maria Svelands nye roman, At løbe. Problemet er blot, at Maria Sveland ikke anviser nogle steder at løbe hen, hverken for romanens to 13-årige hovedpersoner eller for deres mødre, der forgæves prøver at beskytte dem mod overgreb.

Bogen tager tråden op fra romanen Bitterfissen (2008), som beskrev en vred, ung mors oplevelser af sin mands svigt i forbindelse med sin graviditet og fødslen af deres lille søn.

Moderskabets grænseløse kærlighed og følelsen af angst og afmagt, når man som mor ikke kan beskytte sit elskede barn mod fare, er måske den egentlige baggrund også for denne bog.

Ifølge Maria Sveland selv er romanen inspireret af reaktionerne på en tv-dokumentar om sexforbrydere og deres ofre, hun for 10 år siden lavede sammen med filminstruktøren Noomi Liljefors. Programmet udløste en sand e-mailstorm fra mødre, der var gået under jorden for at beskytte deres børn mod overgreb fra fædrene. Disse historier er altså nu blevet til en roman om, hvor udsatte børn kan være, når de uden at forstå en dyt bliver udsat for voksnes seksuelle begær.

Blot sætter Sveland situationen så firkantet op, med kvinder i offerrollen og mænd som potentielt truende sexmonstre, at hun skaber fjendebilleder snarere end befordrer indlevelse og dialog.

Voksne og børn

I At løbe er voldtægtsforbrydere, blottere og fædre, der begår seksuelle overgreb mod deres døtre, blot de mest åbenlyse udtryk for mandsdominans og samfundets mangel på evne til at beskytte sine børn.

Romanens hovedpersoner er et 13-årigt venindepar, Julia og Emma, fnisende, søde, hurtigløbende og så uadskillelige, som kun veninder i deres alder kan være.

I romanens begyndelse støder pigerne på en blotter, der forfølger dem gennem skoven. De flygter op i deres hemmelige træ, åndeløse af latter og generthed. Rabarbermanden kalder de ham, efter den rødlige penis, han lokkede med fra sin åbne gylp.

Blotteren er dog kun en komisk afglans af det vrængbillede af maskulin seksualitet, som senere møder de to. Julia bliver voldtaget af den første dreng, hun kysser med, og hendes fysiske styrke hun er hurtigløber fordamper, ligesom hendes selvopholdelsesdrift, på hendes vej gennem det retssystem, der langsomt bryder pigen ned.

Mest sympatisk energi er investeret i de to pigers venindeskab og ømhed for hinanden.

Derimod ligner de voksne omkring dem skabeloner fra en SFI-rapport: Emmas enlige mor er SOSU-assistent, omsorgsfuld, bohemeagtig og lidt for tit med et glas rødvin i hånden. Julias mor, Gisela, er en forskræmt husmor, der har giftet sig opad i samfundet og uafbrudt prøver at gøre sin vrantne overklassemand tilpas. I en grad, så Gisela helt har overset, at manden har gjort sit til, at Julia bliver et let offer for den første, den værste skoledreng.

Unuanceret vanvid

Romanens chefer, sagsbehandlere osv. er hårrejsende skrankepaver, og Gisela komplicerer sagen med et dramatisk forsøg på at hævne sin datter:

»Gisela vidste, hvor grænseløse disse mænd er. Hun vidste, at den eneste måde at håndtere deres vanvid på var at besvare den med samme slags vanvid.«

Det er interessant, at det politisk ligevægtige Sverige huser så vrede og kompromisløse politiske stemmer som Maria Sveland. Faktisk skriver Sveland mere engageret og levende end mange af de krimiforfattere, der opererer i det samme univers af skyld og selvtægt.

Men bogens mangel på humor og optimisme gør den kønspolitiske jammerdal svær at håndtere. Sveland viser ikke en vej, hvor hovedpersonerne kan løbe væk, eller nogen, der hjælper dem med at finde den. Patriarkatet er jo alle vegne!

Utvivlsomt er det sandt, at retssystemet har svært ved at tackle tunge familiesager, og at forældrekonflikter kan udløse uholdbare situationer for børnene. Problemet kan være, at det i de senere år måske også i Sverige er lykkedes at gøre børnepolitik til ligestillingspolitik. Med det tvivlsomme resultat at barnets ret til to forældre ofte udlægges som »forældrenes lige ret til barnet«.

Men Svelands forsvar for mødrenes rettigheder fremtræder her simpelt hen for unuanceret og selv- retfærdigt til at løfte denne dagsorden. Det er vel bare at besvare vanvid med mere af samme skuffe, for nu at bruge romanens eget udtryk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu