Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tiden og tingene

Fortryllende. Den tyrkiske nobelprisvinder Orhan Pamuk overgår sig selv med en uimodståelig roman om kærlighedssorg i Istanbul
Fortryllende. Den tyrkiske nobelprisvinder Orhan Pamuk overgår sig selv med en uimodståelig roman om kærlighedssorg i Istanbul
Kultur
12. august 2011

Pamuks roman Uskyldens Museumer et studie i kærlighedssorgen som et særligt forhold til tiden og til tingene. Der er noget fuldstændig fortryllende, hypnotiserende over dens opbygning og fortællerstemme; læseren suges selv ind i kærlighedssmerten som en plagsom, men uimodståelig sødme, der hen over de 500 sider kalejdoskopisk antager skiftende former, alt efter om lidelsen eller sødmen dominerer. Samtidig er romanen en allegori over klasseskel, værdibrydninger og forholdet mellem folket og magten i 70'ernes og 80'ernes Istanbul.

Jegfortælleren Kemal er af en hovedrig forretningsfamilie, som dyrker den vestlige livsstil, mens hans elskede Füsun er en fjern og fattig slægtning og bliver hans indgang til et folkeligt Istanbul, hvor man ernærer sig åndeligt af tyrkisk melodrama og har porcelænshunde stående på fjernsynets kniplingedug.

Romanen begynder som en psykologisk-realistisk kærlighedsroman, med en smuk og smittende skildring af jegfortællerens store erotiske lykke og derpå følgende smerte, da han ikke kan få sin elskede. Men derfra udvikler den sig mere og mere i retning af det allegoriske og lettere groteske, da jegfortælleren i otte år gør sig til fast aftengæst ved fjernsynet i det beskedne hjem, hvor hans elskede bor med sin mand og sine forældre. Det, som i begyndelsen er en glødende smuk beskrivelse af den elskede i enhver tænkelig fysisk detalje, udvikler sig til at beskrive hende ihjel, opløse hende for læserens blik, alene fordi det strækker sig over så mange hundrede sider.

Museum

Fra allerførste side slår romanen sit karakteristiske forhold til tiden og tingene an, med det forelskede blik som prisme.

»Det var det lykkeligste øjeblik i mit liv, skønt jeg ikke vidste det«, står der, med den foregribende markering af tilbageblikket, som skal blive dens faste greb om fortælletiden. Straks derefter hører vi om den ørering, som sandsynligvis må være faldet fra Füsuns øreflip i dette lykkeligste øjeblik, hvor jegfortælleren trængte ind i hende bagfra.

Øreringen bliver den første i den lange række af genstande, som romanen gør sig til museum for. Kemal bygger helt bogstaveligt sin fortælling op som et museum og henvender sig til læseren som til museumsgæsten: »Her udstiller jeg Füsuns ørering«, »her viser jeg porcelænshunden, som stod på fjernsynet« etc. På romanens plotniveau viser museet sig at være Füsuns hus, som Kemal ender med at købe og gøre til udstillingslokale for alle de ting, han har samlet gennem sin ulykkelige kærlighedshistorie.

Romanen er en ophobning af øjeblikke, emblematisk repræsenteret af en overvældende mængde af genstande, som skal tjene til at dulme Kemals kærlighedssmerte, men som samtidig bliver etnografiske vidnesbyrd om et stykke af Istanbuls historie.

Det ulykkeligt forelskede blik bliver i romanen et hypersensibelt detaljesansende blik: Hver lille banal genstand og hver en trækning i den elskedes ansigt registreres og beskrives i den elskendes museale ophobning. Som parentetiske indskud i denne detaljesamling meldes der om russiske krigsfartøjer i Bosporusstrædet, udgangsforbud, blodige militærkup, likvideringer og tortur.

Melodrama

Romanens anden halvdel står i melodramaets tegn: Hos Füsun ser man tyrkiske soapoperasi fjernsynet, og Kemal tilbringer timer med hende og hendes mand i Istanbuls folkelige udendørsbiografer, hvor der vises tårepersende tyrkiske film om heroiske kvinder, som hævner sig på de mænd, der har taget deres mødom. Füsun drømmer om en karriere som skuespillerinde, hendes mand forsøger at gøre karriere som filminstruktør, og Kemal får adgang til familien ved at finansiere hans filmforsøg. Grundscenen i romanens sidste halvdel bliver den, at den ulykkeligt forelskede betragter sin elskede betragte: mens hun henført ser på skærmens eller filmlærredets melodrama, iagttager han vind og vejr i hendes ansigt.

Galakse af tegn

Nu kunne det måske lyde, som om romanen skildrer en overvættes svælgen i kærlighedssorg og melodrama som flugt fra en brutal, historisk virkelighed. Kemal kunne ses som den håbløse melankoliker, der illusorisk forsøger at fastholde en tabt kvinde og et idealiseret billede af folkeidyl, mens kold krig og militærkup hærger nådesløst. Og flere steder formulerer han selv sin dyrkelse af mindet og øjeblikket som en længsel ud af tiden.

Men i romanens komposition bliver de samtidig en vej ind i tiden porcelænshunden på fjernsynet repræsenterer nok så meget Istanbul i 80'erne, som den repræsenterer den elskede.

Som filosofisk undersøgelse forekommer romanen mig at være et frydefuldt gennemført studie i den ulykkeligt forelskedes perspektiv som en skærpet sans for konkrete detaljer. Ligesom Proust har vist os, hvordan alt for den jaloux bliver til tegn, viser Pamuk os, hvordan det samme sker for den ulykkeligt forelskede: »Istanbul var en galakse af tegn, som mindede mig om hende«.

For Prousts jaloux er tegnene indicier (på den elskedes forbrydelser), for Pamuks melankoliker er de minder (om den elskedes umådelige herlighed).

Fra første side er man suget ind i denne henrivende blanding af erotisk poesi, melodrama og kulturhistorisk allegori, ikke mindst fordi romanen så frækt og umærkeligt glider fra det ene til det andet.

Hvis man definerer den europæiske roman, som Milan Kundera gør det, som den konsekvente udforskning af en mulig eksistentiel situation, indskriver Pamuk sig med værdighed i rækken af store europæiske romanforfattere med dette studie i vedholdende ulykkelig forelskelse. Så tilgiver jeg ham gerne slutningens for mig at se overflødige meta-stunt, hvor en forfatter ved navn Orhan Pamuk viser sig at være Kemals ghostwriter.

Blot fatter jeg fortsat ikke, at man ikke i Danmark kan finde en oversætter, der kan oversætte fra tyrkisk, men må gribe til at oversætte den engelske oversættelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her