Læsetid: 3 min.

Ung dansk pianist imponerede i Ravels klaverkoncert

Ung dansk pianist imponerede i Ravels klaverkoncert Der stod Ravel over det hele, og det sker sjældent i en dansk koncertsal. Tanja Zapolski og Tivolis Symfoniorkester gav disciplinerede og smidige opførelser under rumæneren Ion Marin, selv om ikke alt lykkedes lige godt
23. august 2011

Det så ud som en god idé, og den blev også på flere måder veludført. At lade Maurice Ravel stå for hele programmet, da Tivolis Symfoniorkester blev gæstet af jetsetdirigenten Ion Marin. Ravels orkestermusik er appellerende for alle parter, han var en af alle tiders største instrumentationsmestre, og det skulle vise sig, at man var langt fra mæt, da det hele var overstået efter knap en times effektiv spilletid.

Fransk musik har ikke ligget helt ubesværet for danske orkestre gennem tiderne, heller ikke de københavnske. Den udmærker sig blandt andet ved klanglig finesse, teknisk virtuositet, forfinet sanselighed og solistisk opvisning, med andre ord forførende paradespil i modsætning til tysk filosofisk grundighed, som oftest har været dagens ret herhjemme. Ud fra det perspektiv var det spændende at følge Tivoli-orkestret i Ravel-programmet, fordi man gang på gang kunne glæde sig over det ene og andet.

Let og brillant

Tanja Zapolski var solist i Klaverkoncert i G-dur; hun er blevet en af vore egne, men en betydelig del af identiteten ligger i den russisk-ukrainske skoling, hun bragte med sig, da familien flyttede hertil. Det var mærkbart i den respektindgydende opførelse, stålsat koncentreret i den motoriske energiudfoldelse, hele tiden let og brillant med fint justerede tempovariationer, der fulgte hårnålesvingene i de livlige satser.

Det er blevet sagt om adagioen, at den begynder med en af de mest bevægende melodier, der er kommet fra det menneskelige hjerte. Og de 34 takter var ved at tage livet af komponisten, sagde han, så hårdt havde han arbejdet med hver eneste takt. Pianisten spiller denne enkle melodi alene, et clash mellem forskellige taktarter for hver hånd, og deri ligger faktisk hele den stoiske skønhed. Tanja Zapolski havde desværre ganske travlt og romantiserede tilmed klangen, så denne sindsro ikke kom til at indfinde sig. Men i et ekstranummer af Rameau fandt hun den saliggørende langsomme puls.

Hofnarrens morgensang

Efter pausen havde Ion Marin sat tre selvstændige orkesterstykker sammen en suite, det virkede som en udmærket disposition. Marin er rumæner, og undervejs kom jeg til at tænke på hans landsmand Sergiu Celibidache, som i sin tid væltede København med flere af vore orkestre i opførelser af eksempelvis Ravels Bolero. Trods sin manke og en betydelig selvbevidsthed er Marin ganske vist ikke nogen Celibidache, langt fra, men han er super professionel, og det er sådan set al rigeligt til Ravel, for hans partiturer er de mest fuldkomne manualer, man kan forestille sig.

Alborada del grazioso, hofnarrens morgensang, ånder af spanske guitarer, flamencodans og vokale improvisationer, så at sige alle grupper kommer med vigtige stemningsbidrag. Her skete det mere eller mindre træfsikkert. Pulsen lå rigtig godt, horn og træblæsere excellerede, mens trompeterne nu ikke imponerede med deres perkussive triolspil. Tilsvarende var solofagotten på toppen i den dovne mellemdel, mens orkestrets ildfulde udbrud ikke blev polstret med den fornødne yppighed.

Det er svært med Pavane for en afdød prinsesse, for godt nok har Ravel angivet et meget langsomt tempo, men det kan også blive for langsomt. Ion Marin trak her og der i den graciøst fyldende strøm, så det snart kom til at minde om en død pavane for en prinsesse, som Ravel engang skulle have sagt om en opførelse. Bortset fra det spillede orkestret overordentligt smukt.

Også i Bolero havde Marin travlt med at dirigere detaljer, som ret beset burde kunne passe sig selv, tilmed koreograferede han ekspressive betoninger, som Ravel ikke har noteret noget som helst om. På den måde gled det sejt fremadskridende crescendo i nogen grad af sporet, hvorfor det pludselige skift fra C-dur til E-dur til allersidst heller ikke fik den omvæltende orgiastiske virkning. Men opførelsen bragte en række fortræffelige soloblæsere i fokus, og det forekommer helt fortjent at fremhæve basunen; han klarede sin halsbrækkende solo op til det høje Des i en stil, som franskmændene vil kalde tout à fait extraordinaire.

Maurice Ravel-aften i Tivoli. Klaverkoncert i G-dur. Alborada del grazioso. Pavane pour une infante défunte. Boléro. Tanja Zapolski (klaver). Tivolis Symfoniorkester. Dirigent: Ion Marin. Koncertsalen den 21. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu