Læsetid: 4 min.

Uskønne fejltagelser i festugen

Aarhus Festuge er endt som byfest. Men takket være Svalegangens AGF-portræt 'Hvid stolthed' kommer Festugen alligevel med på listen over lykketræf
Naziheil eller knytnæve? Svalegangens 'Hvid stolthed' sætter den lokale århus-stolthed AGF i  Breivik-perspektiv ved at vise tilskuerekstremistens had. Ellers manglede åbningen af Aarhus Festuge i den grad udsyn.

Naziheil eller knytnæve? Svalegangens 'Hvid stolthed' sætter den lokale århus-stolthed AGF i Breivik-perspektiv ved at vise tilskuerekstremistens had. Ellers manglede åbningen af Aarhus Festuge i den grad udsyn.

Morten Fauerby

29. august 2011

Ups. Åbningen af Aarhus Festuge 2011 blev den kedeligste i kvindes minde. Selvfølgelig kan det være inciterende først at høre tre mænd i jakkesæt holde tale. Og naturligvis kan det virke pirrende derefter at se fem mænd (plus en mandeklædt kvinde) trykke på nogle computere, så der glider bogstaver rundt på en skærm. Men nej.

Sanselighedsværdien i Musikhuset fredag aften var umålelig. Årets festugetema er i år 'Beautiful Mistakes' eller 'Skønne fejl ... og andre lykketræf'.

Så måske var det gammeldags åbningsprogram med borgmester Jacob Bundsgaard, kronprinsen og Morten Albæk på talerstribe og koreanere på Mac-række bare en fejl. Det skabte i hvert fald bare oplevelsen af drenge, der læste taler op, som vor mor selv kunne have skrevet dem. Og gab i mørket for resten.

Forundringen er fortsat ude i gaderummet. For hvad er der blevet af tidligere tiders storsatsninger? På Klostertorv ligger der nogle væltede, rødprikkede strandmøbler på lidt fladt sand. Og på Store Torv er nogen i gang med et fladt gademaleri, der forestiller et træ. Aha. Men det er dét.

På Pustervig er musikken godt nok 80'er-ivrig som altid. Her sidder teenagere side om side med efterlønnere, mens de drikker fadøl af kander og snakker, som var det en høstfest. Det er den skønne trøst.

Præcist skallenik

Nede på Teatret Svalegangen har den unge teaterdirektør Per Smedegaard og dramatikeren Andreas Garfield imidlertid sørget for et rammende Aarhus-portræt. Hvid stolthed handler nemlig om en AGF-kamp. Men den hyggelige historie om Victor Marcussens sjokke-iltre fodboldbedstefar på Gitte Baastrups effektive græstribune blandes med to andre historier: Historien om en nynazist, der går til kamp for at smadre de andre og om en autonom, der benytter chancen for at smadre hvem som helst. Og så snører tilskuerens mave sig sammen. For Anders Brink Madsens nynazist har en rystende sympatisk udstråling. Han taler kærligt, når han fremviser sin hagekorstatovering, som tænder hans kæreste ... Anders Brink Madsen rammer nynazistens selvretfærdighed helt rent. »Vi bruger ikke våben. Vi bruger hænderne,« som han stolt forklarer. For han kan flække en næse med ét skallenik ...

Solvej K. Christiansens autonome piercingpige har ikke samme stemmekraft som nynazisten. Men hendes stædighed er lige så grotesk i hendes overbevisning om, at ethvert angreb på det eksisterende samfund skal udføres uanset prisen. Og så er det, at billedet af Anders Breivik dukker op på nethinden og matcher dem begge to og at Svalegangen pludselig stråler som et teater, der tager tiden på sig. Og hadet.

Ville bare spise is

Nede på Århus Teater er festugen ellers rykket konkret indenfor. Her står tyrolerpiger og sælger øl og pølser til Kasimir og Karoline, den naziforfulgte Ödön von Horváths depressionsadvarsel fra 1932 muntert krisefortolket af den norske instruktør Runar Hodne, der har fået arbejdsløsheden til at sætte sig i figurerne som fysiske kollaps.

Vildest er Jacob Madsen Kvols som svindleren, der holder sin forslåede kæreste om hovedet, så hans arm fungerer som gabestok. Den smukke Mette Døssing har i hvert fald fået knækket sin krop, akkurat lige som Jens Zacho Böye, der synker sammen af et hjertetilfælde, mens cirkuslamperne blinker. Ene Øster Bendtsens klartskuende Karoline mister sin Kasimir, som Thomas Bang giver en skøn opgivelsescharme. »Egentlig ville jeg bare spise en is,« siger Bendtsen, mens hendes fremtid klasker til jorden. For ligesom i Horváths Wienerballader er dekadencen det styrende spejl: Som Aarhus Festuge tagget i et uofficielt hjørne ...

Nostalgi og provins

Andre teatre bekæmper krisen med nostalgi. Per Brink Abrahamsen har skabt den uimodståelige dukketeaterkoncert Mother, tell me more over Pink Floyd-sange for de voksne med psykedeliske papirprojiceringer af Syd Barrett i Suse Hartungs vilde dukketeatersyreflip på Svalegangen.

Multikunstneren Seimi Nørregaard har fremtryllet en drømmeverden af tekander og visnede grantræer for skolestarterne med performanceinstallationen Væggene har ører hos Teatret Refleksion: Man skal bare kravle gennem køleskabet så er mareridtsfrygten genoplivet. Og skuespilleren Cecilia Zwick Nash performer sit eget livsshow Havfruemorderens datter med en suggererende samhørighed mellem sin dynamitkrop og sin smukke stemme, når hun syngedanser Jørgen Nashs 60'er-digte nede på Teatret Katapult som et ægte barn af kollektiv og ølfester.

Aarhus Festuge 2011 minder ellers bare om en almindelig byfest. Den internationale glans er væk. De store gæstespil er fortid. Næsten alt foregår provinsielt kl. 19.30. Hovsa. Olafur Eliassons regnbue oven på Aros er slet ikke med i festugen. Men det er interessant at se, hvordan den runde glasgang påvirker sine besøgende. For højt oppe over byen begynder alle at tale om Aarhus. Om stoltheden over domkirken og måske om Brabrands blåhed. Men ellers mest om forundringen over, at Aarhus egentlig ikke er større. Alle de refleksioner, som festugen har ladet ligge i år eller som måske skal gemmes til Aarhus Kulturby 2017?

Hvad der så bliver den bærende erindring om Aarhus Festuge 2011? For mig bliver det billedet af Anders Brink Madsens glade dreng, der forbereder at gå til AGF-kamp, mens han stolt tjekker sit hagekors. Et uafviseligt aktuelt billede på Anders Breivik-sommerens kyniske puf til vores selvforståelse. En påmindelse om vores fejlopfattelser. Ups.

 

'Beautiful Mistakes'. Århus Festuge. Åbningsforestilling med Tacit Group (Korea).

Hvid stolthed. Tekst: Andreas Garfield. Svalegangen. Til 28. sept. Herefter turné 3. okt.-4. nov.

Mother, tell me more. Koncept: Søren Mortensen og Per Brink Abrahamsen. Musik: Undertow.dk. Svalegangens Dukketeater. Til 3. sep.

Væggene har ører. Performanceinstallation af Seimi Nørregaard. Teatret Refleksion i Frederiksgade. Målgruppe: 6-10-årige. Til 4. sep.

Kasimir og Karoline. Tekst: Ödön von Horváth. Oversættelse: Henning Goldbæk. Iscenesættelse: Runar Hodne. Aarhus Teater, Scala, til 22. sep.

Havfruemorderens Datter. Iscenesættelse: Ebbe Knudsen. www.aarhusfestuge.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu