Læsetid: 4 min.

Åndslivets grå eminence

Ny udførlig og saglig biografi beskriver styrken og svagheden ved Bjørn Poulsens standpunkt som radikal idealist
23. september 2011

Skønt Bjørn Poulsen (1918-2000) i de første tre årtier efter Anden Verdenskrig var en virksom kraft i dansk litteratur og kulturdebat, begrænser kendskabet til ham sig til nogle få bøger, som for længst er udsolgt og vel sagtens glemt af de fleste, og om hans mangeårige aktivitet som kulturskribent og kommentator, både på Information og Jyllands-Posten, hører man aldrig et ord. Nogle ved måske, at Bjørn Poulsen, tillige med bl.a. Villy Sørensen og Ejvind Larsen, spillede en væsentlig rolle op til de debatmøder, som i 1960-61 bragte kunstnere og politikere sammen på Krogerup Højskole, og andre er måske stødt på en af fyrens velskrevne kronikker eller en af hans talrige, for offentligheden skjulte, konsulentudtalelser i et Gyldendal-arkiv; men i det store hele har glemslen sænket sig over forfatteren til det lange, lidt hårdt bagte skrift Ideernes Krise i Åndsliv og Politik (1961, dengang solgt i 10.000 eksemplarer) og essaysamlingen Omkring Elfenbenstårnet (1964).

At Bjørn Poulsen kan forekomme så glemt, har jeg det personligt dårligt med. Dels fordi jeg i 2001 overtog hans pulje blandt Statens Kunstfonds livsvarige ydelser, dels fordi han var gymnasiekammerat med min far, som ind imellem mindedes, hvordan Bjørn Poulsen sammen med den senere forlægger Jarl Borgen og den senere lyriker Regin Dahl på Sorø Akademi havde dannet et æstetisk triumvirat hævet over hoben og langt væk fra fodbold, tennis og cricket.

Kritisk eftertanke

Takket være Jørgen Gammelgaard, forfatter og foredragsholder, tidligere højskoleforstander, FN-rådgiver og generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke, kan alle imidlertid nu blive oplyst sammenhængende og sagligt om Bjørn Poulsens tænkning og gerning. Bogen, med den rammende undertitel En kritisk idealist, er ganske vist ikke just affattet i noget let eller medrivende sprog; men den kommer til bunds i sit emne, og på en måde svarer dens tørre, tætte facon udmærket til emnet.

For nok stod Bjørn Poulsen i en periode som den tilbagetrukne, men indflydelsesrige, grå eminence i dansk kulturliv, hvis tanker om digtning og politisk utopi fremkaldte ekkoer hos henholdsvis Thorkild Bjørnvig og Tage Skou-Hansen; men hans gennemslagskraft begrænsedes af hans uspontane stil. »Hans argumentation var,« erkender Gammelgaard, »altid for fasttømret og hans sprogbrug for flydende og fejlfri til at åbne for de muligheder, som spontane ytringer og åbenlyse overdrivelser bringer frem.«

Nej, styrken lå i den kritiske eftertanke, og derfor var hans indlæg vanskelige at omsætte i praksis, om end det er vigtigt at huske, at Bjørn Poulsens på én gang skeptiske og modigt kompromisløse forsvar for kunst gjorde ham til en af jordemødrene bag både Kulturministeriet og kunstfonden - og i mange år en modvægt til den rationelle humanisme eller, om man vil, kulturradikalismen.

Ideer frem for ideologi

Bjørn Poulsen søger at skelne mellem ideologien, som er en tankegang låst fast i et rigidt system, den fikse idé der er ufri i betydningen fikseret, dvs. uflyttelig og dermed umulig at korrigere, og så ideen forstået som en åben, bevægelig tanke, der vedkender sig sine til dels irrationelle rødder og dermed kan påvirkes af ikke mindst kunst.

Fra dette tankemæssige ståsted blev Bjørn Poulsen en indforstået, om end vel ind imellem modstræbende og kritisk læser af modernismen, en vedholdende forsvarer for dagligsproget, hvori han ligesom Løgstrup altid kunne finde en visdom, og en søgende religiøs, som også blev i stand til at lade sig rokke, da han i de modne år opdagede eller genopdagede Grundtvig.

Når Bjørn Poulsen sent i livet skulle fortælle om de drømme og ideer, der huserede i hovederne på Thorkild Bjørnvig og ham selv, da de i deres ungdom satte fra land og en tid blev kaptajner på tidsskriftet Heretica - sat i søen af Ole Wivel og økonomisk båret oppe af dennes ungdomsven Knud W. Jensen - brugte Bjørn Poulsen gerne billedet af en tømmerflåde. Den blev holdt flydende, ikke af penge, men naturligvis af ånd, i form af fire tønder med navne på siderne. Et var Vilhelm Grønbech, et andet kulturfilosoffen Spengler, ham med Der Untergang des Abendlandes. På den tredje tønde stod der Arne Sørensen og dermed 'Det Tredje Standpunkt', og på den sidste var der to digternavne: Eliot og Rilke.

Grundtvig og skolen

Men så kunne der også ude i horisonten skimtes en solbeskinnet kyst: De Levendes Land. Tanker derfra, de grundtvigske tanker, gjorde Bjørn Poulsen gældende, da han i årene omkring 1960 blandede sig i debatten om skolen og bl.a. fremførte, at skolen har mistet sin myndighed, hvis ikke den kan henvise til en bestemt opfattelse af mennesket, men kun til en politisk styreform, demokratiet, som den til gengæld ophøjer til en menneskeopfattelse, hvorved den dog bliver fanget i en absurditet, der består i, at det enkelte barn bliver ansvarligt for sig selv og hvad det vil lære.

Jeg tror nok, min far ville have ment, at Bjørn Poulsen i sin gymnasietid tog ansvaret for egen blæring. Men skidt nu med det. Jørgen Gammelgaards kloge bog fortæller instruktivt om styrkerne og svaghederne ved at indtage et så radikalt idealistisk standpunkt, og selv om man hen ad vejen undrer sig mere og mere over, at det for Bjørn Poulsen tilsyneladende var nok igennem hele 25 år at stå som den kloge og stadigt mere tavse vismand, så forekommer »kronisk fysisk skrøbelighed« at være forklaring nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu