Det var ikke nemt at læse sig igennem Carsten Andersens nyeste roman, Ifølge Lukas. Havde bogen så bare været himmelråbende dårlig, men det er den ikke, den er det hårdeste, en bog måske kan byde sin læser at være, og det er virkelig kedelighed. Støt arbejdende sig fremad i et trægt tempo med en rungende redundans af langsommelig forklaring og fuldstændig ligegyldige miljøbeskrivelser. Ufattelige gentagelser, ufatteligt.
Hør f.eks. denne for stilen symptomatiske opvågning: »Nu skulle han bare lige have skaffet sig noget mad, få vasket sit tøj og derefter formentlig få smidt det meste af postbunken ud, inden han tog af sted«. Altså! Mængden af jovial snakkesaglighed ...
Man må også overveje, hvilke forestillinger teksten har om sin læsers intelligens (og tålmodighed), når denne skarpe observation om provinsbyens lyksagligheder bringes på banen:
»Her var der forholdsvist kort til alt, hvad der til gengæld var heldigt nok, eftersom den kollektive trafik udelukkende gik ud af byen, ikke rundt i byen«. Rimelig bleg oplysning. Det virker, som om det er skrevet på en velopdragen villighed og ikke på lyst. Det er pligtprosa. Det er totalt uinspireret og artigt som et stykke kridt. Artigt som det mest artige stykke helt stilleliggende kridt.
Rigtige mænd og øl
Dette sker (sådan ca.): Den garvede journalist Lukas Winter siger sit job op, arver fra en ond far, roder sig ud i noget værre noget for at få en god historie til et glittet blad og for at finde sig selv. (Åh, denne finden, denne midaldrende overvejelse, disse unge kvinder, der kører hurtigt i biler og deres smukke bryster). Nå.
Det er meningen, det skal være glamour og skummelt, men det er det bare ikke på den galopbane, hvor den rige kvinde kaldes Divaen, og hvor Lukas Winter lister rundt og snuser hemmeligheder op.
Plottet er underlig afbøjet, pludselig afsløres den store hemmelighed (spoiler alert!): noget homoseksualitet, selvfølgelig, vi har vel at gøre med et maskulint portræt, hvor kvinder skriver beskeder med lyserød læbestift, har veltrimmede kroppe og gnubber en af på hesteryg, og hvor homoseksualitet er den store smerte, der kan få folk til at dræbe, og hvor »rigtige mænd, der nok vidste, hvordan man skulle tømme en øl«, støver dagene hen på bar.
Alligevel (og heldigvis) gives der også plads til en vis tvivlen over den stereotype kategorisering, men det er nu mere artighedens tvivl, end det egentlig er udtryk for noget som helst reflektivt arbejde, der bevæger sig bare lidt ud over det gængse.
Faste sproglige udtryk
Følelseslivet, f.eks., præsenteres i små pytter af faste udtryks tomhed: »Havde han overhovedet lyst til at tage over til den by, der med postnummer, navn og adresse fortalte historien om, at alting vender tilbage, uanset hvor langt man selv tror, man er kommet på afstand? Og havde han efterhånden noget valg?« Eller her, angående en gammel historie, Lukas Winter ikke vil tænke på:
(Han havde) »pakket den væk og arkiveret den i det dunkelsorte hjørne, hvor også samvittigheden lå og var krøllet sammen«.
Der er ikke blevet tænkt så meget over, hvad faste udtryk kan gøre ved følelseslivet. I stedet bliver det de genkendelige følelsers totale automatik. Men de faste udtryk tømmer sætningerne for betydning.
Og hvem skrives der til og af hvilken ambition, af hvilken energi og lyst udspringer denne skrift? Af artigheden, af længslen efter at være en rigtig forfatter, ikke af så meget andet end at skrive bogen færdig. Der bliver ikke taget en eneste chance med den her bog, der bliver ikke blottet et eneste afsnit af hud. Det er en tom frakke af en roman.
Halvvejs igennem bogen gav jeg bare op, jeg skrev ikke noter længere, slog ikke ned på de såkaldte continuity-problemer med en streg, det skulle bare overstås. Som rengøring. Ingen tanker, bare blive færdig. Det er ikke godt. Det var en død artighed at synke.
