Et benhårdt og muterende køn

Bjørn Rasmussens lille debutroman sprænger alt, den kommer i nærheden af: kroppen, kønnet, skriften, fortællingen
Bjørn Rasmussens  lille debutroman sprænger alt, den kommer i nærheden  af: kroppen, kønnet, skriften, fortællingen
20. september 2011

Der er vel kun en virkelig vigtig scene i Bjørn Rasmussens lille bog med den smukke og sære titel Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet: Den voksne Bjørn møder tilfældigt sin tidligere elsker, dén ridelærer, der arbejdede på hans mors stutteri et sted i Jylland.

Dengang var han 15, nu er han i midten af 20'erne. Deres forhold var voldsomt, sadomasochistisk, måske ødelæggende, måske en redning: »Jeg siger dig, jeg tror ikke, du aner, hvor stærk jeg er, hvor uovervindelig med din sorte handske i min kæft,« skriver Bjørn til sin elsker, og lover samtidig at holde op med at skære i sig selv.

Det løfte holder han ikke. I stedet udarter dele af bogen sig til en nærmest koket svælgen i den optændte krop. Her er masser af oralsex og analsex og bordelsex og bondage og cutting og arvæv og pus. Som om den var et nulpunkt, kroppen, og et udgangspunkt for alt andet, men kun når blev sprængt og vredet i stykker.

Bjørn og Bjørn

Eller måske er kroppen et udgangspunkt, når den har opgivet at samle sig til et menneskeligt jeg. Det kunne i al fald forklare bogens optagethed ikke bare af sex, men også af kroppens kødelighed, af kroppen som noget vi er i, men ikke er del af:

»Mit livs historie eksisterer ikke, men du gør, jeg gør, den her højrehånd, denne lever. Den her krop eksisterer, den her tåbelige kalkun, den her hud har en grov struktur, øremuslingen har en kompliceret relief med talrige navne, øjet har stave og tappe, hvori farvestoffer sønderdeles i lys og regenererer i mørke.«

Det er jo et sært perspektiv for en roman, der tydeligvis bygger på selvoplevede hændelser det peger navnene Bjørn og Bjørn på, det gør et indlagte fotos også. På den anden side er der ikke meget fortælling i Huden er et elastisk hylster. I stedet vender den tilbage og spiraliserer sig ud fra sin første scene, til barndommen, hestene og gården, til ekstasen, til misbruget, til drømmebilleder om lykke og ulykke.

Det giver en vild skrift. Mulige fremtider og mulige begivenheder stråler ud fra den ophidsede krop. Man kunne tage med ridelæreren til hans hus midt i skoven og have arketypisk glansbilledsex ved søbredden, man kunne afvise ham med en hurtig foragt, man kunne blive en husmor i hans provinsidyl.

Man kunne ende som trækkerdreng, man kunne få sig en kæreste. Hun kunne være omsorgsfuld, passe på, at man ikke skar sig mere. Man kunne blive gravid, mærke barnet i sin mave.

Køn og norm

Gravid? Men hvorfor ikke. Når alt andet er sprængt, sproget, fortællingen, kroppen, så kan kønnet også blive det. Midt i en harsk beskrivelse af Lemvig som arnested for et voldeligt heteroliv står der pludselig:

»Dette er et indgreb, dette er en udblokning af anus. Jeg har ikke haft en puls, siden jeg var foster, jeg har ikke haft et hjerte, siden jeg aborterede det, hvis bare jeg kunne sove. Mine hundrede oprindelser, ikke én af dem tror jeg på. Min sæd har ingen gyldighed, min sæd kan ingen bruge, min sæd giver ingen glæde, ingen gavn. Jeg føler ikke mere for dig efter at have haft dig en sidste gang, så sølle, hvis det har besvangret mig, så må jeg le og tage til Lemvig og betale for at blive sparket i maven og få det væk, gå nu væk.«

Det er simpelthen svært at finde ord for den stemme, der taler her. På en gang teatralsk-provokerende og fuldstændigt hudløs i sit selvhad. På én gang sprængt, ude af kontrol og stramt, stramt styret. Sidste gang en prosa har hamret igennem dansk litteratur med netop dén styrke var vel i Jens-Martin Eriksens debut Nani, for over 25 år siden.

En vidunderlig fremtid

Hvilket ikke skal skjule, at Huden er et elastisk hylster ganske vist er fyldt med smukke og voldsomme passager, men også er ret ubehagelig at læse. For hvad skal vi stille op med det sted, den taler fra? Hvad skal man stille op med sin (forkerte, men naturlige) trang til at give fortælleren en diagnose? Han er cutter, han er skadet, han er syg og så videre.

Men så gør man Bjørn ham vi møder i bogen, men vel også bogens forfatter til et offer, og det dur ikke. Det er der ikke belæg for, og det er også en forsvarsmekanisme: hvis det bare er syg skrift, hvorfor bliver man så så berørt af den? Hvorfor føler man sig ramt?

I bogen er det i øvrigt tydeligt, at man kan være lykkelig og langt ude på samme tid. Se det her citat, f.eks., en kælen Bjørn skriver til sin elsker:

»Jeg ved selvfølgelig ikke, hvor meget jeg har at skulle have sagt, men jeg har for eksempel set en film fra TitanMen, der foregår i en stald, og i én af scenerne bliver en dreng gennempisket af to muskuløse mænd, som derefter pisser ham i sårene.

Jeg synes ikke, vi skal være bange for klicheer.

Jeg tror, vi kan få en vidunderlig fremtid.«

Der er ikke så meget mere at sige: Bjørn Rasmussen har skrevet en helt vild prosadebut, der på sine knap 100 sider sprænger alle rammer. Den er rystende, sitrende, skrøbelig, stensikker i sit sprog. Vi tror på din fremtid, Bjørn, vi håber på den.

Bjørn Rasmussen: 'Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet.' 96 sider, 149 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu