Læsetid: 4 min.

Billedstormende Snugli-helt

Det handler om faderbilledet i Sabroes nye selvbiografiske bog. Ambitionen er at smadre det, også for at frigive den far, som er låst inde i det
Gyldenblond. Morten Sabroes far, journalist og senere direktør for Cirkusrevyen Povl Sabroe, gik også under navnet Den Gyldenblonde.

Gyldenblond. Morten Sabroes far, journalist og senere direktør for Cirkusrevyen Povl Sabroe, gik også under navnet Den Gyldenblonde.

Poul Petersen

9. september 2011

Morten Sabroe tager sit Fadervor i omvendt rækkefølge. For fire år siden kom hans portræt af moren under titlen Du som er i himlen, nu kommer hans faderportræt, som bærer titlen Fadervor.

Hvis man kunne lide moderportrættet, vil man også kunne lide det af faderen, journalisten Povl Sabroe alias Den Gyldenblonde.

Igen handler bogen lige så meget om portrættøren som om den portrætterede. Og om hvad det overhovedet vil sige at portrættere nogen. At have, at smadre, at forny et billede af nogen.

Der er måske ikke helt samme højpulserende intensitet i faderportrættet som i det af moderen. Ikke samme nødvendighed.

Men tilblivelseshistorien er også en anden: Moderportrættet blev til, da Sabroe egentlig skulle skrive en bog om Hillary Clinton, men billedet af moderen pressede sig så meget på, at det var hende, han MÅTTE skrive om i stedet.

Forfængelighedens ironi

Faderportrættet er derimod, som det fortælles i bogen, forlagsredaktørens idé og udsprunget af en situation, hvor Sabroe har brug for at tjene penge.

Først vil han slet ikke skrive om sin far, som han kun husker som en fjern, distanceret skikkelse, han selv har lagt yderligere afstand til. Billedet fra barndommen er en ældre mand, der sidder ved sit skrivebord og arbejder konstant, kun afbrudt af, at han indimellem slår sig selv gentagne gange i panden med flade håndslag, der genlyder i hele huset.

Han er fra en anden tid, den far, synes sønnen. Født i 1897, med en stil, et sprog, en humor, der forekommer den unge Sabroe fuldstændig antik.

Forgængelighedens ironi vil, at nu er det Sabroe juniors sprog, der kan virke antikt. »Jeg ringer af nu, Honey,« citerer han eksempelvis sig selv for at sige anno 2011.

Hemingway og Chaplin

Det handler om billeder. Faderbilleder, sønnebilleder. Hele bogen åbnes med Robert Capas berømte billede af Hemingway, der sidder hårdkogt henslængt med sin søn ved bredden af en sø med to rifler hvilende ved deres side.

Fra fantasien om det ideelle drengeliv, som fotografiet kan give anledning til, skrider Sabroe til at pille idealet helt fra hinanden med biografisk information om, hvilken ussel far Hemingway egentlig var, og hvor ilde det gik sønnen, der reagerede på faderens macho-doktrin med transvestisme og i sidste ende selvmord.

Bogen ender også med et billede: Den voksne Mortens fantasibillede af sig selv og faderen, der går ud på gaden hånd i hånd som Chaplin og The Kid.

»Det er noget med kærlighed,« står der gudhjælpemig.

En ikke særlig overbevisende forsoning, et mærkeligt idyllisk billede at afslutte en bog med, der ellers har haft det som sit diktum, at personer og relationer egentlig slet ikke kan rummes i billeder. Det strider mod den tidligere i bogen erklærede ambition om at erstatte billedet med »noget, der ikke kan være på et billede«.

Mere potentiale synes der at være i det billede, der melder sig for fortælleren 100 sider inde i bogen. Billedet af den 16-årige Povl Sabroe, der sidder som journalistspire i Nykøbing Falster og laver nyhedsplakat om den store togulykke ved Esbjerg, da redaktøren kalder ham ind på sit kontor for at fortælle, at et af ofrene for togulykken er hans far, den folkekære socialdemokrat Peter Sabroe.

Det er i billedet af den unge mands pludselige faderløshed, at fortælleren kommer nærmest på den fjerne far, parallelt til den forsoning han i Du som er i himlen når frme til ved at betragte et fotografi af moderen som ung og skrøbelig. Det er den bevægelse, der er afgørende for enhver forløsende smadring af forældrebilleder: At kunne se den mægtige far eller mor som selv en lille udsat søn eller datter.

Kvinderne og Narcissus

Hvad bliver der så af kvinderne i denne bog om fædre og sønner? De fylder skam en del. Den iskolde kvinde blottet for moderkærlighed, som vi kender fra bogen om moderen, danner model for Hemingways kvinder, som portrætteres i starten. En af Hemingways koner citeres for senere at fortryde, at hun brugte al sin tid og styrke på at bekræfte ham.

Men en sådan evigt bekræftende kvinde har åbenbart også Sabroe i sin nuværende kone, Do, som han i bogen sms'er til, når han sidder med skrivekrise i Thailand eller New York, og får bekræftende beskeder tilbage fra, såsom »Du er Danmarks bedste skribent«.

Den iskolde og den moderlige kvinde er de to arketyper for Sabroe, derimellem finder vi hans første barns mor, som aldrig rigtig får nogen karakter, og hans andet barns mor, der karikeres ret morsomt som bindegal hysteriker under dæknavnet 'Desert Storm'.

Sabroe giver os også billeder af sig selv som far. Omsorgsfuld, stofbleskiftende far med baby i Snugli-sele. Tolerant og generøs teenagedatter-far, der tager pigerne med til New York for at shoppe igennem.

Man tænker, at også disse faderbilleder er for meget 'billeder' (som det så bliver Mortens døtre, der må smadre), men jeg har nu alligevel en svaghed for, at Sabroe fremstiller far med Snugli som den sejeste mandehelt man kan tænke sig: Hemingway go home!

Sabroe skriver i en nyjournalistisk dokuprosa med et vist drive, så man ryger hurtigt gennem de knap 300 sider. Det er rockmusikken der er denne prosas puls, det er rocklyrikken, der er dens stilistiske ideal.

»Rockstjernerne var vores nye fædre,« står der men med den kritiske tilføjelse: »Om muligt langt mere hensynsløse end jer. Vi blev alle Baby Narcissus«.

I særlig grad er det i denne bog Bob Dylan, der træder ind som idol i stedet for den fjerne far.

»Dylan var lakmusprøven,« som der står; en sætning afprøves med dommen »Det kunne Bob ikke have sagt«.

Der er nok alligevel en del af Sabroes sætninger, som Bob ikke kunne have sagt, selv om man klart fornemmer inspirationen. Denne her for eksempel:

»Baby Narcissus får en flaske varm mælk fra mejeriet Mig stukket i munden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu