Læsetid: 4 min.

Bløde klange, blide trance

Det seneste udspil fra Tinariwen, det store nomadeorkester fra Mali, er en brillant underspillet affære, hvor de akustiske guitarer sejler flot henover de hypnotiske rytmer og suger lytteren ned i den kærligste malstrøm
Når det tæt sammensvejsede kollektiv Tinariwen sætter i, breder de gode vibrationer sig uvilkårligt, hvad vi var en heldig håndfuld, der fik lov at bevidne på Roskilde Festival 2010, hvor gruppen gav det års uforglemmelige optræden.

Når det tæt sammensvejsede kollektiv Tinariwen sætter i, breder de gode vibrationer sig uvilkårligt, hvad vi var en heldig håndfuld, der fik lov at bevidne på Roskilde Festival 2010, hvor gruppen gav det års uforglemmelige optræden.

Kristoffer Juel Poulsen

20. september 2011

Ifølge en liste jeg fandt på nettet, er den vestafrikanske nation Mali verdens 16. fattigste land. Det betyder, at mindst halvdelen af befolkningen forventes at klare sig for under en dollar om dagen. Landet er som mange afrikanske stater lidt af et etnisk kludetæppe, som er inddelt i ni hovedgrupper. Traditionelt har de forskellige befolkningsgrupper formået at sameksistere fredeligt, og landet er trods alt ikke skueplads for så voldsomme interne stridigheder, som andre lande i regionen døjer med, selv om der ned gennem årene har været incidenter. Musikalsk ligger landet til gengæld helt i front og har skænket verden nogle af den afrikanske musiks største stjerner: Kora-virtuosen Toumani Diabaté og den bluesinspirerede guitarist Ali Farka Touré (som døde i 2006) er de måske berømteste, men afropopstjerner som Salif Keita, Oumou Sangare og duoen Amadou et Mariam har også opnået stor popularitet og har alle optrådt under vores himmelstrøg. Hvem kan således glemme Ali Farka Tourés koncert på Roskilde Festivalen i 2005? Ikke jeg, i hvert fald.

Vilde skæbner

Lidt uden for nummer står orkesteret Tinariwen, hvis besætning består af tuaregerne, et nomadefolk, hvis skæbne man kun kan blive forstemt af at sætte sig ind i. Kort fortalt bevægede de sig i sin tid frit på et område, der i dag hører ind under nationerne Algeriet, Libyen, Niger, Burkina Faso og altså Mali, men i løbet af de seneste hundrede år er deres bevægelsesfrihed i stigende grad blevet indskrænket, samtidig med at deres traditionelle erhverv som handelskaravanefolk er blevet trængt (bl.a. fordi ørkenen breder sig), hvorfor mange nu om stunder forsøger sig som bønder. En årelang tørke i Mali har det gjort det næsten umuligt for dem at etablere sig, og tuaregerne har flere gange forsøgt at gøre oprør senest i 90'erne, uden dog at opnå det store derved. Tinariwens frontfigur, sangeren og guitaristen Ibrahim Ag Alhabib, så sin far blive dræbt af soldater og tilbragte en del af sin barn- og ungdom i en flygtningelejr, hvor han hørte folk som Bob Dylan, Bob Marley og Jimi Hendrix samt blev introduceret for den elektriske guitar. Flere af gruppens medlemmer har deltaget aktivt i de forskellige opstande, ja ifølge rygterne skulle guitaristen Keddou Ag Ossad således været blevet såret 17. gange! Det var Ibrahim og Keddou, som i starten af 1980'erne byttede deres kalashnikovs ud med fenderguitarer i et forsøg på at få tag i et større publikum og via musikken på en mere konstruktiv måde rette verdens opmærksomhed mod tuaregernes trængsler.

Tinariwen består af et sted mellem seks til ti mand, heraf flere el-guitarister, en el-bassist, slagtøjsspillere samt til koncerter ekstra sangere og dansere. Deres musik besidder en åbenlys vestlig påvirkning, der blendes med mere traditionelle marokkanske og malinesiske udtryk, og resultatet er levende, kriblende og rytmisk inciterende, hvilket forstærkes ved brug af håndklap.

Nye stier i sandet

Der er en altid dominerende forsanger, men alle synger (nogen gang unisont, nogen gange som harmonier) med på omkvædene i sange, der tager direkte afsæt i tuaregernes erfaringer, problemer, glæder og forhåbninger. Trods alvoren i gruppens musik fremstår den på en scene glædesfyldt og smittende. Når dette tæt sammensvejsede kollektiv sætter i, breder de gode vibrationer sig uvilkårligt, hvad vi var en heldig håndfuld, der fik lov at bevidne på Roskilde Festival 2010, hvor gruppen gav det års uforglemmelige optræden. Der er noget totalhypnotisk over musikken og til dem, der finder det monotont, kan jeg kun sige,: »Ja, gu' er det monotont. Genialt monotont!« For ofte er en akkord nok til en sang, men ikke desto mindre bevæger den sig heftigt til alle sider, snor og drejer sig som et kalejdoskopisk mønster og er lige til at blive fuldstændig høj af. Det er et spørgsmål om at give slip og lade sig suge ind i dette både fremmedartede og dog sært genkendelige univers. I hvert fald hvis man kan sin John Lee Hooker!

Gruppen pladedebuterede i 2001, men gennembruddet her i Vesten kom i 2007 med mesterværket Aman Iman: Water Is Life, stadig nok den mest ideelle introduktion til bandet og dets særegne univers, idet man her næsten kan fornemme ørkennattens stjernehimmel eller fornemmelsen af duvende kameler på vej henover sandet. Eller i hvert fald bilde sig noget sådant det ind. I 2009 kom så Imidiwan: Companions, der i lyd og udførelse mindede meget om forgængeren, men med den spritny Tassili har de akustiske guitarer fået en mere fremskudt position i lydbilledet, ligesom sangene generelt er blevet kortere.

Der introduceres endvidere blæsere her og der på samme måde som der på enkelt numre optræder gæstestjerner fra rockverdenen, så der skal ikke herske tvivl om at gruppen afsøger nye stier i sandet. Det er dog stadig umiskendeligt Tinariwen fra start til slut, om end det ekstatiske her er sat på en bagbrænder til fordel for det mere melodisk indbydende, fraset den afsluttende »Iswegh Attay«, en 10 minutters lang tour de force. Trancen er blevet blidere ligesom klangene er blevet blødere, hvilket alt sammen bare er med til at gøre Tassili helt sindssvagt indbydende. Så er der sagt. Det er på eget ansvar, hvis De fravælger en tur i denne både liflige og vederkvægende malstrøm.

Tinariwen: Tassili (V2/Cosmos Music). Er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu