Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Damien Hirst har fået et skammens rum på Arken

Har man ikke et ansvar som kunstner, når godtroende kunstmuseer slet ikke har forstået, hvad det hele handler om? Åbenbart ikke for Damien Hirst, der ser pengene som det vigtigste af alt
Har man ikke et ansvar som kunstner, når godtroende kunstmuseer slet ikke har forstået, hvad det hele handler om? Åbenbart ikke for Damien Hirst, der ser pengene som det vigtigste af alt
Kultur
23. september 2011

Bedømmelse: 2/6

En million fluer,
på et lærred,
et par sommerfuglevinger,
på en plade,
to anstrengende skulpturer i et rum

Der findes næppe noget mindre melodisk end kunstværker af Damien Hirst. De er banale og fjollede, men ofte i en skala, hvor det er svært at være uberørt. Hvem har for eksempel ikke været fascineret af små dyr i formaldehyd som barn? Eller døde biller og muslingeskaller eller små flotte cigardåser? Gang så det hele med 1.000, og du har et Damien Hirst-værk.

Hirst har altid overdrevet alt. Når andre udstopper et hjortehoved, putter han en hel ko i sprit. Når andre fanger 20 sommerfugle og stikker en nål gennem dem, bruger han tusinder af deres vinger til at dekorere et lærred.

På Arken har han et cirkelformet værk, der består af tusindvis af fluer dyppet i harpiks, og et silketryk af sit berømte diamantkranium, der blev solgt for over en halv milliard kroner, duppet med diamantstøv.

Det er lige ud ad landevejen og til at forstå for hr. og fru Danmark. Det her, det er kunst. Og det er også dyrt, så det må være noget særligt.

Da Hirst slog igennem med sine 'apotekerværker', hvor han forelskede sig i pilleindustrien og lånte æstetikken med over i kunsten, og da han begyndte at lege med endnu flere dyr, der både blev dyppet, madet og dræbt, blev han berømt. Den berømmelse begyndte han at eksperimentere med. Han satte priserne i vejret og gjorde sin karriere til en satire over kunstverdenen.

Mellemvarekunstner

Uanset hvad han gjorde, så købte folk det. Desto mere han kopierede sig selv, desto mere var det værd. Han fandt hurtigt ud af, at det er med en kunstner som med en bankdirektør: Det er pengene, der skaber respekten.

Giv en bankdirektør en normal løn, og han vil være et nul lige som alle os andre. Giv ham dobbelt op, og alle vil pludselig lytte, når han taler.

Damien Hirst blev for de rige, hvad Dostojevskij er for os fattige. Jo mere rig og usikker du er, desto mere har du brug for en Hirst, så hverken du selv eller dine gæster et sekund er i tvivl om, at du har god smag.

Alle ved, han koster kassen. Og så betyder det mindre, at Hirst stort set aldrig har haft en soloudstilling på en af de store institutioner, og at hans cv er nogenlunde som en dansk mellemvarekunstner.

Men Hirst var ikke glad. Han ville ikke være en satire. Allerede i 2004 meddelte han, at han helt stoppede med prikmalerier og sommerfuglevinger. Og da han lavede sit hidtil største stunt i 2007, hvor han lavede en udstilling direkte til en Sotheby's auktion og tjente over en milliard kroner, svor han aldrig mere at producere sine prikker.

Gav sig for penge - igen

Men så kom kunstsamler Jytte Dresing forbi. Hun havde udset sig en mastodontisk væg på Arken. Og hun havde det store checkhæfte med.

Man kan lige se Damien Hirst og hans gallerist for sig, tvivlende, kiggende skeptisk på hinanden.

Der er stadig nogen, der tror på det, udbryder den ene overrasket, hvorefter den anden siger:

»Så skal de også have den!«

Og et nik senere havde Jytte Dresing formedelst en sum på mange, mange millioner, fået tilladelse til at male en masse prikker på museet i Ishøj.

Det, der er værket, er prisen. Det her er ikke stort for Danmark eller for Arken, men for Damien Hirst og hans gallerist, der har solgt det, og man forstår pludselig deres storsind i forhold til ét års udlån af de to værker midt i rummet: en skulptur af en soldat, der i stedet for at bære et skind, bærer sin egen hud, og to halve køer i formaldehyd.

Uden de to værker ville rummet have været alt for sølle til at være andet end en mellemgang til restauranten.

Men det er ikke bare ordinære merchandise-værker, de har fået sig på Arken, det er også et par år for sent.

Ligeså stor en gud Hirst var under højkonjunkturen, ligeså stor en joke er han i dag.

Hele konceptet med at det er selve købet, der er værket, virker ligeså søgt som værkerne i sig selv.

Tusindvis af døde fluer. Ligesom os mennesker, ens og ligegyldige og dødelige. De overskårne køer, der ikke længere lever? Barberblade på en forstørrelse af kræftceller? Jesus, der er også død, når man leger med Lego. Forbryderne røver guldet, og politimændene skyder dem! Så ja, køerne er døde, fluerne kan ikke flyve længere, og sommerfuglene mangler deres vinger.

Hans budskaber er så elementære, at Shepard Fairys street art virker elitær ved siden af. Vi lever, vi dør, elsk nu. Evigheden er evig. Det er patetisk, hvis det ikke bliver sagt af en amerikansk præsident foran en million mennesker, men af en kunstner der ikke har mere på hjerte end en gennemsnitlig ejendomsmægler og som tilmed som i Arkens rum timer opspringet helt forkert.

Ren grådighed

At indvie et Hirst rum i 2011 svarer til at lancere guldmursten med indbygget fladskærm på det danske byggemarked i morgen.

Damien Hirst var populær af én eneste grund, og det var hype. Og den hype overdrev han som en sindssyg. Og han gjorde det godt.

Og imens han gjorde det allerbedst, var han uhyre interessant.

Ingen skal sige et ondt ord om hans enorme pilleskabe, tigerhajerne eller anordningerne med maddiker og fluer. Han var ikke elegant som Warhol, der satte en annonce i den lokale avis, hvor han tilbød signering af hvad som helst. Mod betaling naturligvis.

Damien Hirst var langt mere vulgær i gearingen af sin hype. Og det store spørgsmål er så nu, om Hirst selv er klar over, at der ikke er noget tilbage, eller om han som en anden poesiforfattende prins Henrik tror, det er de kunstneriske evner, der har båret gildet. Åbenbart ikke, for han er begyndt at male.

Og netop derfor tenderer det lusk, når han fastholder et godtroende kunstmuseum som Arken i troen på, at det virkelig var værkerne, der var enestående dengang i nullerne.

For havde han ikke netop med diamanthovedet, auktionen og løfterne om at stoppe de endeløse repetitioner, prøvet at overbevise os om, at det ikke handlede om penge, men om kunst? At det var for kunstens skyld at han lavede penge?

Nu er Arkens hyldest til Hirst i stedet blevet et skamfuldt monument over en kunstner, der for pengenes skyld laver kunst.

 

Damien Hirst Salen på Arken, Skovvej 100, Ishøj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Pedersen

Jeg synes egentligt at indledningen opsummerer det meget godt. En udstoppet ged hjemme i stuen er dårlig smag. En udstoppet ged i formaldehyd i et akvarium med navnet Damien Hirst på siden er sublim kunst. Geden er nu god smag og koster kr. 50 mio.

http://www.youtube.com/watch?v=vs7-aoQDvWg

(Tak til Morten Øxenhave for link)

Damien Hirst laver kunst med markedsmekanismen og prisdannelsen som råmateriale og han er sublim i sin manipulation med denne.

Sælger af god smag og andet vraggods fra en svunden tid.

idiotisk inlæg! mange penge = god kunst? men hvad med god kunst = mange penge?? der er en grund til Turner, Goya og Manet er så dyre.. det er ikke ønskeligt, men desvære sådan det er blevet.. nu tror michael at han er smart fordi han ikke kan lide Hirst der er ALT for dyr.. men samtidig totalt misforstået.. han kan lide at komme med umodne kommentarer, på bekostning af den samlede kunstverden.. men hirst er blevet det han er fordi han er anderledes, ikke fordi han er dyr... prøv igen michael..

@ Marc
- Prøv selv lige at kig på de prikker igen....

Det var desvære præcis det samme salon-galleristerne sagde til Monet... Flade, kedelige, intetsigende holdninger er der nok af..

@ Marc.
- Kan du også din Bibelshistorie?...
- Med den argumentation er ingen kritik mulig.
Iøvrigt kan man ligeså godt vende din bemærkning om "umodne kommentarer" mod Hirst.
- Og prikkerne, - ja de er for mig at se på niveau med en baggrund til et fotoshoot til Alt for Damerne eller en ny kogebog...

Endnu en kunstanmelder der ikke har forstået hvad kunst handler om.

Der findes jo ikke kunst der er "sublimt" i sig selv (for alle) - det er narrativet omkring kunsten, der løfter det.

Damien Hirst har formået at løfte sin kunst ud af ukendtheden, han har fattet hvordan kunstverdenen fungerer - han er ikke hverken dårligere eller bedre end Warhol eller Picasso - dygtige kunstnere, men meget dygtigere forretningsmænd og iscenesættere.

At kritisere Hirst for iscenesættelsen og forretningstalentet er en misforståelse af hvordan nogen af verdens største kunstnere, er blevet netop det de er.

- i øvrigt - hvad fanden betyder det overhovedet for Hirst om han har haft en soloudstilling eller er blevet optaget på en censureret udstilling - det var dog den mest platte kunstsnobbede holdning jeg har læst længe.

- "hans CV er ikke bedre en enhver anden dansk metervare kunstner".

Jo, det er det, det behøver vist ikke at blive uddybet, du fortæller jo selv i din anmeldelse hvorfor han netop er mere interessant end dansk metervare, med den udtalelse fik du i øvrigt også lige trådt en masse danske kunstnere der arbejder hårdt over tæerne.

Billige moraler og platte pointer har det med at spejle afsenderen!

Denne artikel er afslører i den grad hvor uvidende Jeppesen er om kunst. Hirsts kunst kan meget mere end være en økonomisk... hvor er dette perspektiv i artiklen?? Ærgerligt at en af landets førende kunstkritikere kan komme afsted med at skrive et så plat indlæg!!!

Anne Marie Pedersen

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro. Jeg synes i hvert fald filmen "The Great Contemporary Art Bubble" var ret fed. Om den viser et retvisende billede af markedet for samtidskunst ved jeg så ikke.

Om man kan sige at et værk som virker som en kopi af Gerhard Richter's "1069 farver" er stor kunst vil jeg have svært ved at argumentere for.
Og fordi man som kunstner i dag bruger gallerister, som er nødsaget til at hype deres kunstnere for selv at kunne blive rige, til at promovere sig selv gør jo ikke ens kunst til stor kunst. Desværre ser man også de store museer viser udstillinger af mainstream karakter som desværre udelukker mange interessante kunstnere, det handler jo kun om penge i dag og når man vil i biografen i dag er det blevet lige så kedeligt. Eksempelvis var James Cameron's Avatar en penge succes kan man jo ikke sammenligne den med stor kunst. Og dette prikkede værk er jo hverken interessant eller noget der skaber rum for refleksion. Nej det der er interessant er at kunsten bliver latterliggjort når der sidder pengemaskiner der bestemmer hvad der er stor eller ikke stor kunst. Det handler jo ikke kun om penge for så ville man i dag ikke se på Van Gogh da han ikke blev anerkendt i sin samtid men som i dag stadigvæk bliver set på grundet hans interessante penselstrøg.

Rettelse: Gerhard Richter's 1025 farver