Man vil næppe blive modsagt af ret mange, hvis man kalder pianisten Carl Winther for ny hård nyser i dansk jazz. Helt ny er han ganske vist ikke (f. 1984), men det er karakteristisk for ham, at han tog sig tid til grundige studier, før han sprang ud på dybt vand med egen gruppe: Skurup Folkhögskola i Skåne, Rytmekons i København og så learnin' by doingi selskab med musikere som sin far, den nu afdøde trompetist Jens Winther, samt de meget potente svenske saxofonister Fredrik Kronkvist, Tomas Franck og Robert Nordmark.
Og potent er Carl Winthers musik så sandelig også, netop demonstreret på en ny cd og ved en koncert i Montmartre torsdag. På cd'en er Winther i selskab med sin egen trio og den amerikanske tenorsaxofonist Jerry Bergonzi, der deler ansvaret for de otte titler nogenlunde ligeligt med danskeren. Det er ekspressionistisk musik med rod i hardboptraditionen og baseret på temaer, der sine steder forekommer noget komplekst konstruerede, men som danner perfekt basis for de improviserede forløb.
Uroligt trommespil
Dynamikniveauet er konstant højt, på kanten til det eksplosive, men — som altid, når Bergonzi er involveret — også kontrolleret. Bergonzis evne til at undgå fraser i spillet og usmykket søge mod den melodiske eller harmoniske kerne smitter af på Winther, der her fremviser et højrehåndsspil med betydeligt mere distinkte fraser, end denne anmelder tidligere har hørt det. Det er i ordets egentligste betydning bragende god musik, holdt sammen af den svenske bassist Joel Illerhags solide groove og trommeslageren Anders Mogensens evne til at spille både økonomisk og stærkt insisterende.
Helt det samme kan man ikke sige om Winthers debut som trioleder på a major clubi Montmartre torsdag. Her bar det sæt, jeg hørte, lidt for stærkt præg af det sessionagtige, af Niclas Campagnols opfindsomme, men også ofte alt for urolige trommespil og af, at bassisten Mads Vinding ikke var fortrolig med alt Winthers materiale.
Perlende lethed
Når musikere på dette niveau mødes, går naturligvis ingenting rigtigt gal, men med lyden af cd'en i ørerne var det tydeligt, at Winthers spil kommer bedre til sin ret, hvis han har en bassist som Illerhag, der holder sig til at skabe et groove, og ikke en begavelse som Vinding, der udfordrer med en lang række impulsivt opståede motiver, og så løb det dynamiske løbsk nogle gange mellem Winther og Campagnol, uden at musikkens indre spænding blev beriget af det.
Set i forhold til mange jævnaldrende danske musikere kan Carl Winther med sin imponerende vekslen mellem McCoy Tynersk tyngde og Wynton Kellysk perlende lethed forekomme ret konservativ, men når hele hans enorme dynamiske potentiale rettes mod det rent melodiudforskende, som det sker på cd'en, er hans spil intet mindre end frydefuldt.
Carl Winther Quartet: Sonic Shapes, cd (Stunt).
Montmartre torsdag (første sæt): Carl Winther, Mads Vinding, Niclas Campagnol
