Læsetid: 3 min.

Dansk rødgrød og svensk effektivitet

Fuld fart på fra starten i den nye dansk-svenske krimiserie ’Broen’, der har Turning Torso som ikon. Saga Norén og Martin Rohde er det nye par i skandinavisk krimi, et umage par, men på den gode måde
Fuld fart på fra starten i den nye dansk-svenske krimiserie ’Broen’, der har Turning Torso som ikon. Saga Norén og Martin Rohde er det nye par i skandinavisk krimi, et umage par, men på den gode måde
28. september 2011

Den oversavede dame får en helt ny betydning i tv-serien Broen. Her er der ikke tale om et nummer fra tryllekunstens repertoire, men om skinbarlig, fiktiv virkelighed, og forresten er der tale om hele to oversavede damer, en svensk kommunalpolitiker og en dansk narkoman og prostitueret, som er myrdet og sat sammen på en ny måde. Det er lige på stregen af det krimitilladelige, for det lyder mest som en makaber vits, men snart er præmissen købt. Det er også lige på den streg, der på Øresundsbroen markerer, at præcis, hvor ligdelene ligger, går grænsen mellem svensk og dansk jurisdiktion. De to lande må samarbejde om opklaringen af dobbeltmordet. Fra andre krimier ved vi, at det kan være frygtelig svært, når to afdelinger skal samarbejde.

Men dermed opstår et nyt makkerpar i nordisk seriekrimi, et umage par, der som efterforskere skal løse opgaven. Den svenske efterforsker Saga Norén, spillet af Sofia Helin, er sammenbidt, totalt tjekket og fokuseret på opklaringen. Alt andet har overhovedet ikke hendes interesse. En figur, der minder ikke så lidt om Lisbeth Salander i Stieg Larssons romaner, men trods alt i en mindre outreret version. Over for hende spiller Kim Bodnia som den nysteriliserede, danske efterforsker Martin Rohde – han har fem børn med to koner – der helst ikke står op midt om natten, og som møder op på politistationen i Malmø med en pose bagerbrød. Danskeren vil gerne hyggesnakke. Det gider svenskeren ikke.

Bilbomben

Svenskerne har altid været mere politisk korrekte end danskerne med lidt mere alvorstyngde, mens danskerne mere er påhyggeren og grineren. Godt nok en kliché, men selv i klicheer kan der ligge en sandhed. Da Martin Rohde præsenteres for sine svenske kolleger, forklarer han dem, at navnet udtales omtrent som rødgrød med fløde. Der bliver helt stille i lokalet, men selv morer han sig kosteligt.

Dermed er stilen også lagt for Kim Bodnias spillestil. Han tager mindre højtideligt på formerne, men får forhåbentlig lejlighed til at vise mere farlighed i kommende afsnit. Ellers bliver det for meget blød mand og tøjdyr. Saga Norén har allerede fra starten indklaget ham for at lade en ambulance passere hen over gerningsstedet, fordi en patient skal have et hjerte transplanteret. Saga med det stolte navn er nu ikke helt den typiske svensker. Hendes kolleger omtaler hende som lidt speciel. Faktisk er hendes direkte og målrettede adfærd en gåde.

»Det var gået hurtigere, hvis du havde mailet,« siger Saga til Martin Rohde, der replicerer: »Men så havde det ikke været så hyggeligt!« Så er de karakteriseret med et enkelt replikskifte.

Serien kommer flot fra start med fuld fart på og masser af løse ender og konflikter, som kan dyrkes i kommende afsnit. Der er lagt depoter ud, som man siger i filmbranchen. Hvad har den hjertesyge mand med sagen at gøre – og den unge mor med den voldelige mand? En god figur er også journalisten Daniel, hvis bil ses på videooptagelserne fra broen, og som er lige ved at blive hans kiste, da den formodede morder har anbragt en bilbombe. Det kunne være en cliffhanger, men den afstås der fra uvist af hvilken grund. Journalisten lever videre i næste afsnit, fremgår det af slutningen.

Serieguldalder

For en gangs skyld er der i en samproduktion god begrundelse for, at der både er svenske og danske skuespillere. Det er en integreret del af handlingen og projektet modsat andre gange, hvor forskellige sprog blot er til forvirring – af produktionsmæssige årsager, når flere landes station skal gøres interesserede i at medfinansiere. Igen må man imponeres af den ekspertise, som ikke kun danskere, men også svenskere efterhånden har fået i at lave serier med spænding og vid – og med den bredde, som er i tilgangen af manuskriptforfattere og instruktører m.v. Der er tale om en serieguldalder. Passende er Malmøs skyskraber, Turning Torso, blevet et ikon for serien.

Charlotte Sieling er hovedinstruktør, og det skal blive spændende at gætte med på, hvem den brutale morder, som angiveligt vil gøre verden bedre, er, og hvad motivet er. Den dræbte politikers mand kan forhåbentligt komme op med et bedre bud, end at det er en, som er utilfreds med, at hun gik ind for lånerbetaling på bibliotekerne, en fin lille detalje i den morsomme ende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anmelderen er åbenbart ikke blevet lige så irriteret på overtydeligheden i Norens "specialitet". Jeg fik det indtryk at. Hun tydeligvis har Asbergers syndrom eller lignende. Jeg synes det er overtydeliggjort så meget at det irriterer.

De fleste svenskere i serien virker rimeligt "hyggelige", bortset fra socialarbejderen, der virker temmelig scary.

Lidt for meget cliché i mine øjne ind til videre. Hvis det ikke bliver bedre, står jeg nok ikke hele distancen ud...