Læsetid: 3 min.

En dør i væggen

Jonas T. Bengtssons nye udviklings- og kunstnerroman henter inspiration i slaviske og skandinaviske folkeeventyr, men er ikke andet end et letfordøjeligt rørsammen af pseudodybsindig fantastik og psykoterapeutisk skematisk
13. september 2011

Faderen blev sindssyg, men sønnen blev kunstner. Og: Der er ingenting så galt, at det ikke også er godt for noget.

Sådan kunne man sammenfatte beretningen og budskabet i Jonas T. Bengtssons tredje roman om en dreng og ung mand, der både overtager og viderefører sin faders outsiderposition, men ender med at vokse sig nogenledes hel.

Bogens jegfortæller, som man følger fra 1986 til nytårsmorgen 2000, eller fra han er seks, til han er 19, er, forstår vi lidt efter lidt, blevet bortført af sin sindsforvirrede, men lærde og intelligente fader, efter at denne skred ud fra en ellers lovende karriere inden for familiens gamle fag teologi.

»Jeg tror snart, vi bliver nødt til at flytte,« lyder det som et omkvæd hver gang, jorden begynder at brænde under dem.

Gennem den 'naive' fortællers bevidsthed og i præsensform oplever vi dem på flugt fra sted til sted, alt imens faderen påtager sig (og lige så hurtigt mister) løse job som avisbud, rengøringsmedhjælper, teatertekniker og fingerfærdig assistent hos en rigtig ækel karl, der ernærer sig ved at få nye og halvgamle møbler til at se helgamle ud.

Er de ikke på farten, nyder de de gratis glæder, eller faderen deler gavmildt ud af sin viden om sprog, litteratur og kunst. En tid samler de flasker i parken. Sidste stoppested, før faderen ryger permanent på institution efter et politisk attentat, er såmænd en stripbar. Så har vi ligesom også været raden rundt.

Og endnu en gang fået historien om det overansvarlige og derfor medansvarlige barn, der af en svag og selv skadet voksen fratages sin uskyld og sin hele individualitet, dog med det væsentlige twist i forhold til f.eks. Erling Jepsens Allan-romaner, at sønnen i Et eventyr kan bruge smerten produktivt og derfor som voksen kan vedstå sit samhør med skadevolderen.

Overgreb i arv

200 sider henne i handlingen installeres drengen hos sin moder og dennes nye mand, og længe varer det ikke, før han får påklistret etiketten tilpasningsvanskelig. Men så melder hele fortiden sig i skikkelse af farmor og farfar. Hun residerer for tiden alene i præstegården på den fjerne ø, han ligger på hospital og skal dø. Inden dette sker, får han et øjebliks klarhed og beder drengen: »Kan du tilgive mig?«

Men spørgsmålet er nok i virkeligheden rettet ikke til sønnesønnen, men sønnen: faderen på institutionen.

Ikke overraskende har det handlet om overgreb, muligvis af såvel psykisk som fysisk art. Meningen er vel, at farfarens svaghed er blevet ført over på faderen, som har gjort den stakkels jeg-fortæller til redskab i sit eget desperate forsøg på at komme løs. Men hvem der i sidste ende bliver fri, er fortælleren, der ender som kunstmaler med succes. En selvovertagelse fuldbyrdes, fortidens spøgelser manes i jorden, nu kan der skabes og elskes.

Slip fra de hvide mænd

Jeg beklager at måtte referere denne på mange måder ganske sympatiske bog med en vis ironisk distance.

Men ikke alene nærmer udviklingsforløb og kunstnerromantik sig i betænkelig grad kliché, beretningen er også holdt i et såre almindeligt sprog, såkaldt 'hårdkogt' telegramstil, der absolut kun siger, hvad den siger.

Velsagtens for at stryge stemplet 'socialrealisme' af sig har Jonas T. Bengtsson med omhu garneret den spinkle historie med alskens symbolsk gehæng: en dunkel kælder pakket propfuld af dybdepsykologisk betydning, gådefulde gange med ildevarslende hængelåse i døre, bag hvilke der enten gemmer sig en mur eller en pædofilpinebænk.

Læserpædagogikken falder smukt på plads, da faderen sent i bogen, under sønnens besøg på føromtalte institution, siger, at der findes en måde at undslippe »de hvide mænd« på. Der findes en dør i væggen. Men man kan kun se den, hvis man vil se den. Så forstår vi straks bedre. Forlaget oplyser på omslaget, at forfatteren har hentet inspiration i skandinaviske og slaviske folkeeventyr. Det tror man såmænd gerne. Hvad man får, er et tidstypisk og letfordøjeligt rørsammen af pseudodybsindig fantastik og psykoterapeutisk skematik. Bogen fortjener den ros, at den er nem at læse, og der skal nok også et eller andet sted sidde en filminstruktør, der slikker sig om munden, sulten efter at komme i gang. Men fortællekunst? Nej.

 

Jonas T. Bengtsson: 'Et eventyr'. Roman. 383 sider. Kr. 299,95. Rosinante. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu