Læsetid: 3 min.

I det eftermiddagslyse

Adda Djørup sender melankolske og ambitiøse digte ud i verden med samlingen '37 postkort'
Adda Djørup sender melankolske og ambitiøse digte ud i verden med samlingen '37 postkort'
30. september 2011

»Vi slipper det der er tungt at bære fremad / vi slipper det simpelthen«.

I Adda Djørups fjerde bog, digtsamlingen 37 postkort,ankommer graviditeten og moderskabet sammen med en melankolsk taknemmelighed. Grammatiske tegn er næsten fraværende, digtene breder sig luftigt ud over siderne, mens det skrivende jeg forsøger at give slip og flyde med. Det kommer der en smuk jeg har vænnet mig til livets stille rytme-indstilling ud af, men bagsiden af medaljen er det floromvundne sentimentale, der desværre nogle steder trækker de ellers sprødt blide og fint fremfølende digte i en lidt kedelig retning, og den retning er den genkendelige tradition. I flere af digtene lykkedes det virkelig udmærket med at balancere på den hårfine grænse mellem straight up klassisk billedsprog (tænk cikader og gylden eftermiddag) og altmodisch føleri (tænk lovlig højstemte metaforer).

Måske er det forkert at læse disse digte ud fra en forestilling om formens evige opgør med sig selv, men digte om tak og tålmodighed skal holdes i stram snor for ikke at blive pladrende. Hos Djørup lykkedes det for det meste, men med udsving, som f.eks. her om nat og graviditet:

»og natten bar sorgen frem på en pude / ikke kold og guldindviklet sort og pulserende // mærk den sagde natten rør den tag den / jeg slugte den og følte en kærlighed så stor jeg kunne græde // barnet var vågent under mavens kuppel«.

Jeg læser sorgædningen som dejligt mørk, den talende nats rolige sprog interessant, men så kammer det over med mavens kuppel og den gråd-store kærlighed. Digtet falder til patten på de faste udtryk, og det er ærgerligt.

Gennemlyselig

Flere steder virker det, som om jeget er euforisk paf over pludselig at opfatte sig selv som værende en del af hverdagens natur, gennemlyst på lige fod:

»firbenet flyttede sig ikke selv om jeg rørte ved det / guldsmeden heller ikke og jeg var selv var lige så gennemsigtig / som dens vinger i solen som solen gennem dens vinger«.

Det er altså ret vildt at skrive moderskabet frem som givende adgang til en ny natur-opfattelse. Men altså fred være med det, det lyder sandsynligt. Mit sparsomme kendskab til den slags har dog kredset mere om slim.

I forlængelse heraf kan jeg også bemærke, at 37 postkortgodt kan læses som et religiøst værk. Mange af digtene har et skær af både salme og besværgelse, Gud nævnes med stort G. Men som surrealisten de Chirico, en af bogens inspirationskilder, siger: »There is much more mystery in the shadow of a man walking on a sunny day, than in all the religions of the world.«

Det synes, som om digtene gerne vil vibrere i denne mystiske dagskygge, i noget velkendt, men navnløst. Få steder opnås noget, der ligner, og det er virkelig imponerede. Der er, når digtene bliver helt korte og stille dirrende, når deres rum antager karakter af et privat og næsten mytisk univers, som i dette smukke fødselsdigt på bare fire linjer: »barnet kom og morgengryet / kom så stille som fodtrin på mos / jeg så det ikke før jeg / lå i lyset og regnen faldt overalt«.

Sådan et digt er nok til at retfærdiggøre en hel samling.

Postkortsprog

Andre gange synes digtene så at ville noget andet, det mere snaksagligt poetiske, de små-begejstrede og indfølte udbrud, postkortformen. Det skifter lidt, og man kunne måske have ønsket sig en større konsekvens, at få lov til at blive i enten det skyggefulde fødselsrum eller i det mere udadvendte postkort-sprog.

Men måske er det den chance, man tager, når man skriver disse digte, der vil slippe, at så må det sentimentale godt komme med til en sørgmunter tomatmad på terrassen.

Respekt til Djørup for at kaste sig ud i en eksistentiel hvisken af cikader og eftermiddagslys. Det er dæmpet og vildt ambitiøst, og på trods af mine førnævnte forbehold betragter jeg 37 postkortsom en virkelig fin og vellykket digtsamling, der insisterende, men roligt trækker læserne med ind i forsigtige rum. I sidste ende bliver det døden, når den folder sig u-igenkaldeligt ud, som digtene forsøger at forsone sig med:

»man må elske det der er man må give lidt / til hver skabning i det mindste et blik / jeg tror at et blik kan være nok at mere kan virke uanstændigt // jeg tror man må leve med det: hudens ensomhed sneen / de forstemte billeder ja alt det / der springer ud og ikke igen kan foldes sammen«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu