Læsetid: 4 min.

Eneren mod overmagten

Nicolas Winding Refn gør som det selvfølgeligste af verden sit første Hollywood-udspil 'Drive' til en ægte auteurfilm
Ved siden af Pusher II er Drive Refns mest helstøbte film og er fuldt fortjent blevet den nu 41-årige instruktørs endelige internationale gennembrud.

Ved siden af Pusher II er Drive Refns mest helstøbte film og er fuldt fortjent blevet den nu 41-årige instruktørs endelige internationale gennembrud.

SF Film

15. september 2011

Hvem andre end Nicolas Winding Refn ville udstyre sin første amerikanske actionfilm med gentagne slowmotion-sekvenser, der nedsætter det ellers så lovpriste højtempo i netop denne genre?

Som instruktør har Refn aldrig været nogen sprinter: I sin forrige film, Valhalla Rising, førte han begrebet dramatisk stilstand ud i hidtil usete ekstremer. Men mens alt gik i stå i de skotske tågebanker, er der en solid fremdrift i Drive af en art, der ikke kun har noget at gøre med hovedpersonens dobbeltarbejde som stunt-driver og hurtigkørende chauffør ved røverier. Det går til tider endog meget stærkt på det ydre handlingsplan, men også på det indre psykologiske sker der medrivende ting.

Den unge driver er på vej ud af sin pansrede isolation, da der bliver brug for hans ekspertise bag rattet i en chaufføraktion, hvor han for første gang motiveres af sine følelser. Som forventet (vi er jo i en Winding Refn-film!) går det grueligt galt på bloddryppende vis, og så må den slagkraftige chauffør ene mand kæmpe for det liv, der ellers pludselig er ved at få en slags mening.

Instruktørpris værd

Sådan ser historien ud i store træk, og den er vel egentlig hverken så meget værre eller bedre end i mange andre Hollywoodkrimier, især af B-tilsnit.

Det nye her er, at der optræder en instruktør, som i eminent grad forstår at kæle inspireret for detaljerne og atmosfæren, samtidig med at han tilfører de mange klicheer en ny emotionel vægt og menneskelig overbevisning. Ikke uden grund var det netop instruktørprisen, Refn fik tildelt i Cannes.

På nærmest mirakuløs vis har han i sin første Hollywoodfilm fået tildelt et manuskript, der tillader ham at videreudvikle de temaer og motiver, som allerede findes i hans tidlige danske film. Ikke et sekund fornemmes det, at her har vi en rådvild europæer på fremmed grund i Los Angeles.

Centralt står selvfølgelig den gennemgående hovedperson i så at sige alle Refns film den ensomme ulv sat op mod en overvejende fjendtlig omverden. I Drive er han hemmelighedsfuld og fåmælt, følelseshæmmet og fremmedgjort. Men den glimrende Ryan Gosling spiller nok driver med det Refnske stenansigt (uden øjenblink hele filmen igennem!), men er en skikkelse af et vist mytisk format med betydelige kompetencer bag et rat. Ikke nogen lille fisk som Mads Mikkelsens Tonny, men helt igennem sin egen mand.

Når han i filmens sensitive første halvdel forelsker sig i sin Echo Park-nabo, Carey Mulligans hverdagsligt sødmefulde Irene, sker det dog lidt på samme blufærdigt intense måde, som da dansk Mads Mikkelsen kurtiserede en anden servitrice, spillet Liv Corfixen i Bleeder, Refns danske film nummer to fra 1999.

I Drive findes altså den samme fornemmelse for at få hverdagsbanale situationer til at leve et eget suggestivt liv, så at sige med tilbageholdt åndedræt. Kun lidt bliver sagt, men så meget desto større vægt får alt det uudtalte gennem blikkenes og stemningernes følelsesladning.

Vold gør ondt

Sart og fint er denne spirende, men hæmmede romance indfanget, men Refn er jo ikke mindst kendt for det voldelige og blodige lidt uretfærdigt.

Voldsomheder savnes dog heller ikke, og de får endda en ny effektivitet gennem voldshandlingernes chokerende pludselighed og den følelsesinvestering, vi lægger i hovedpersonens kamp. Og bemærk: Filmen befinder sig milevidt fra f.eks. en Tarantinos lystfyldte, udnyttende stilisering af volden. Brutaliteterne vækker kun afsky i deres korte, grafiske og mesterligt kontrollerede udbrud. En skrap voldsscene i en strip-joint-garderobe gør især indtryk på grund af pigernes beherskede reaktion, der mest ligner lettere misbilligende mishag. Ingen feminine chok eller skrig der skal mere til at skræmme disse alt for erfarne strippere.

Vor helt er oppe mod et lille slæng af forhærdede gangstere af endnu større morderisk kynisme end dem, vi kender fra Pusher-filmene, men også her virker instruktøren på udpræget hjemmebane. Han nøjes ikke med at udnytte Ron Perlmans abelignende fysiognomi, men giver ham en velskrevet rolle som den ene overskurk. Den anden skurkerolle, pænere på overfladen, men en dedikeret knivstikker, bestrides mindst lige så uhyggeligt af den satiriske skuespillerinstruktør Albert Brooks, kaldet Vestkystens Woody Allen! Ukonventionelle skurke har været en Refn-specialitet siden Pushers joviale Milo. Men mindst lige så stærkt synes jeg egentlig ofrene står her: Oscar Isaac trænger stærkt igennem som Irenes netop løsladte ægtemand, fuld af bitterhed og håb, og Bryan Cranston er skånselsløst usentimental som den ultimative taber, den haltende projektmager, der aldrig scorer kassen trods de mange forsøg.

Dynamisk fortællestil

Visuelt er filmen suverænt kontrolleret med sine rensede kompositioner, som understreger karakteren af fabel. Vi er i et moderne noir-univers, hvor den natlige storby med mellemrum ses i fugleperspektiv. Det giver et rytmisk sug, der forstærkes, når fortællingen drevent veksler mellem dvælende og dynamisk klippede scener. Biljagter fremtræder i reglen som den fantasiløse actioninstruktørs sidste tilflugt her er de organisk inkorporerede i handling og karaktertegning.

Alt i alt klæder det Winding Refn at arbejde med et manuskript (af Hossein Amini efter roman af James Sallis), der har en fyldigere dramatisk resonans end flere af de psykologisk lidt underernærede manus-oplæg, instruktøren hidtil har benyttet sig af. Ved siden af Pusher II er Drive Refns mest helstøbte film og er fuldt fortjent blevet den nu 41-årige instruktørs endelige internationale gennembrud efter snart mange års smigrende, men relativt smalle udenlandsk interesse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til pilen for endnu en glimrende, velskrevet anmeldelse; i sig selv en oplevelse og ikke bare den forbrugeroplysning mange anmeldelser i dag bæger præg af.