Læsetid: 3 min.

Erindringens kontrapunkter

Torgny Lindgrens hukommelse skaber en samtalens kunst
Brudstykker. Livet er ikke en roman, men noveller — og tale er også handling, måtte Torgny Lindgren insistere på over for sin forlægger efter modvilligt at have afleveret manuskriptet til sine erindringer.

Brudstykker. Livet er ikke en roman, men noveller — og tale er også handling, måtte Torgny Lindgren insistere på over for sin forlægger efter modvilligt at have afleveret manuskriptet til sine erindringer.

Det Fri Aktuelt

9. september 2011

Det er stridigt at skrive erindringer. Mange forfattere gør det, ender med at gøre det. Forlæggerne lægger pres på dem, fordi det sælger godt.

Torgny Lindgren gør modstand og diskuterer det kontinuerligt gennem sine Minnen fra sidste år, nu på dansk ved Karsten Sand Iversen, der erfaringsrig atter følger den svenske fortæller til dørs.

Modstanden skyldes bl.a., at så meget af hans og andre kloge forfatteres fiktion allerede bygger på erindring, dertil en viden om, at ens liv ikke udgør en strikt sammenhæng, og at hukommelsen er en række punkter.

»Mit liv har ikke været en roman, men en novellesamling,« siger han til slut til sin forlægger, der sidder med det endelige manuskript og synes, at der egentlig mangler handling.

Det danner en fin ramme om fortællingen, hvis indledende afsnit er en samtale med de emsige forlagsredaktører om deres mange forslag og direktiver.

Men heldigvis er resultatet da også forblevet uden budskab og hensigt for i stedet at udgøre en skrivende væren i eksistensen blandt ting og kunst og mennesker. En rigdom af slægtserindring og oplevelser med talløse familiemedlemmer tager udgangspunkt i en bygd i Västerbotten, der har dannet grobund for tålmodige originaler og store, moderne forfatterskaber.

I front er den vældige morfar, der med kæmpekræfter opbygger sin tilværelse fra ankomsten til egnen som boeksekutor, nøjeregnende med alt, for med selvfølgelig handlekraft at skabe mening med sit liv.

Han standsedes som så mange af sygdom, en hudkræft, der krævede amputation af en arm, hvad han pure nægtede. Synet af hans skrivende hånd med en pegefinger, der brister, er en rystende detalje, bevaret i drengens erindring, ligesom den mægtige knogle, der langt senere stikker op af hans grav.

Gentagelse

Erindring er en kæde af detaljer, ord, replikker, som danner hemmelige forbindelser hos den voksne skrivende, der med intakte fingre henter ordenes musik frem. En musik, der også direkte spiller sig ind i teksten med Mahlers symfonier som dybeste inspiration i klang og stemme, varme, humor, spring og gentagelser.

Netop 'gentagelsen' kan hos Lindgren fungere som citater og oplevelsesdepoter i egne værker, mest markant i kapitlet om hans møder med en tjekkisk forfatter og deres middagssamtale på et næs i Zürichsøen med udsigt til Thomas Manns sidste bolig. Derunder den satiriske beretning om den store forfatters begravelse.

Det hele er her genbrugt næsten uændret fra hans ti år gamle fortællinger I brogede blades vand.

Og apropos vand, så er det et fast, flydende element i Torgny Lindgrens tankeverden, grundvandet, hvor vi med tiden alle skal mødes.

Hans fortælling om 'Vandet', på dansk i udvalget Storordene (1987), optræder nu i en morsom sammenhæng, hvor han tilfældigt overværer en landsbypræsts pinligt håndfaste udlægning af den i en prædiken, om hvordan en brøndgraver mirakuløst fandt vand.

Protest, protest! Digteren skriver ikke budskaber. Han skaber former. Det er formen, som er hellig! har han lyst at råbe til præsten. Fortællingens pointe var ikke en trosbekendelse, men i al sin urimelighed uundgåelig på grund af formen. Kontrapunkter skal listes ind, hedder det.

Forfatterens snilde genbrug er netop musikalsk, kontrapunktisk.

Samtale

Bogen er derfor anekdotisk i forbavsende ranker, pauseringer og mellemspil, som forbinder forskellige episoder, samvær i stor søgende ro.

Og tales gør der.

»Der bliver snakket temmelig meget i dette her manuskript,« siger den skeptiske forlægger, mens de samtalende indtager et af bogens mange, detaljeret udsøgte måltider som del af den hele skønne sanselighed. Lind-gren svarer:

»Når vi snakker, viser vi os i ordene. Jeget bliver tydeligt. Gennem snakken bekræfter man, hvad man er som menneske. Selv i løgnen bliver man det, man er, og åbenbares som sig selv. Snakken er handling.«

De agerendes snak karakteriserer dem individuelt under den skrivendes formende hånd.

Almindeligt liv bliver ustyrlige skæbner, hverdagen en række eventyr, som når faster Hildur stikker af til Amerika, gifter sig med en savværksejer, forsvinder nogle år, men kommer hjem overmåde rig, da hun fandt en anden savværksejer, som efterlod sig en formue.

Nu ved hun meget at fortælle om livet som en blandt mange.

Torgny Lindgrens lunefulde og lunerige minder er begyndelsen på alderdommen, erklærer den 73-årige forfatter til slut, hvor han gør sig umage for at glemme sine mange projekter.

Et stilfærdigt koketteri, håber vi som trofast sultne læsere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu