Læsetid: 3 min.

Erling Bjøl – et fyrtårn, forladt

Den knejsende figur i dansk politisk journalistik samler nedslag fra 70 års skriverier – men er svigtet af sit forlag
Den knejsende figur i dansk politisk journalistik samler nedslag fra 70 års skriverier – men er svigtet af sit forlag
16. september 2011

Fyrtårn er ikke en floskel, når betegnelsen sættes på Erling Bjøl. Den snart 93-årige skribent har i syv årtier som journalist og sidenhen professor i statskundskab kastet lys over danske og udenlandske beslutningsgange i nutid og fortid, oftest med påvisning af indbyrdes sammenhænge.

Han burde have den fornemste fortjenstmedalje, vor nation kan sætte på nogen arbejdsom borgers bryst.

Nu har Politikens Forlag med støtte fra Politiken Fonden valgt at hædre Bjøl med en udgivelse af udvalgte skriverier under titlen I min tid Artikler og tilbageblik 1938-2011.

Udgivelsen vækker blandede følelser hos læseren. Glæde, fordi den langt henad sine 389 fyldige sider bekræfter, hvor skarpt og fint Bjøl har registreret begivenheder og forløb. Vemod, fordi Bjøl åbent vedgår de trængsler, som hans høje alder har påført ham, herunder et svært synshandicap. Og ærgrelse, fordi Bjøl netop i dette synshandicap er blevet svigtet af sit forlag.

Tragi-ironisk er det, at en af bogens indskudte opdateringer fra Bjøl hen mod slutningen lyder således: »Til sidst en varm tak til Danmarks Blindebiblioteks ildlæsningsservice. Den må være verdens bedste.«

Ildlæsningsservice? Nej, selvfølgelig ikke. Der skulle have stået »indlæsningsservice«. Hvor er korrekturlæseren? Og hvor er den nænsomme redaktør, der skulle have hjulpet Bjøl med redaktion af teksterne, så nogle af de markante pointer og formuleringer ikke blev ved med at dukke op fra tekst til tekst?

Dvæl ved glæderne

Lad os fornuftigvis dvæle ved glæderne. Bjøls tidligst offentliggjorte værk er en artikel fra Gads Danske Magasin, september 1941 altså præcis for 70 år siden. Den er en refleksion over det ejendommelige i, at Frankrig netop da var blevet militært løbet over ende efter en opskrift, som landets egen unge officer under Første Verdenskrig Charles de Gaulle havde anvist: et rapt panserværn understøttet af et flyvevåben. Som Bjøl genfortæller de Gaulles vision: »Modstandernes linjer ville hurtigt blive gennembrudt, og brechen ville blive opretholdt ved, at infanteri og artilleri fulgte umiddelbart og besatte de positioner, det havde erobret.«

Men nej, den franske generalstab lod tyskerne om at drage lære af de Gaulles bøger om krigsførelse. Selv foretrak de franske ledende officerer som generaler har for vane at føre den krig, der kunne have vundet åbningen af den forrige: at gemme sig nedgravet og vente på at pløkke den fremadstormende fjende. Som nu altså desværre kom flyvende.

Bjøls militærstrategiske indsigt banede ham vej ind i pressen og videre til stilling som korrespondent i det ubesatte Stockholm, hvorfra han i 1944 hoppede videre til London og BBC.

På Information

Bjøls tilnytning til modstandsbevægelsen gjorde det naturligt, at han efter befrielsen blev en slags udlandsstofvikar for Informations Erik Seidenfaden. Siden blev han Informations korrespondent i Frankrig og i USA. I 1959 lokkede Politiken Bjøl over.

Som sin mentor Erik Seidenfaden havde Bjøl tidligt blik for, at Danmark med udfaldet af Anden Verdenskrig var frigjort fra sin 100-årige lænkning til Tyskland og kunne søge sig udenrigspolitisk luft ved at pleje intimest muligt forhold til USA. Nok så vigtigt var Seidenfaden og Bjøl opmærksomme på, at der som modreaktion på Første og Anden Verdenskrigs rædsler var kommet en ny dynamik på det europæiske fastland en udsoningens, samarbejdets og integrationens dynamik, som Danmark nødvendigvis også måtte forpligte sig i.

Længe har Danmark kunnet bevæge sig ad begge spor både det USA-anførte i NATO og det tysk-fransk-ledede i Europa. Det er først nu, hvor et valg mellem de to spor kan blive nødvendigt. Det rammer Bjøl fint i udvalgets indignerede 2003-artikler mod Irak-krigens uoverlagthed.

Alt vel. Hvis det altså ikke var for de skæmmende redaktionssvigt, som forlaget har ladet ramme Bjøls tekst. Et nyt grueligt eksempel: Som en vigtig tildragelse i 1883 omtaler Bjøl den daværende reaktionære konsejlspræsident Estrups tilslutning til en »plan for Københavns befolkning«. Befolkning? Nej, selvfølgelig ikke, dummernikker på Rådhuspladsen! Det er »Københavns befæstning«. Som var en væsentlig strid i den danske forfatningskamp. Så læs dog jeres egne bogkorrekturer. Og yd Bjøl retfærdighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
Olav Bo Hessellund anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu