Læsetid 3 min.

En falden ministers beretning

Birthe Rønn Hornbech fortryder næsten, at hun ikke sagde nej, da Fogh for tredje gang ville overtale hende til at blive minister. Det vedgår hun i en ny bog, der ikke er så interessant som nogle af hendes tidligere bøger
Den engang så kritiske Birthe Rønn er forbavsende ukritisk i sin nye bog. Vi har verdens bedste kirkeordning, hedder det f.eks. om det ressourcespildende kaos i Folkekirken, som hun frydefuldt kalder et velordnet anarki.

Den engang så kritiske Birthe Rønn er forbavsende ukritisk i sin nye bog. Vi har verdens bedste kirkeordning, hedder det f.eks. om det ressourcespildende kaos i Folkekirken, som hun frydefuldt kalder et velordnet anarki.

Christian Als
6. september 2011

Det før så agtede og selvstændigt tænkende folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V) blev af Anders Fogh Rasmussen overtalt til at blive integrations- og kirkeminister. Hun forstår ikke, at hun lod sig overtale, for hun har aldrig ønsket at blive minister. Tilmed var posten som integrationsminister øretævernes holdeplads. Intet område har været så politiseret og konfliktfyldt. Det har samtidig været præget af meget hyppige ændringer af indviklede og ofte restriktive regler.

Og Birthe Rønn Hornbech vedgår nu næsten, at hun fortryder, at hun ikke sagde nej, da Fogh for tredje gang ville overtale hende til at blive minister.

Birthe Rønn Hornbechs ministertid bekræftede, at selvstændige folketingsmedlemmer kan ændres til perifere ministre, hvis holdninger kan synes fordampede. Regeringsledelsens linje krævede, at hun gjorde Dansk Folkeparti tilfreds. Hun måtte bruge stor energi på at strække sig langt.

Rønn Hornbech blev i marts fyret af Lars Løkke Rasmussen. En undersøgelseskommission skulle udrede det sagsforløb, som kostede hende ministerembedet: Den frygtelige årelange fejlbehandling af statsløse. Hendes gamle aura af integritet var erstattet af en blanding af undren og sorg over, at det kunne gå så galt. For hende. Men især for nogle statsløse.

Grænseløs tillid

Hvis man i denne hurtigt skrevne bog forventer at få Birthe Rønns version af sagen om de statsløse, går man forgæves. For Rønn vil ikke omtale sagen, så længe der er udsigt til, at en undersøgelseskommission skal behandle sagen. Det er ikke uforståeligt. Men hvad kan vi så få ud af bogen?

Hun vil vise »nogle billeder af ministergerningen«. Bogen oplyser om en ministers hverdag, hvis man intet ved herom i forvejen. For alt er ret trivielt og almindelig kendt fra anden litteratur. Og den engang så kritiske forfatter er forbavsende ukritisk. Vi har verdens bedste kirkeordning, hedder det om det ressourcespildende kaos i Folkekirken, som hun frydefuldt kalder et velordnet anarki.

Er hun endelig kritisk, er det ikke meget. Embedsmændene afleverede næsten altid sager til hende i sidste øjeblik. Hun brugte mange kræfter på at få embedsmændene til at aflevere sagerne, så hun fik tid til at tænke. Men hun rejser ikke spørgsmålet, om ikke embedsmændenes hårdnakkede klyngen sig til denne praksis kunne skyldes, at de inderst inde foretrak ikke at give hende tid til selvstændigt at tage stilling. Hendes tillid til embedsfolk og det danske system er næsten grænseløs. Og alle, der har arbejdet sammen med hende i ministerierne, skamroses.

Ingen eksempler

Rønn erkender, at hun som jurist på en embedsmandsagtig måde havde det med at grave sig ned i sagerne. Det gik ud over overblikket og hurtigheden i arbejdet. Man kan let forestille sig problemet, når man læser om alt det stort og småt som ministeren må forholde sig til. Men hun vil ikke ændre ved regeringssystemet. For alt i verden skal vi ikke have viceministre, der kan aflaste ministeren, så hun får mere tid til at tænke politik.

Hvis man er interesseret i en række konkrete sager og forhold på hendes ministerområder, kan man få hendes fremstilling heraf. Men egentlige overraskelser rummer bogen ikke.

Bogen rummer mange beklagelser over medierne, som den tidligere mediedarling fik et dårligt forhold til, da først hun blev minister. Og det er selvsagt på sin plads, at politikerne protesterer, når der gås tæt på deres privatliv. Men hun klager også over, at medierne ofte refererer sager fejlagtigt. Hvad skal man her stille op med Rønn Hornbechs kritik? For hun kan og vil jo fortsat ikke give mange konkrete og kontrollerbare eksempler.

Uden selvkritik

Problemet er forståeligt nok størst i forbindelse med personsager. Lettere at følge med er det, når hun for eksempel viser, at en historie i Kristeligt Dagblad om, at kvindelige præster dør før mandlige, ikke hvilede på en ordentlig undersøgelse.

Men Rønns forhold til medierne blev bizart. Her er hun uden selvkritik. Journalister kan være nogle »tøsedrenge«, der ikke tåler, at man vil fotografere dem, skriver hun. Med reference til en episode, hvor hun ville fotografere nogle journalister med sin mobiltelefon. Rønns spredte sure opstød over medierne virker trættende. Det havde været bedre med en samlet og systematisk kritik.

Birthe Rønn Hornbechs smukke ønske om at bidrage til folkeoplysning om Danmarks styreform er uden tvivl ægte. Men bogen kan nu også give en fornemmelse af, at hun er vred på medierne og vil svække tilliden til dem. Hun går dog ikke specielt i kødet på Information, der afdækkede den sag om de statsløse, som kostede hende embedet.

Hvis hun med bogen har villet genoprette sin tabte anseelse, er den næppe tilstrækkelig. Den er ikke så interessant som de bedste af hendes ældre bøger.

 

Birthe Rønn Hornbech: 'Ministerbilleder'. Gyldendal. 243 sider, 279 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Christian Olesen
Christian Olesen

Gå aldrig på akkord med uretten!

Var Birthes slogan på hendes hjemmeside, og hun har næsten ikke bestilt andet i den tid hun var minister, det kan ikke retfærdiggøres kære Birthe.