Læsetid: 4 min.

En fod i sneen og en i sandet

Bestselleren. Den svenske krimiforfatter Henning Mankell, som pendler mellem Europa og Afrika, er 100 procent et politisk menneske. Han kunne tænke sig at skrive et teaterstykke om Dominique Strauss-Kahn - og påstår, at han faktisk godt kan grine
Bestselleren. Den svenske krimiforfatter Henning Mankell, som pendler mellem Europa og Afrika, er 100 procent et politisk menneske. Han kunne tænke sig at skrive et teaterstykke om Dominique Strauss-Kahn - og påstår, at han faktisk godt kan grine
16. september 2011

Journalisten Kirsten Jacobsen har fået status som en dronning af portrætbøger, som hun har skrevet en halv snes stykker af. Fra Mads Øvlisen til Lars von Trier har personligheder lukket hende indenfor i deres univers og nu også den svenske forfatter Henning Mankell, men først efter at hans nærmeste medarbejdere har tjekket hende af. Mange andre har lagt billet ind, men fået afslag. Noget af en fjer i hatten for den danske journalist.

Kurt Wallander og verdens tilstand lyder undertitlen til bogen og knytter dermed an til hovedpersonen i krimifortællingerne i modsætning til Mankell, som egentlig hellere vil tale om alt muligt andet end kriminalkommissær Wallander, nemlig sin arbejdsmetode, eksistensen og verdens tilstand.

Har man oplevet Henning Mankell tæt på han har holdt et par foredrag i Danmark har man indtryk af en alvorsmand, der sjældent smiler, og hvis han har opdaget, at humor er opfundet, så er det ikke noget, han kan bruge. Han virker tilknappet, selv om han har mange sociale kontakter. Halvdelen af året er han teaterdirektør i Mozambique og pendler ellers mellem bopæle i Sverige og Antibes i Frankrig en fod i sneen, en i sandet når han ikke optræder ved forfatter-arrangementer rundt om i verden. I den forbindelse nægter han altid at deltage i officielle middage, da han ikke gider sidde og snakke med tilfældige mennesker. Før et af møderne med journalisten har han ikke snakket med noget menneske i 10 dage. Han nyder ensomhed.

Er der nogen, der kan lukke sådan en mand op, må det være Kirsten Jacobsen. Det lykkes kun delvis. Men så er han givende på mange andre måder.

Flyaflysningen

Historien om Henning Mankell begynder i lillebyen Sveg, hvor faderen var en fraskilt dommer. Ham har han kun godt at sige om, om moderen kun dårligt. Hun var ikke i hans liv. Som så mange andre unge blev han grebet af politisk venstreorientering a la 1968, en position, han dyrkede som nyslået dramatiker i teatermiljøet, og som han aldrig har forladt, selv om han i dag er en koncern.

Bøgerne er solgt i 40 millioner eksemplarer, og tv-serierne går som varmt brød, hvad enten det er Lars Passgaard, Krister Henriksson eller britiske Kenneth Branagh, der ses i rollen som Wallander, den effektive opdager, der har kaos i privatlivet. Mankell har forsynet ham med sygdommen diabetes for at distancere ham fra James Bond-typen. Engang var han i Zambia og blev derfra inviteret til en uges ophold på teatret i Mozambique. En tilfældig flyaflysning betød, at opholdet måtte forlænges en uge. Det blev til foreløbig 25 års kærlighedsforhold til landet, hvor han blandt andet har brugt nogle af sine mange penge på at etablere en børneby.

I Afrika så han en dag en dreng, som havde malet sko på sine bare fødder, en af mange livsanekdoter, han holder af at fortælle. Det gav drengen værdighed midt i elendigheden. I øvrigt mener han, at megen udviklingshjælp er fejltænkt.

Sveriges Rio Grande

Kirsten Jacobsen har været med ham til møde med sine læsere i Indien og i USA, hvor han fortæller, at han har placeret Wallander i byen Ystad, som han ellers ikke havde noget forhold til. »Man kan sige, at Østersøen er Sveriges Rio Grande,« forklarer han. »Kontinentet ligger på den anden side. Der er altid særlige betingelser i grænselande, flere konflikter, og det ville jeg bruge.« Det ses i bøgerne, hvor Ystad er port for kriminalitet fra Østersølandene, og hvor forbrydelserne ofte har globale tråde. Et grænsetilfælde, han også gerne nævner, er middelhavsøen Lampedusa, 'det vigtigste sted i verden'. Her opsamles hver nat afrikanske flygtninge, som forsøge at komme til Europa, nogle af dem som lig ...

Selv var Henning Mankell i verdenspressens søgelys, da han var om bord på et skib, der forsøgte at bryde israelernes blokade af Gaza i solidaritet med palæstinenserne. Han mener, at årsagen til hans sammenbidte alvor er, at han er utålmodig, fordi udviklingen af verden mod det bedre går for langsomt. »Han prøver nogle gange at spille Gud,« siger hans forlægger og ven, der tilføjer: »I den bedste mening, naturligvis ...«

Ufuldendte symfonier

Kirsten Jacobsen gør et sidste forsøg lettere frustreret på at finde revner af menneskelighed, dvs. fejl, i hans politisk korrekte fremtræden, men det preller af. Han gør et behjertet forsøg, men synes, det bliver for ugebladsagtigt. Han hævder, at han godt kan grine og gør det hver dag, men mest i form af selvironi. Det må vi så tage for pålydende. Sidst handler en samtale om, at han gerne vil skrive et teaterstykke i to akter om IMF-bossen Dominique Strauss-Kahn, der stod på magtens tinde og kunne bestemme over Afrikas skæbne. En akt skal handle om den sorte stuepige, det andet om hustruen. Det skal stå instruktøren frit for, hvilken akt der skal spilles først. Selv har han haft tre langvarige forhold, det seneste til Ingmar Bergmans datter Eva. Det er han glad for, men uproblematiske forhold findes ikke. De er som ufuldendte symfonier. Et guldkorn, men nærmere kommer vi det ikke.

Nuvel, Kirsten Jacobsen kom ikke ind bag panseret, men hun kommer formidabelt grundigt rundt om manden, der har underholdt millioner af mennesker og bruger sine penge velgørende med omtanke.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu