Bedømmelse: 5/6
Det er ikke svært at gætte John Kørners politiske ståsted, når man ser, hvordan han reagerer ved synet af tre prostituerede uden for vinduerne. En Venstre-mand havde råbt, at de selv var ude om det. En konservativ havde skruet op for stereoen og rullet ned for gardinerne. En radikal ville have begyndt en sms-indsamling på nettet. En DF'er havde bedt dem skride. (Eller havde taget en tur, hvis altså han var helt sikker på, at der ikke var nogen fra pressen til stede). En socialdemokrat var gået ud med en check, og en SF'er havde råbt, at det var samfundets skyld.
Næ, vi skal helt ud på den alleryderste venstrefløj for at finde den følsomhed, som John Kørner reagerede med, da han stod på et galleri på Vesterbro og ud gennem vinduerne så tre prostituerede på job. Alle har på et eller andet tidspunkt stået ansigt til ansigt med én person på bunden af samfundet. Men hvor de fleste vender sig bort, nipper til vinen og tænker på noget andet, så gik Kørner derud og er først lige kommet tilbage.
Med sig har han en smuk og ikke spor partipolitisk udstilling. Kørner har stort set uden sin ellers så letgenkendelige gule og lilla farve, malet en række kvinder på 12 store lærreder og trykt tre kvinder som litografier.
Det er kvinder, der ligger med ryggen til eller med spredte ben, kvinder, der er stående og gående, en enkelt, der bliver stenet, én, der bliver trådt på af en elefant, én, der er bundet, og så er der Simone, der ligger på alle fire.
Simone er vidunderligt malet. I baggrunden ses et hvidt bondehus med rødt tag, det er kun taget, der er malet helt simpelt, det er en firkant og et omvendt V, men alligevel livagtigt med et lille vindue og en døråbning, hvorfra man kan se kvindens fodspor. Fodsporene er tjattet på med blå og sort maling og ender i kvinden, der sidder på alle fire. Hun er rørt sammen af gul, orange, grøn og rød, med hår i blåt. Hun er gået i opløsning, og fra hendes skød stiger farven op og blander sig med himlens sorte skyer.
Det er uhyggeligt
Simone er et monumentalt billede. Det rummer en fortælling om kvinden, der har forladt det lille trygge hjem for så at give op ved mødet med verden, husmoderen, der er blevet sendt ud på et arbejdsmarked, der ikke er gearet til andet end mænd, eller en fortælling om kvinden, der har været hos en kunde og nu kaster op, eller på et mere poetisk niveau, om det kaos, der omgiver kvinden. Hun er en uretfærdig konstruktion, der fødes som en passiv modtager i hjemmet, fyldes med kærlighed og beskyttelse, og som så kastes for løverne og samfundet, der ser kvinden som en billig genstand for begær, som noget, der underkaster sig. Læner man sig helt tilbage, lukker øjnene halvt og indtager samfundet gennem reklamer og billeder og snik snak, kunne Simone ikke være mere præcis. Det er kvinden på alle fire, en genstand, der er fremstillet for mænds nydelse og som lader sit lort sprede sig ud over horisonten som sniksnak, der kan ødelægge enhver fornuftig beslutning. På én gang er alt blevet seksualiseret og feminiseret. Det er uhyggeligt. Især fordi mændene ikke har noget på spil.
Når kvinden prostituerer sig, bryder hun med sin egen konstruktion ved at tage penge for den seksuelle akt, hvorimod den maskuline konstruktion sagtens kan rumme en pekuniær udveksling, da det næsten bare gør erobreren endnu mere magtfuld og den erobrede endnu mere svag.
Følelsesmaleri
Moniques hår og ansigt er på vej til at blæse væk. Christel er kun hår, en balde og et ben, snart dækket af sten, og verden, der som en bølge skyller ind over hende. Jeanet er kun hår, en arm og halvandet ben foran en himmel af de cirkler, Kørner bruger som symbol på problemer. I det hele taget har samfundet og kvinderne det svært med hinanden. Samfundet udnytter kvinderne til at sælge varer, og når varen til sidst bliver kvinden selv, så bliver der lagt et tykt sort tæppe hen over, de bliver gemt væk og fortiet.
Det er ikke uden grund, at de slører deres ansigter på deres internethjemmesider.
Kørner er bedst, når han stopper med at male, så snart man kan ane motivet. Omgivelserne balancerer også mellem det figurative og det abstrakte, og man kan tydeligt se, hvordan han har ladet malingen flyde ud, hvordan han har brugt fingrene og klattet lidt hist og her.
Det er det totale følelsesmaleri af en mand, der nægter at lade apatien tage over og i stedet sætter hele sit talent ind på at redde de stakler, han ser derude. Det er ligesom at se et containerskib lægge til kaj, eller en lastbil med anhænger bakke ind i en lille gyde. Det er ikke tankevirksomhed, men instinkt, der får det umulige til at lykkes: en voldsom indignation og store blokke af maling, der langsomt bliver mast hen over lærredet. Det er bestemt ikke naivt, men derimod udfordrende og vellykket.
Kvinder til salg/ Brugte kvinder på Arbejdermuseet, Rømersgade 22, København til den 29. december
