Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hannah Banana

Finurlig ungdomsroman om at være' down under' i mere end én forstand
Kultur
2. september 2011

Omslaget på Hanne Højgaard Viemoses debutroman Hannah er scrapbogsagtigt; undertitlen står med håndskrift på en tegnet påklistret seddel. Eller rettere er der to alternative undertitler: »En historie om en ung kvinde som flygter og finder sig selv« (overstreget) eller: »En historie om sex, vold og bananer«. Disse to alternativer angiver udmærket de to grundtoner, beretningen om en 19-årig backpacker i Australien er udspændt mellem: en ung udsat kvindes følsomme udviklingshistorie og en humoristisk skrøne om livet down under blandt hill-billies, bananplukkere og koalakoordinatorer (sic!).

Romanen er en rejseberetning i datid med en jegfortæller, der ikke henfalder til føleri eller refleksioner, men gerne vil fortælle friskt, mundret og morsomt, i et ungt nudansk isprængt aussie-slang (»mate«, »abo-tøser«, »dem rednecks«). Samtidig er det også historien om i mere end én forstand at befinde sig down under: i bunden af jordkloden og i bunden af samfundet. Jegfortælleren Hannah hutler sig frem med de andre backpackers, der lever af at arbejde på banan-, melon- og mangoplantager; det minder mere om et fangelejrliv end om et ungt europæisk menneskes dannelsesrejse.

Det er hårdt fysisk arbejde, tyranniske plantageejere, truende giftslanger, og plagerne synes at kulminere i en ret apokalyptisk skildring mod bogens slutning, hvor mangoeksemen angriber, så plantagearbejderne må skjule sig for dagens lys og klø deres »bevortede tudseskind« til blods.

Diskret seksualitet

Hannah har sin storhedstid i Australien, da hun er blevet relativt rutineret bananplukker på en plantage i Tully (»Get out of that place, sweetie«) og får lov til at bo i 'yellow submarine', en stationær gul campingvogn. Det er hendes tid med Fran, og når de to unge kvinder arbejder sammen i plantagen, svinger de macheterne mere effektivt end nogen af de andre: »som om vi var én, de-sucking-sucking-machine, hele tiden afstemt den andens bevægende krop, som vi hver især kendte så godt«. En ret fin og lavmælt beskrivelse af en stor forelskelse, der siden gør Tully til et sted, Hannah længes tilbage til, selv om man egentlig ikke skal længes tilbage i et backpackerliv: »Det var ligesom ikke en del af backpackerens univers at tude snot, når man var på vej mod nye horisonter«.

Romanen er også på diskret vis en seksualbiografisk historie. Hannah (palindrom!) hedder egentlig Anne, men ville som barn helst hedde Hans og sørgede, da brysterne skød frem. Hun er »træt af at blive gloet på, træt af penetrationen«, træt af at blive redet »som man rider en boret Suzuki mellem Understed og Gærum«, og der er noget med nogle lokale gutter fra barndommen, som gjorde noget ved Hannah, der skulle overdøves ved høj indre afsyngning af »Jeg er en papegøje fra Amerika«. Der er ingen lesbiske erklæringer eller formulerede erkendelser af seksualidentitet, pludselig er der bare stor trøst i en kvindes sorte maveskind og siden er der Fran.

At skrive til nogen

På et tidspunkt sætter Hannah sig efter fyraften og skriver breve. Men hun ved ikke rigtig til hvem hun kan ikke forestille sig nogen hjemme i Danmark som modtagere, hun er i en anden verden og et andet sprog. Det er ligesom hendes forhold til sin mor, som hun ikke rigtig synes, hun kan fortælle noget. Men i en bemærkelsesværdig passage har hendes mor set hende forulykke i et drømmesyn samme dag, som hun rent faktisk slynges ud af en kano og knuser knæet.

I romanens slutning græder både Hannah og moderen under en langdistance-telefonsamtale, men de sidste ord er trøsterige: »For første gang slog tanken mig, at min mor kunne vide det hele alligevel, ligesom dengang ved Murray Falls, at hun kunne have en fornemmelse, et klokkeklart billede«. Derefter kommer der så en række klokkeklare billeder præget af strålende grønt: Bananpalmeblade og eukalyptus og træfrøer.

Man kan få fornemmelsen af, at hele romanen sådan set er en bestræbelse på at give dem derhjemme i Danmark nogle klare billeder af den slags fjerne og anderledes liv, som unge globetrottere lever på den anden side af kloden. Og det lykkes med den underspillede fortællerstil, som af og til bliver denne læser lidt for kæk, men som må roses for at lade skrøbeligheden skinne gennem kækheden, for sin sagligt poetiske omgang med flora og fauna og for sin diskrete og usentimentale omgang med ømheden. Vi nærmer os nok kategorien ungdomsroman, men af den solide og velskrevne slags, hvor humor og alvor går hånd i hånd.

 

Hanne Højgaard Viemose kan opleves på Louisiana Literature i aften

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her