Læsetid: 3 min.

Heksejagt og kærlighed i 50'ernes USA

Med 'Jeg blev gift med en kommunist' har vi nu hele Philip Roths amerikanske trilogi på dansk. Her er det kommunismen og dens modstykker, der tages under skarp behandling
30. september 2011

I starten af 1990'erne ændrede Philip Roth fokus fra det selvreflekterende og mere eller mindre personlige til USA's moderne politik og historie. I tre romaner tog forfatteren tre skelsættende perioder under behandling med det formål at belyse, hvordan og hvorfor den gennemsnitlige amerikanske mand er blevet formet af nationens sociale, politiske og kulturelle klima. Eller, som Roth selv har udtrykt det, hvordan individet blev »history's hostage«, gidsel af Historien.

Resultatet levede op til ambitionerne, og Philips Roths såkaldte amerikanske trilogi betragtes i dag som et højdepunkt i et i forvejen stort forfatterskab.

Vi har for længst fået den første, Amerikansk pastorale (1997), og den sidste, En menneskelig plet (2000), på dansk, og disse suppleres nu af det midterste bind, Jeg blev gift med en kommunist (1998), der udkommer i dag i Niels Lyngsøs fine oversættelse.

Drivkraften i de tre værker er spændingen mellem den pågældende periodes mest markante ideologiske modsætninger, og afsættet i de tre romaner er en kritik af opfattelsen af USA som en uskyldig og ukompliceret nation.

Kulturelle spændinger

I Amerikansk pastorale udfordres de traditionelle konservative dyder således af 1960'ernes voldsomme ungdomsoprør, mens kampen i En menneskelig plet foregår i 1990'erne mellem den puritanske religiøse højrefløj og det handlekraftige individ, der kæmper sig frem i samfundet ved at bryde grænser.

I Jeg blev gift med en kommunist drejer det sig, som titlen antyder, om kommunismen og den heksejagt på kommunister, der i 1950'erne blev anført af senator Joseph McCarthy.

Den fiktive Ira Ringold er et af ofrene og tillige fortælleren Nathan Zuckermans barndomshelt og en arbejderklassedreng, der opnåede en vis berømmelse som venstreorienteret radiostjerne.

Romanen begynder med, at Nathan i 1997 møder Iras storebror, Murray, der beretter om sin lillebrors tragiske historie til Nathan.

Denne historie kulminerer med, at Ira møder Hollywood-skuespilleren Eve Frame, der senere — efter at de to er blevet skilt i bitterhed — udleverer Ira i sin selvbiografi, hvilket bevirker, at Ira sortlistes som kommunist.

Renhed er en løgn

Plottet i romanen er for så vidt relativt enkelt, men pointen mere kompliceret. For, jo, det er jo ikke befordrende at leve som kommunist og arbejde i en nation, der forfølger kommunister, der vil forbedre arbejdernes urimelige vilkår.

Men heksejagten er nu ikke den endegyldige årsag til Iras fald. Det er derimod hans indre splittelse mellem at ville tilhøre arbejderklassen, mens han lever som feteret skuespiller med en filmberømthed under armen og adresse i det smarte og intellektuelle Greenwich Village.

De to verdener har han svært ved at forene i en tid, hvor man enten var kommunist eller antikommunist.

Samme behandling, som kommunismen og antikommunismen får her, får ungdomsoprørets terrorisme og dens modpol i Amerikansk pastorale og 1990'ernes puritanisme og dens modpol i En menneskelig plet, og i alle tre romaner er konklusionen klar:

Livet er langt mere kompliceret, end de enkle amerikanske myter så gerne vil gøre det til — fordi »renhed er en løgn. Fordi man, medmindre man er et asketisk mønstereksempel som Johnny O'Day og Jesus Kristus, bliver ansporet af femhundrede ting«, som Nathan udtrykker det i Jeg blev gift ... med reference til Iras soldaterkammerat og mentor, O'Day, der som resultat af sin kompromisløse tilgang til kommunismen er endt som en arbejdsløs, fattig og udstødt mand.

Nævnte O'Day er beslægtet med figuren fra 1930'ernes amerikanske proletarromaner, og forholdet mellem Ira og Eve skurer også lidt. Ikke fordi det ikke giver mening, men det minder mistænkeligt meget om Roths problematiske forhold til skuespilleren Claire Bloom, der i sine erindringer Leaving a Doll's House (1996) udleverer Philip Roth som en selvoptaget amoralsk tøsedreng med sex på hjernen.

Burde en forfatter af Roths format ikke holde sig for god til at svare igen?

Under alle omstændigheder er der trods alt stor grund til at glæde sig over, at vi med Jeg blev gift med en kommunist nu har hele Philip Roths mesterlige romantrilogi om det modsætningsfyldte og fristende moderne USA på dansk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu