Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Ind i historieløsheden

Knud Wentzels essay er et manende opråb om, hvad tendenser i tiden kan føre til, belagt med en skarp historisk analyse. Spørgs-målet er, om analyse og profeti hænger sammen
Kultur
2. september 2011

Når man har læst Knud Wentzels essay, Rend mig ..., forfra, lønner det sig at læse det en gang til bagfra. Læsningerne kaster nemlig forskellige perspektiver af sig.

Først tager Wentzel på eftersøgning bagud i tiden. Han skelner mellem rituel praksis og kulturel praksis og forfølger disse to spor bagud, indtil de løber sammen i det førmoderne samfund, hvor kun den rituelle praksis, sædvanen, er styrende. Man gjorde, som man gjorde, fordi man altid havde gjort sådan.

Med den moderne tid, der indvarsles omkring 1780-1800, bliver traditionen selv underlagt forandring og udvikling, den bliver kulturel tradition, og deler sig desuden i to: En kritisk strømning, der trækker på Oplysningstidens ideer og en dannelseskulturel strømning, for hvilken traditionen er værdifuld i sin egen ret, og som strækker sine rødder tilbage til Romantikken.

Wentzel skriver præcist, køligt og velovervejet med mange slående iagttagelser og formuleringer, hans historiske overblik er overlegent gennemført og fremstillingen letlæst.

Et nyt vandskel

Men hans tese er, at vi nu står ved et nyt vandskel, og den forekommer mig mere dubiøs. I dag har den rituelle praksis, ifølge Wentzel, løsrevet sig fra enhver tradition med det resultat at den kulturelle praksis går under og historieløsheden, hvor enhver tradition har mistet sin mening, bliver fremtidens modus.

På den ene side får vi innovation og traditionsforkastelse, eksemplificeret ved forretningsmanden Lars Kolinds modernisering af høreapparatfirmaet Oticon. På den anden side et museum, eksemplificeret ved Kolinds herregård Løndal, hvor alt er antikt, men næppe to lampetter tilhører samme stilart. Tilbage står altså en rituel praksis, hvor man fysisk gentager fortidige former, men uden kontakt til deres oprindelige mening.

Et andet eksempel er brudeparret, hvor bruden er klædt i hvidt, med slør og myrter og alle symboler på uberørt uskyld samtidig med at parret står med deres barn på armen.

Den gyldige tid

Vender man kikkerten om, må man imidlertid spørge, om den moderne historieløshed virkelig er det nødvendige resultat af den forudgående historie. Ifølge Wentzel går vejen fra nu af ind i en fremtid, hvor enhver tradition er blevet tømt for indhold. Den kulturelle praksis vil kun kunne eksistere i enklaver, der ikke har samfundsmæssig autoritet.

»Nutiden er den gyldige tid. Det innovative individ ønsker at leve i øjeblikket. Det oplever ikke afskæringen af fortidens forestillinger og forpligtelser som tab af betydning, kontinuitet og struktur, og som udtørring af en kilde til fremtidsorientering og identitet, men som frihed, en tom autoritet mindre,« skriver han.

Kunst, der ikke har andet perspektiv end det atomiserede jegs underholdning, vil afløse en kunst, der indføjede individet i fællesskabet. Internettets hulter til bulter-viden og hæmningløse, argumentationsfri ytringsfrihed vil afløse kvalificeret viden, og fri kritisk meningsdannelse, baseret på kendsgerninger og argumentation. Og det smuldrende fællesskab vil helt miste sin betydning, helligdage blive til fridage, som fejres individuelt, søndagen reduceret til pejlemærke for ugernes gang.

»Til ære for den individuelle frihed vil vi kunne købe ind når som helst, men vil have overordentlig svært ved at ramme en festdato, hvor alle deltagerne har fri.«

Kulturpessimisme

I Wentzels øjne er omvæltningen så voldsom, at »forargelse og bekymring er udsigtsløs.«

»Traditionsafviklingen er en del af noget så stort, at den snarere påkalder sig kølig interesse: Hvilke følger får det? Hvad kan man forestille sig?«

Men når følgerne skal opridses, er det kulturpessimisten Wentzel, der fører pennen. Hvor den rituelle og den kulturelle traditionspraksis udskilte sig på tærsklen til det moderne samfund, er vi jo, ifølge Wentzel, nu der hvor den kulturelle traditionspraksis forsvinder. Tilbage står en historieløs, segmenteret rituel praksis til festlig brug, mens institutionerne privatiseres og drives af særinteresser, og fortiden bliver museal med underholdningsværdien som eneste værdi.

Wentzels argumentation styrkes af, at det alt sammen er tendenser, der allerede er til at få øje på, spørgsmålet er, om de er så enerådende, som Wentzel hævder.

Selv siger han, at det afgørende for ham er, om de perspektiver, han opruller, er virkelighedsnære, ikke om de virker skræmmende eller tiltrækkende.

Men de virker absolut skræmmende, gør de! Og har han ret? Når en bog som Pia Fris Laneths Lillys danmarkshistorie, kunne blive en så overvældende succes, som den er blevet, så skyldes det vel netop, at individerne elsker at få deres helt almindelige liv sat ind i et større, historisk perspektiv? Når Søren Mørchs historiebøger bliver bestsellere, når Tom Buk-Swientys Als- og Dybbøl-bøger bliver folke-eje, eksisterer der vel stadig en længsel efter autentisk kulturel tradition?

Som et memento om, hvor tendenser i nutiden kan føre os hen, udgør Wentzels essay imidlertid en fremragende advarsel.

»Om dette är framsteg, då skal jag ingenstans,« sagde den svenske musiker Mikael Wiehe for allerede længe siden. Sådan får man det, når man læser Rend mig ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her