Læsetid 3 min.

Hvem udstøder hvem?

Christian Yde Frostholm skildrer gennem erindringsfragmenter frigørelsen fra en familie
Forfatteren. Christian Yde Frostholm (født 1963) debuterede i 1985. Fra 1999-2009 var han redaktør på 'Afsnit P', websitet for visuel poesi.

Forfatteren. Christian Yde Frostholm (født 1963) debuterede i 1985. Fra 1999-2009 var han redaktør på 'Afsnit P', websitet for visuel poesi.

Birgitta Lund
2. september 2011

Bortset fra en optakt, ud fra hvilken faderens død meget sigende bringes til at ramme helheden ind, består Christian Yde Frostholms erindringsværk af kronologisk arrangerede fragmenter mange ultrakorte, kun nogle få på mere end en side. Tilsammen en personlig livsmosaik over barndom, ungdom og opbrud, men især en bevægende, knugende skildring af, hvordan man i en familie på syv kan føle sig helt og aldeles alene.

Christian har en storebror og tre ældre søstre. Disse fire har været der hele tiden. Det er, som om de har taget forskud på hans liv. Distancerende kalder han dem »søster et, to og tre« og »min bror«. Selv føler han sig tidligt anderledes, noget for sig selv.

Kejtet efternøler

Han kan og vil ikke slås. Han laver selvmål i fodbold. Han leger med piger og kommer hjem og taler »tøsefjantesprog«, som hans søster ikke kan holde ud. Han klipper mandlige undertøjsmodeller ud af kataloget fra Daells Varehus. Han føler sig kejtet og klodset. Søster ets mand kalder ham Yrsa. Faderen kalder ham Christian den Femte.

Måske er dette også hædrende ment, men det skal jo sådan set bare angive hans plads i søskendeflokken, hvis opvækst og adfærd den korrekte, talglade fader kontrollerer med tavst tyranni, når ikke han til fester fortæller de samme og de samme anekdoter, sådan som de allerhelst skal fortælles.

Collagen som svar

Da søster et har mødt en mand, som sover hos hende i lejligheden, holder de andre i bilen nedenfor, fordi faderen ikke vil på besøg. Og da Christian mange år senere har præsenteret sin mandekæreste for forældrene, og faderen kører dem hjem, standser han ude foran lejligheden og spørger, hvor det så er, Morten bor.

»Han har ikke et øjeblik tænkt sig, at vi skal sove sammen.«

»Hvis man vender sin slægt ryggen, er det iblandt, fordi den har gjort det først: ikke kan rumme én. Men hvem afgør, hvem der udstøder hvem?«

Sådan sammenfatter og spørger Christian Yde Frostholm uden direkte at svare. Bogens billeder udgør hans svar.

Vi er klicheen snublende nær, når bogen lægger ud som en bladren i familiens fotoalbum. Men Frostholm har på dette punkt en pointe parat.

Hen imod slutningen af bogen styrter et privatfly ned i hans ældste søsters hus, imens hun og datteren er ude at cykle, og manden sidder i bil på vej hjem. Piloten bliver dræbt på stedet, og huset brænder ned, før nogen af dem er nået frem.

»Kun vasketøjet hang på snoren, siger min søster, da jeg ringer hende op. Det værste er at have mistet billederne.« De er med andre ord futtet af, hvorfor forfatteren henvises til selv at formulere dem op fra grunden.

Dette gør han med sans for det billedmæssigt kon-krete og med blik for den antydning, der bare siger det hele. Alene de talrige små scener med dyr udgør et forløb i sig selv. Marsvinene følger os undervejs, og på et billede fra en rejse til Norge finder vi denne detalje: »På grunden uden for hytten fodrer jeg egern og leger med to mus, jeg har fanget i en spand. Jeg taler med dem og bilder dem ind, at de selv har valgt at være hos mig. Kun med nød og næppe redder vi deres liv ved til sidst at slippe dem løs.«

Dette er sådan set koncentratet af denne fine, nænsomme, stilfærdige og alligevel tyst sprængfarlige bog om den svære frigørelse fra en familie.

Hvis man læser Selvportræt med dyr, sådan som den formentlig er tænkt, nemlig lyttende og langsomt, kommer man på én gang til at føle sig mere og mindre ensom end før.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu