Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Den hysteriske krops ejakulationer

Der bliver manipuleret stemmer som aldrig før i musikhistorien. Og John Maus, Bon Iver og James Blake gemmer alle deres røster bag elektronisk behandling. Og det synes bare at forstærke deres inderlighed
Udfordringen for en herre som John Maus er så på én og samme tid at bevare sin singularitet og at gå i dialog med den omgivende verden. Og det lykkes på et album, der folder sig ud som et af årets hidtil bedste.

Udfordringen for en herre som John Maus er så på én og samme tid at bevare sin singularitet og at gå i dialog med den omgivende verden. Og det lykkes på et album, der folder sig ud som et af årets hidtil bedste.

Claire Titley

Kultur
7. september 2011

Stemmen er ikke, hvad den har været i moderne rytmisk musik manipuleret og fordrejet som aldrig før i musikhistorien.

Og selvom Jay-Z for to år siden erklærede autotuning for død på tracket »D.O.A.«, så har det vist sig umuligt, selv for så magtfuld en rapper at lægge den populære stemmemanipulerende teknologi i graven.

Ja, faktisk er der kunstnere, der er blevet berømte i kraft af deres digitalt behandlede stemmer, herunder også af den autotunede variant. Her åbnes nemlig op for nye former for følsomhed hinsides den naturalistisk formidlede stemme og dens fysiske begrænsninger. En high-tech-ekspressionisme så at sige.

Et orgie i sådanne stemmebehandlinger syntes i vente, da de to indiedarlings, den pastorale sjælesørger Bon Iver og post-dubstep-crooneren James Blake, annoncerede et duosamarbejde. Og den anelse er blevet bekræftet med deres først udgivne track »Fall Creek Boys Choir«.

Amerikanske Bon Iver er bl.a. blevet anerkendt for sit autotune-nummer »Woods«, hvor han synger flerstemmigt med sit eget manipulerede selv, hvilket Kanye West samplede på sit seneste magnum opus. Og britiske James Blake har vist sig at være en ørn til ved mikrofon, klaver og laptop at skabe mutant-r&b-ballader fulde af bløde punkter og basbrud.

Vokal queerness

På en måde er »Fall Creek Boys Choir« et forudsigeligt resultat af deres samarbejde. Stemmerne svinger sig ud i de emotionelle futuristiske, men stadig emotionelle overhalingsbaner i nærheden af soul og r&b, hvor de to blege drenge færdes så hjemmevant. Blakes klaver tværes ud i elektronikken. Og de to herrer synger kor med sig selv fordrejende både køn, alder, identitet. Vokal queerness. Og så desværre også en smule kedeligt i al sin henførte fromhed og selvrefererende famlen. Vi venter i stedet spændt på flere nye numre.

Og imens kan man konstatere, at der er utrolig langt til Rick Rubins knastørt naturalistiske produktioner af Johnny Cash på American Recordings-serien, der fra 1994 og frem satte nye standarder for et råt autentisk, nært formidlet udtryk. En rock-autentisk drøm om virkelighed. Som ikke nødvendigvis er mere inderlig end en autotunet sang.

»Jeg tror, vi vil se tilbage på autotune som en effekt,« har James Blake sagt til musiksitet Pitchfork. »Nogle gange er det bare den eneste måde, man kan opnå en bestemt lyd på. Jeg kan synge, men jeg kan alligevel godt lide at behandle mine vokaler. Jeg kan ikke forvrænge min stemme uden at bruge en distortion-enhed, men det betyder ikke, at jeg laver noget unaturligt.«

Den amerikanske solist John Maus supplerer også på Pitchfork:

»Dét, jeg forsøger at gøre, er at fremstå som noget andet end verden, som vi kender den. For jeg tror, at det, vi virkelig ønsker os, er at se hinanden og at blive set. Og der satser jeg så på, at den hysteriske krop er den måske mest eksemplariske i sin bekræftelse af dette.«

Krydsfelt mellem genrer

Maus' nye, tredje album, We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves, er en sublim udforskning af teatralsk synthpop i en parallel dimension knuget i vat. Der er noget omgående forførende i de psykedelisk henførte, men også sangbare kompositioner, der holdes i en kassettebåndsulden klang. Som om Pet Shop Boys bliver bedækket af Ariel Pink. Eller som om Joy Division eller Alphaville var blevet dyppet i ekko, dopet af hippier, bulet i solen.

Det er musik som korroderet utopi. En smukt anløben drøm, man omsluttes af. Romantisk, men også hjemsøgt. Og klangligt befinder We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves sig et sted mellem chillwave/ h-pop og hauntology og witch house/drag, i et krydsfelt mellem disse unge genrer, der alle dyrker nedbrydningen af lyd som en ikke kun æstetisk, men en kulturkritisk pointe, som en udfordring af det bestående og af teknologiernes overherredømme og som en udforskning af nye forestillinger, psykoser og utopier i popmusikken.

I de forræderisk charmerende sange gemmer der sig bag skyer af analog forringelse lommer af styrtende melankoli, detaljerede fabuleringer og fluorescerende drøm.

»And the rain came down/Down down down down down

Ja, det skal jeg love for, og det sker i smukke 80'er-romantisk syntetiske skybrud, boblebade og ejakulationer af lyd.

Og så ekkoer og vrider og vånder John Maus' tenor sig fra sære steder inde i sangene, formummet, forstørret, forskruet af teknologi. En hysterisk krop, der åbenbarer sig for os i al sin dramatisk forstærkede betydning. Sturm und drang og hans store bearbejdede, rungende, stovte vokaler (af og til fordoblet op til størrelse munkekor) over enorme emotionelle lærreder og så alligevel på afstand i de uldne produktioner. En slags lo-fi Scott Walker (som faktisk dannede trio med en anden, nyligt afdød John Maus i Walker Brothers). Og det er rørende, dragende, sært og alligevel poppet medgørligt.

Pop som dagligsprog

Hvilket går fint i tråd med denne tidligere kunststuderende musikers tankegods, der i disse dage kredser om hans arbejde med en ph.d. i politisk filosofi. Da han i starten af årtusindet spillede sammen med netop Ariel Pink, begyndte han at interessere sig for popmusik, og han anerkender i dag denne vidtfavnende populærkultur som et dagligsprog, hvorigennem vi alle kan forholde os til verden og til de kræfter, der styrer os. Altså en form for dialog med eller kreativ afvisning af magten.

Udfordringen for en herre som John Maus er så på én og samme tid at bevare sin singularitet og at gå i dialog med den omgivende verden. Og det lykkes på et album, der for denne anmelder stadig folder sig ud. Måske som et af årets bedste.

Over årene har der været masser af stemmebehandlinger fra Les Pauls 27-dobling af sin kones stemme på hittet »How High The Moon« i 1951 over dubbens ekkoficeringer til vocoderens robotklang. I dag er lydteknologi blevet allemandseje, og hi-fi's høje troværdighed er blevet en allestedsnærværende værdinivellering. Derfor er det selvfølgelig også passende, at en række musikere udfordrer stemme og lydkvalitet på nye måder går imod hi-fi-gengivelsens mulighed for max naturalisme. Og allerede her er John Maus altså i diskussion med vores højteknologiske omgivelser, når han tilvælger en lyd, som er vedtaget dårlig, og en vokalbehandling, der teknologisk fjerner stemmen fra kroppen.

Ligesom også Bon Iver og James Blake er det dog ikke i en dyrkelse af gamle analoge klanges forvitring, men derimod med brug af nye højteknologiske skalpellers mulighed for filetering af stemmelæber.

Alle tre inderlige herrer på hver deres niveau.

 

James Blake & Bon Iver: Fall Creek Boys Choir hør den på YouTube

John Maus: We Must Become The Pitiless Censors Of Ourselves (Upset The Rhythm/Download) upsettherhythm.co.uk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Maus. Alternativ anmeldelse:

Et skandaløst destillat af den værste billige 80'er pop.
Så skammeligt kitschet, at det må være en grovkornet spøg!

Og lige i forbifarten, med hensyn til den interne diskussion om anmelderens rolle.

Hvad med at få fingrene ud af ørene!

Nu har et dansk band kaldet Iceage turneret USA i næsten 2 måneder, fra øst til vest og tilbage igen!

Ikke et eneste nyhedsmedie har dækket den begivenhed! Anmelderne har siddet i deres velbehagelige redaktionskontorer og diskuteret internt småkravl!

Man kan hade eller elske Icage. Men at intet medie har interesseret sig for, at dække bare en lille flig af Iceages historie er skandaløst og skammeligt! Så skandaløs og skammelig som John Maus og en "intellektuel" anmeldelse af John Maus. Men det er ikke første gang, at Kejseren har fået så fine og nye storslåede klæder. Kom nu for fanden, John Maus lyder helt ad helvede til, få nu fingrene ud af ørene!

med al respekt
valo

http://www.youtube.com/user/iceagecopenhagen

Man kan da ikke ligefrem sige at Iceage ikke er blevet dækket i medierne. Den nuværende tour er måske ikke, men koncerter og deres plade er da ret godt dækket af de store aviser:

http://politiken.dk/kultur/musik/ECE1326380/anerkendt-magasin-skamroser-...
http://ibyen.dk/fokus/roskildefestival/roskildeanmeldelser/ECE1324487/da...
http://ibyen.dk/fokus/roskildefestival/ECE1315844/efter-stormen-paa-ungd...
http://kpn.dk/popmusik/records/article2307833.ece
http://www.b.dk/koncerter/det-nye-sort-sol
http://www.b.dk/musik/tilbage-til-fremtiden-0

For et teenage punkband er det faktisk en ret god dækning.

Og så er der selvfølgelig pladeanmeldelsen på denne avis:

http://www.information.dk/256612

Annika Tiin Nielsen

Hej Jens Valo

Jeg var netop ved at skrive det samme:

Intet dansk band er blevet mere omtalt i 2010 end IceAge. Vi er faktisk på grænsen til mæthedsgrænsen.
De blev også grundigt og begejstret behandlet på hedengangne Kosmo på P2 af den anmelder, du netop her klandrer for at få fingrene ud af ørene i fht. John Maus. Førnævnte gav også en vedkommende analyse af dem på P1:

http://www.dr.dk/P1/Agenda/Udsendelser/2011/02/07105020.htm

- hvor han nævner dem som et befriende modspil til den type musik, han anmelder her.

Lad nu IceAge få lov at gøre deres spæde erfaringer i USA og lad hypen omkring dem stilne lidt af, inden de udgiver deres anden plade!

godt ord igen, men prøv nu at læse det jeg skriver også det der står imellem linjerne :-)

Jeg kan ikke rigtig se, hvad der står mellem linjerne.