Læsetid: 5 min.

Ironien som sandhed og skjulested

Thomas Bredsdorff om det farlige magtmiddels og lumske digterknebs historie
Thomas Bredsdorff om det farlige magtmiddels og lumske digterknebs historie
12. september 2011

England opslugte Irland. I 1700-tallet var øens befolkning udsultet, og den berømte forfatter af Gullivers rejser fremsatte på skrift et forslag om, hvordan man kunne forhindre, at fattigfolks børn faldt deres forældre til byrde. De kunne sælges som fødevarer til gentlemen, og Jonathan Swift leverede lækre opskrifter på gryderetter. At det var et ironisk ment politisk kampskrift, imperialisme skildret som kannibalisme, fattede de færreste, så forargelsen var stor.

Dette berømte eksempel på ironiens farlige tvetydighed åbner Thomas Bredsdorffs både elegante og vidensmættede nye bog med den passende dobbeltbundede titel Ironiens pris, et værk i hans række af bøger, der ofte har kredset om det skjulte, det uventede, det fordækte i litteraturens univers og det med symptomatiske bogtitler som Ærinde i vildnisset, Magtspil, Den bratte forvandling, De sorte huller, Med andre ord samt Dansk litteratur set fra månen, hvor han fra denne synsvinkel kunne skildre sjælens særlige forekomst i dansk digtning.

Nu er det så lykkedes ham at udrede begrebet ironi og dets labyrintiske historie med indgangspunkter i Sokrates og Kierkegaard og en vej gennem fire forfatterskaber fra litteraturens øverste lag i dette land, skabt af ironikerne Holberg, H.C. Andersen, Herman Bang og Villy Sørensen. Det er en personrække med mange listige forbindelser, så typeagtigt forskellige de alligevel er i deres brug af ironi. Ordets grundbetydning er: at sige noget andet, end det man mener, på en sådan måde at man dog får sagt, hvad man mener.

Dobbelthed

Alt er ligesom dobbelt i denne sag. Ironi er en teknik, en stilfigur, og det er en livsanskuelse. Og undersøgelsens særlige opgave er at vise, hvordan ironi som stil og som standpunkt kan smelte sammen.

De indledende teoretiske og historiske afsnit handler om begrebets forvandlinger og udvikling. En særlig anstødssten i historien og i Bredsdorffs gode, rationalistiske hoved er den forvirring, som de tyske romantikere skabte med deres valg af ordet ironi som poesiens særlige erkendelse af eksistensens paradoksale dobbelthed, egentlig den platoniske dualisme, og desuden vendingen 'romantisk ironi' om de særlige illusionsbrud, hvor værket kommenterer sig selv, kendt hos Tieck og Hoffmann, men såmænd bare et lån fra Laurence Sterne og hans roman Tristram Shandy.

En anden mærkværdighed ved begrebet ironi som livsstil er dets følgeskab med sentimentalitet, som bryder igennem ironiens panser over dækkede følelser. Den eneste af de fire danske, som Bredsdorff ikke har grebet i sentimentalitet, er Holberg, som er morskabens mester. Ligesom Swift blev han som satirisk ironiker misforstået med sit Forsvarsskrift for kvindekønnet, som man længe troede var det bare sjov.

Holberg videreførte den sokratiske ironi i humorens regi, dog med den vigtige forskel, at mens Sokrates forløste tankefostre, så fordrev Holberg misfostre. Den ironiske synsvinkel giver nu en fin og overskuelig inddeling af finessen i hans komedier.

I Andersens tilfælde sker en tydelig ændring fra den romantiske leg med stil og genre, illusionsbrud og selvspejling, som han først brillerede med, til troldsplintens humor mere i pagt med oplysningstidens ironi.

Med Bredsdoffs gode pædagogiske stil gives der snilde indføringer i eventyrenes motivverden og om hvordan en moderne prosa skabes i Den grimme ælling, Snedronningen, Skyggen, hvor begge hovedpersoner er skildret ironisk og ikke i sort og hvid. Her er et væld af gode iagttagelser og tolkninger og en oplagt påvisning af sentimentalitetens udveje.

Synsvinkelskift

Overskriften til Herman Bang-kapitlet er 'den moralske ironi'. Som journalistisk reporter brugte Bang slet ikke ironi, før han blev selv- biografisk og fortalte om triste og groteske trængsler som turnerende forfatter med usle honorarer. Ironien kom først med hans subtile kunstprosa. Men en anderledes ironi som i glansnummeret Gravesens bal fra romanen Stuk. Han siger jo ikke 'noget andet', end han mener. Han udstiller folk, som i deres handlemåde selv demonstrerer den ironiske modsætning mellem udtryk og indhold. Han 'ornamenterer' sproget. »Som fiktionsprosaens ironiker er Bang stukkatør«, siger Bredsdorff med en vanlig sprikvortagtig konklusion og henvisning til romanens titel.

En vigtig stilistisk fornyelse peger han på med gennemgangen af novellen »Irene Holm« om den forkomne balletdanser, som giver bønderbørn danseundervisning. Novellegenren er jo kendt som fortællinger med et karakteristisk omdrejningspunkt. Bredsdorff identificerer det her som et moralsk moment, nemlig da den lattervækkende figur vækker præstefrøkenens medlidenhed:

»Virkningen af det sene synsvinkelskift væk fra den anonyme ironiker over til den empatiske præstefrøken er, at hendes dårlige samvittighed bliver læserens«.

Det mener jeg er en klar overfortolkning, eftersom enhver moden læser straks fra begyndelsen oplever denne emotionelle dobbelthed af varm og kold ironi. En skrantende latter.

Villy Sørensens fiktionsprosa ligger nær allegorien, som truer med at udtørre kunsten efter de første fortællingers højdepunkt af ironi. Her er vi midt i en modernistisk æstetik om den kroniske splittelse i novellerne »Blot en drengestreg« og »Tigrene«. Skulle man ikke have læst dem, så er det nu, guidet af Bredsdorff. Forfatterskabets vej går fra fiktion til ræson, men forbundet er de af ironi, måske ikke den klassiske, snarere en generel humoristisk tone, der i et splitsekund kan markere en anden vinkel end den foreliggende alvorlige, som det hedder.

Modernisme

Bogens sidste afsnit drejer sig om modernismens ironi, hvor begrebet får nye litteraturteoretiske prætentioner i nykritik og dekonstruktion. Poesiens sprog er paradoksets sprog, kan det hedde, og spekulationerne minder Bredsdorff om hans ubehag ved den romantiske ironi og filosofiske snak, der ligger langt fra oplysningstidens kritiske ironi. Den postmoderne forkastelse af den store fortælling og ophøjelsen af ironien som universel er fuld af indre modsigelser.

I 1960'ernes modernisme og 90'ernes postmodernisme blomstrede ironien, mens der ikke var plads til den i 50'ernes koldkrig og 70'ernes marxisme. Er der en sådan pendulbevægelse i ironiens samfundsrolle? spørger Bredsdorff. Efter de stærke meningers tid kommer en ironisk, uforpligtende periode.

Alt i alt en tankevækkende betragtning over det svære fænomen, som endda synes at spille en særlig rolle i dansk mentalitet og går for at være et særpræg for dansk litteratur. Distancerende er al ironi. Og et farligt magtredskab, et pædagogisk trusselsmiddel, som den afmægtige intet værn har imod. Et kryb-i-skjul for lidenskaber eller egen afmagt.

Afsluttende vover Thomas Bredsdorff en tanke om den påfaldende arvefølge mellem de fire omtalte forfattere, hvoraf de tre yngste mænd og måske også den ældste havde en seksualitet der afveg fra flertallet.

»De var fælles om ironien, skønt de praktiserede den forskelligt. Er der en sammenhæng?«

Fif i Villy Sørensens nævnte fortælling om Tigrene kunne ikke udtrykke »den sandhed der sad bag tremmer i hans sjæl«.

Den særdeles velskrevne og krydrede livlige fremstilling af ironiens underjordiske system og overjordiske fryd er som ironien selv listig og lystig. Et litteraturkritisk fif.

 

Thomas Bredsdorff: Ironiens pris. Fire store ironikere og et begreb. 236 s. 279 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Hvilken befrielse at læse om noget andet en folketingsvalget. En god og informativ anmeldelse dertil.

Mon vi så efter 15. september bevæger os ind i en ironisk uforpligtende periode, som Brostrøm citerer Bredsdorff for at skrive om?

"I 1960’ernes modernisme og 90’ernes postmodernisme blomstrede ironien, mens der ikke var plads til den i 50’ernes koldkrig og 70’ernes marxisme. Er der en sådan pendulbevægelse i ironiens samfundsrolle? spørger Bredsdorff. Efter de stærke meningers tid kommer en ironisk, uforpligtende periode."

Eller skal vi være på vagt over for ironiens distancering?

"Alt i alt en tankevækkende betragtning over det svære fænomen, som endda synes at spille en særlig rolle i dansk mentalitet og går for at være et særpræg for dansk litteratur. Distancerende er al ironi. Og et farligt magtredskab, et pædagogisk trusselsmiddel, som den afmægtige intet værn har imod. Et kryb-i-skjul for lidenskaber eller egen afmagt."

Ikke til at vide, men bogen får man bestemt lyst til at læse hurtigst muligt.

om:

ubehaget ved kultur, "kulturens byrde",
the missbehaving of the kulture:

capitalisme kan næppe fortsætte længe nu;
og hvis naturen i stedet sejrer helt, så mister de nu proletariserede, de løntrællegjorte, deres lænker
og de vinder deres frihed;

sejrer kompromisset, mellemløsningen mellem cultur og natur: kommunisme, så mister de
nu proletariserede, de løntrællegjorte, deres lænker, og de vinder deres frihed.

om:

ubehaget ved kultur, “kulturens byrde”,
the missbehaving of the kulture

----
men for visse er der p.t. vist snarere tale om:

culturlivets lethed.

http://da.wikipedia.org/wiki/Det_gener%C3%B8se_menneske

med tesen: umage giver mage,

at fremvisninger af dygtigheder udi kunsterne
( kun ? ) er for at reklamere for gode gener, gode
arveanlæg;

går man ind på formodningerne som dawkins-thor nørretranders ( kun små-scientisme ? ), nævner;

og hvis kilderne til ovenævnte forfattere ( og andre passer ), må man sige:

de tog jo så ikke lige selv de gevinster med.

-------

er svarene så ( hvis dawkins-thor nørretranders formodninger gælder ):

det var og er reklame for (nære) slægtninges gener, arveanlæg ?

fra dawkins og thor nørretranders startantagelser, kommer de efterfølgende med nogle påvisninger på:
at det alligevel kan komme til at blive meget godt og lyst for hver menneske og menneskene og menneskeheden.

men de behøvede næppe de påvisninger, for allerede deres startantagelser var formodentlig meget for fåsidede eller for mørke.

man kunne jo sagtens finde mange nyere, også danske, kunstnere som umiddelbart bestyrker, eller ikke afsvækker, de af thor nørretranders fremførte formodninger om at:
umage giver mage.
( er det så også mindre / mere bevidst kunstnernes motiver ? eller er det mere pengene ? )

der er jo der ofte hørt lissom ( mindst ) tre meninger:

1)
hvis ( de ) mennesker, dyr ,planter ,
som kunne være udødelige,
eller som kunne opnå udødelighed;

at hvis de blev eller var det ( udødelige ):
udenombiologisk;

så er biologisk kønsliv jo ikke nødvendigt for dem.
( og formodentlig ville naturen så næppe opretholde eller frembringe det )

––––––––-

2)
kønslivet kan være menneskenes ( menneskenes måske eneste mulige ? ) måde til(nærmelsesvis): udødelighed.

––––––-

3)
marxister taler jo om at det nok er det med økonomi, og det at opnå ligeligere fordelinger udi økonomien; som er vigtigere
end biologi.