Læsetid: 3 min.

Med klassikerne i kufferten

Tori Amos benytter med succes forlæg fra klassiske komponister - Bach, Debussy, Chopin, Alkan, Satie m.fl. - på sit seneste, vildt ambitiøse, men også vellykkede konceptalbum
28. september 2011

Der findes en mandsorienteret rockkanon, hvor Bob Dylan sidder på kejsertronen og betragter sine undersåtter med et uudgrundeligt blik. Men forestiller vi os et øjeblik, at rockkritikerkaldet havde haft samme tiltrækning på det smukke køn, ville kejserinden ved hans side uden tvivl have heddet Joni Mitchell, idet måden, hvorpå hun på få år bevægede sig fra et traditionelt akustisk udgangspunkt til noget fuldstændig unikt elektrisk/eklektisk, er uden sidestykke i rockens historie.

Når talen falder på, hvorvidt der findes en specifik feminin måde at udnytte rockmediet på, peger jeg altid på denne Mitchell, hvis despekt for gængse arbejdsgange, sangstrukturer, arrangementer og artig tekstskrivning har frembragt et af de sidste 50 års mest originale sangkataloger.

Mitchells indflydelse har været mere snigende end Dylans, men det er min påstand, at selv kvindelige sangskrivere, der aldrig har dyrket Mitchell, er påvirket af hende, om end kun indirekte. Og flere har taget den på en gang kontrære, ansøgende, dybt personlige og kunstnerisk så givende arv direkte op, få dog så konsekvent som den 48-årige Tori Amos.

'Hov, hov,' indvender De nu, 'de to kvinder lyder da ikke ens'.

Nej, det er rigtigt, vi taler ikke kopimusik. For det første er Mitchells hovedinstrument guitaren (som hun behersker med udsøgt originalitet), hvor Amos er og bliver klaverbokser af Guds nåde, hendes elskede Bösendorfer får nogen på ørerne, når bølgerne går højt.

Men hvor de to ligner hinanden er i den totale satsning på egensindighed, på originalitet og evnen til at frembringe et særegent kvindeligt univers (der som bekendt er et mangehovedet uhyre med mange forskellige udtryk; hvori de består, er der ikke plads til at drøfte her, selv om det er en spændende diskurs).

En anden magisk kvindelig auteur, den enestående Kate Bush, har ydermere inspireret såvel Amos' sangstil som hang til det store orkestrale udtræk og fascination af både arketyper og det mytiske. Ikke for folk med sarte maver.

Elegance og raffinement

Og alle tre kvinder lagde såmænd ud med at have både pophits samt opnå idolstatus, indtil en kompromisløs satsen på egenart reducerede fanskaren til en hård, men også totalt loyal kerne, som er villig til at følge deres heltinder gennem tykt og tyndt.

I Amos' tilfælde fandt transformationen tidligt sted: Efter to kommercielt succesfulde udgivelser i første halvdel af 90'erne gjorde hun det klart med sit første konceptuelle værk, Boys For Pele (1996), at hun ikke var for fastholdere. Vildt ambitiøst og fuldt af idiosynkrasier, eksperimenterende, impressionistisk og forvirrende delte det vandene, hvad de faktisk har været siden. Et Armand van Helden-remix derfra af nummeret »Professional Widow« blev et hit (nr. 1 i England), men det var så også sidste gang, hun i nævneværdig grad genererede hitlisterne.

Og på sit 12. studiealbum, Night of Hunters, fortsætter Amos med at gå sin egen viltre vej. Denne gang dog med den forskel, at de 14 sange er en delvist bunden opgave, idet pladeselskabet Deutsche Grammophon opfordrede Amos til at basere melodimaterialet på de sidste 400 års partiturmusik.

Sangene her benytter derfor materiale af komponisterne Chopin, Bach, Debussy, Granados, Alkan, Satie, Schubert, Mendelssohn, Schumann, Mussorgskij og lidt gregoriansk kirkesang som forlæg. Ikke for det — kompositionerne ligger med deres forrevne og desorienterende karakter i naturlig forlængelse af Tori Amos' øvrige sangskrivning. John Philip Shenale har skrevet flotte arrangementer for strygere og blæsere og så synger Tori Amos datter, Annabelle, med på fire sange, hvilket fungerer fortrinligt.

Helstøbt

Konceptet er i denne ombæring et parforhold i krise, hvor vi følger den kvindelige protagonist gennem diverse indre slag, vist nok i løbet af en enkelt nat. Tror jeg. Om det fremmer forståelsen, lader vi stå hen i det uvisse, denne signatur har uden problemer glædet sig over enkeltkompositionernes elegance og raffinement uden at spekulere synderligt over rammehistorien.

Thi med dette udgangspunkt har Tori Amos skabt sit mest helstøbte, fascinerende, passionerede, ambitiøse og vellykkede album siden 2002's Scarlet's Walk. Altså endnu en kunstnerisk sejr på helt egne betingelser.

 

Tori Amos: Night of Hunters (Deutsche Grammophon/Universal) Er udkommet

Tori Amos opfører 'Night of Hunters' på Det Kongelige Teaters gamle scene fredag den 21. oktober og lørdag den 22. oktober.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu