Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Knibtangs-manøvre om mainstream

To unikke danske stemmer og to topsolide plader disker op med popmusik af høj karat, dundrende skæbnesvanger klangbund, evige somre og blinkende disco-lamper. Der er godt nyt fra Mikael Simpson og I Got You On Tape
To unikke danske stemmer og to topsolide plader disker op med popmusik af høj karat, dundrende skæbnesvanger klangbund, evige somre og blinkende disco-lamper. Der er godt nyt fra Mikael Simpson og I Got You On Tape
Kultur
5. september 2011

Han er trådt ud af cumulus-skyerne af bas og har forladt sølvstormen af finkornet synth. Han gemmer sig ikke længere i uskarp et sted inde i softwarens digitale pels og hjemmestudiets trygge livmoder. Han er trådt ud i et mere naturalistisk klingende bandformat. Og det kunne være åh så kedsommeligt og bagstræberisk.

Men danske Mikael Simpsons retur til en mere klart defineret rocklyd sker med et stærkt vred sange og med en melodisk og sikkert ciseleret brug af bandformatet her på hans femte album, Noget laant, noget blaat. Der samtidig fortsætter udforskningen af kluddermiklen i os alle og af de lyse regioner i Simpsons tenor stadig et studie i maskulin emotionel ekspansion.

Samtidig på et andet label, på en anden skive: Den danske kvartet I Got You On Tape fortsætter deres stadig mere sikre leg med poppen, endda ganske discoficeret her på deres fjerde album, Church of The Real. Men den skæbnesvangre klangbund står stadig og dundrer under deres sange, ja, synes at patinere den stovte forsanger og sangskriver Jacob Bellens' stemme som en særlig ædel form for rust.

At disse to plader finder vej til offentligheden på samme udgivelsesdag i dag ligner et velkoordineret angreb på middelmådighed, greatest hits, X Factorog playlisteudvalg. Fra hver deres side kunne det se ud, som om Mikael Simpson og I Got You On Tape vil stoppe mening og karakter i play- og hitlister, streamingtjenester, sociale netværk, blogs, iTunes og danske medier.

Ja, det lyder nærmest som en kærlig krigserklæring eller en poetisk trussel, når Church of The Realåbner med de post-apokalyptiske ord: »Sometimes in the future/ Shortly after the storm/ I'll be crossing the border/ If you want to come along/ Birds will flock in the valley/ To see where the horses have gone/ You and I will be married/ And the choir will sing a song.«

Eller lyt til det fremragende titelnummer, der rammer noget fælles i os alle i hvert fald noget kollektivt rytmisk. Eller dyrk de frække bas- og trommegrooves på »Truth and Solitude«, »Run From The Rain«, »Bird On The Wire« og »Stereo«, der sender os durk i 70'ernes håndvarmede disco. Men med moderne forsiringer. Og med Bellens lejlighedsvis oppe i et højere toneleje, langt fra Bee Gees' falsetter, men rækkende drilsk ud efter dem.

Og det kantede og netop det drilske hos I Got You On Tape, der gør, at det stadig er bemærkelsesværdigt, at de vandt P3 Prisen og har gehør i en bredere offentlighed, manifesterer sig hele tiden. Ikke mindst i teksterne, der synes at dirre både under og efter depressionen eller omkring bibelske, måske sågar øko-katastrofiske billeder dommedag, Jerikos faldende mure, syndfloden, efterlivet, engle. Som så modsvares af: Disco. Jeg ender for eksempel med at rykke med hofterne, mens ordene »Everybody will run from the rain«runger fra hovedtelefonerne.

Apokalypse-poppen nyder godt af en kontrolleret form for for-meget-hed. Den får på alle tangenter uden at blive liret. Desværre også lidt for underliret i den transparente produktion, hvor rumfornemmelsen stort set er fraværende, og ideerne holdes i skak. Ja, lydbilledet har det faktisk med at være for banalt pænt i al sin høflige hi-fi.

Men de mørke tekster og Bellens' af og til elegiske eller forkyndende sangstil spiller til gengæld frækt op mod disco a la Tommy Seebach, synth-drøn a la The Neptunes, herrekor, gigantiske klavertoner og intet mindre end et koklokke-klimaks.

Church of The Realer bemærkelsesværdig, sofistikeret pop. Masser af tyngde, et væld af understrømme, et overskud af forsiringer og et solidt vred blinkende disco-lamper.

Old school dansktop

Og lyt så til Mikael Simpsons Noget laant, noget blaat, der flere steder synes at opdatere dansktoppen af den gamle skole altså med klassikere som den internationale Grand Prix-vinder »Dansevise« og »Så længe jeg lever«.

Det sker med Simpson-sange som »Morgenlys« med sin rykkende 60'er-rytmik og ikke mindst »Lad det staa«, der med sine elegisk sødmefulde højder lyder som en ny generations fortolkning af Lars H.U.G.'s coverversioner på Kopy. Og det er dæleme en kompliment.

»Lad det staa« bliver så også en klagesang, en længsel efter endeløse sommernætter, en fornemmelse af at følelserne er en varm væske, vi bevæger os igennem. En opløsning af ego.

»En lækkerbidsken for en psykolog/ Jeg ved det godt/ Men jeg går tit en tur/ Og tænker mig tom/ For alt det, der drejer sig om mig.«

Kan man undslippe mig'et, spørger du måske, kære læser? Ja, i hvert fald i de lidt mere end tre minutter, hvor man fyldes af noget andet. Og det er jo dér, poppen bliver stor. Når vi føler os helt ekstraordinært exceptionelle og samtidig en del af noget større. Singulære individer i flertal.

Simpsons bevægelse mod en mere traditionel popsang er så også hans helt egen. Ad hans anelsesfulde omveje ankommer vi til nye anelser, der flere steder synes at spejle »Dansevises« grundstemning og ord: »Hvad med os to? Ja, hvad med os to, dig og mig?«

Fornemmelsen af, at noget glider en af hænde, driver gennem teksterne. Der er flere jeg'er, der undrer sig over forsvundne du'ers skæbne. Og der er en ung rebel, der blev »slagtet som ung« og nakkes under »blå blink og bly«.

Noget laant, noget blaat former sig som en sangsuite holdt i melankolsk blå farve, men også i et sanseligt blåt tusmørke. Det er melankoli som en hjemlig, varm følelse, så svanger med nærvær at det kilder helt ned i genitalierne. Og bag det hele står altet og skælver i digitale penselstrøg. De elektroniske virkemidler, som tidligere regerede kongeriget, bevæger sig nu i kulisserne, rumsterer inde bag bagtæppet.

Og lad os så krydse fingre for, at manøvren lykkes. At vi for en stund får dobbeltbundet disco fra I Got You On Tape og sansepop og eftertænksomhedsballader fra Mikael Simpson helt oppe i de ellers så uopmærksomme øverste lag af mediehysteriet. Det ville klæde nationen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her