Læsetid: 2 min.

Kraftløst

Glæden ved det smukke klaverspil i Henning Mor-tensens nye thriller kan ikke opveje anmelderens indtryk af tomgang
30. september 2011

Midt i tidens mainstream af krimi, eller snarere i et selvstændigt åleje lige ved siden af, har Henning Mortensen opfundet en kilde til underholdning, en form, der efter alt at dømme passer til hans talent og gemyt — den lyrisk slentrende spændingsroman, eller 'tommelfinger-thrilleren'. Plottet fylder ikke alverden, kan for den sags skyld med lethed stå skabelonisk spinkelt, altafgørende er derimod, om stemningen, atmosfæren, opstår.

Det gjorde den i Det blanke vand. Roman om kærlighed og magt (2009) om den stressramte statsministerielle mestermanipulator Victor Seemann, hans engleagtige hustru Julia, deres gartner Henry med den gustne fortid, og deres hånd- og mundfaste husholderske Lillian med den beslutsomme drøm om at stige socialt.

Hvorvidt atmosfæren nu tillige indfinder sig i fortsættelsen Slottet ved det liguriske hav, kan unægtelig diskuteres. Geografisk er vi til dels tilbage i overklassevillaen ved Furesøen, hvor en katastrofisk brand i første runde spolerede Seemanns nysselige embedsmandsansigt. Nu befinder han sig det meste af tiden i fritidshuset i Gilleleje. Går i bad. Går ture. Tager sine piller. Piller sin næse. Spiller klaver. Snakker med sig selv. Skriver lidt i sin dagbog.

Hvor Henning Mortensen i Det blanke vand opererede med en nøgternt overbærende, flerfokalt bevægelig tredjepersonsfortæller, har han med Slottet slået sig ned permanent i Victor Seemanns bekenderbevidsthed. Det indebærer en jegfortæller med hang til små dvælende ekskurser og lange, af og til ekstreme, digressioner.

Ringen sluttes

Jeg kedede mig — og fik det indimellem omtrent som den narkoleptiske hustru, der, som diagnosen angiver, falder i søvn på de mest ubelejlige tidspunkter.

Og ret beset er bogen heller ikke så meget andet end flotte, nonchalante klaver-øvelser, spillet suverænt, men gennemgående netop så dorsk, at musikken trods sporadiske spændingsmomenter havner i selvfed tomgang.

»Jeg er for en gangs skyld centrum i verden. Og sådan vil jeg gerne have, at det skal fortsætte længe endnu,« erklærer jegfortælleren, åbenbart helt på forfatterens vegne.

Som så mange fortsættelser er også Slottet ved det liguriske hav tynget af sin fortid. Der skal trækkes tråde og bindes ender, hvilket finder sted med beundringsværdig omhu og resulterer i, at handlingens cirkel kan sluttes på titlens fashionable hotelslot ved det liguriske hav, endda på nøjagtigt det samme sidetal som sidst.

Men fremgangsmåden skurrer imod tekstens høje påstand om sig selv — at den fortælles på et raseri, ja, på en »kogende galskab, der med ét rejser sig mod himlen som en gejser.«

Efter at Islands berømte Geysir havde mistet sin kraft, blev det en yndet forlystelse at hælde sæbe i hullet for turisternes skyld. Tricket fungerede undertiden. Henning Mortensen råder i sin sprøde, lyriske prosa over en udmærket sæbe.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu