Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kvindekamp ført med skalpel

Pedro Almodóvars noget ujævne hævnmelodramakomedie 'Huden jeg bor i' er et bizart profeministisk statement samt en kinky hilsen til instruktørens egen filmfortid
Pedro Almodóvars noget ujævne hævnmelodramakomedie 'Huden jeg bor i' er et bizart profeministisk statement samt en kinky hilsen til instruktørens egen filmfortid
Kultur
29. september 2011

Uden forhåbentlig at afsløre for meget — thi der er et twist involveret, tro mig — kan man sige, at Pedro Almodóvar i sin nye film tager tyren ved dens falliske horn, dvs. spansk machomentalitet under kærlig behandling. I den for længst gråhårede vildbasses univers latterliggør man ikke en lesbisk eller stikker et i forvejen traumatiseret kvindemenneske en flad uden at det får vidtrækkende konsekvenser!

Køn og selvbillede er nogle af de størrelser, den pivåbent homoseksuelle instruktør i sin spillefilm nummer 18, Huden jeg bor i, giver sig i kast med uden dog at komme, nå ja, under huden på dem i helt det omfang, man kunne have håbet på.

Antonio Banderas spiller en midaldrende brandsårsspecialist og plastikkirurg (selv om 'bioskulptør' kunne være en mindst lige så dækkende stillingsbetegnelse) ved navn Robert.

For år tilbage mistede Robert sin kone på tragisk-ironisk vis, og dette tab har en eller anden forbindelse til Vera (Elena Anaya), den svimlende smukke unge kvinde, han nu holder fanget i sin opulente villa med indbygget operationsstue. Og dette rum er Vera ikke er ubekendt med.

Genbrug

På vej mod afsløringen af deres forholds sande natur blander Almodóvar sine ingredienser med vanlig postmodernistisk respekt- og frygtløshed: Robert-figuren er tydeligvis i slægt med B-filmfavoritten Den Gale og/eller Forurettede Videnskabsmand, og dertil kommer efterhånden klassiske Almódovar-træk som kulørte forbrydere og ditto forbrydelser samt sæbeopera-konventioner, navnlig i form af far-fetchedfamilierelationer. Og visse Hitchcockske undertoner på både billed- og lydside.

Hvad såvel plot som casting angår, har Huden jeg bor idesuden en ikke tveægget tvilling i Almodóvars frydefuldt sjofle gidselfarce Bind mig, elsk mig!fra 1990: Banderas sås også her i den mandlige hovedrolle, og de to sexede kvinder, der holdes fanget i de to film, har en vis fysisk lighed.

Som talrige tidligere film fra instruktørens hånd, illustrerer Huden jeg bor i, at det Almodóvarske univers er kulørt i mere end en forstand: En vigtig birolle spilles af Roberts bolig, hvor farvestrålende designermøbler og anden luksus elegant får os til at føle, hvordan den permanent usmilende ejers formentlig ubodelige ensomhed runger i de store, sterile rum.

Genistreger

Billedmageren Almodóvars vid og hittepåsomhed når et klimaks, når en række for filmens tema essentielle genstande filmes, så de fremstår som fængselstremmer. Et greb, der især leder tanken hen mod film noir, men som samtidig får ethvert anstrøg af visuel kliché til at fordufte, fordi det her sættes i en ny og overrumplende sammenhæng.

Skønt det tangerer det tarvelige at bringe noget så tørt som sobre betragtninger i spil, når man har med så usober en filmskaber at gøre, er der mange facetter af Huden jeg bor i, som fremstår lige lovlig velkendte. Eksempelvis er der ikke meget chokeffekt tilbage i Almodóvars groteskhumoristiske voldtægtsscener.

Hud-metaforen er smurt tyndere ud end titlen giver grund til at antage, og filmens rige tematik bliver desværre ikke helt forløst. Man sidder tilbage med det indtryk, at instruktøren har forsøgt at genopleve sin vilde ungdom uden at forsømme den mere seriøse side, han har dyrket siden midten af 1990'erne sådan cirka.

Det er den, der får det sidste ord. Filmens igennem denne anmeldelse møjsommeligt hemmelighedsholdte skæve vinkel på kønskamp m.m. bringes via en enkelt replik til detonation i en slutscene, der byder på endnu et af de heftige skift i toneleje, Almodóvar er så god til næsten at slippe af sted med.

Ikke mindst den megen genbrug tyder på, at spansk films 62-årige skarnsunge har toppet kreativt. Men der er ingen, der siger, at hans karrieremæssige efterår bliver en grå forestilling. Huden jeg bor ier langtfra helstøbt, men endnu længere fra at være kedelig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her