Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Et longtimes holdbart værk

Det er efter mørkets frembrud i Langestrand og omegn, hvor Malk De Koijn lyder mere som rigtige mænd end De Rigtige McCoys. Opus nummer tre fra »verdens bedste gruppe« er muligvis endnu et mesterværk. Trioen holder i hvert fald den opportune rimoriginalitet i hævd og bevæger sig sågar ud i virkeligheden
Det er efter mørkets frembrud i Langestrand og omegn, hvor Malk De Koijn lyder mere som rigtige mænd end De Rigtige McCoys. Opus nummer tre fra »verdens bedste gruppe« er muligvis endnu et mesterværk. Trioen holder i hvert fald den opportune rimoriginalitet i hævd og bevæger sig sågar ud i virkeligheden
Kultur
17. september 2011

I sommeren 2002 lammede et læserbrev for en stund det sammenspiste danske hiphopmiljø. I gratismagasinet Nat & Dag angreb en lytter Malk De Koijns medlemmer for at være racister. Den kæmpemæssige dræbersnegl, der bar blingblingende guldkæde med eget navn, fra coveret på trioens andet album, Sneglzilla, var angiveligt en metafor for slimede indvandrere. Påstanden blev underbygget af tekstcitater fra pladen. F.eks. »Du tænker wollah billah, men det' Sneglzilla«. Det var umiddelbart troværdigt argumenteret, men ikke desto mindre skrupforkert. Ud over at der ikke er et milligram xenofobi gemt i de tre bananer, du ikke kan nå, havde Malk De Koijn på de to første plader opereret i et parallelunivers kaldet Langestrand, hvor der godt nok fandtes betlere, gademusikanter og sigøjnere, men gruppen blandede ikke kunst og politik. Ikke på vilkår. Det har siden vist sig, at læserbrevet var udslaget af et væddemål mellem et par inkarnerede fans, der regnede med, at Malk De Koijn fik mulighed for at svare for sig. Sådan gik det ikke.

Nat & Dag gik ned, og den groteske mistænkeliggørelse gik ikke i glemmebogen, men fik lov at at blæse i vinden, til blæsten endelig lagde sig. Nu leverer Malk De Koijn det mest efterlyste comeback i nyere dansk musikhistorie, og man kan sige, at medlemmerne med ni års forsinkelse giver svar på tiltale. Også selv om det så langt fra er deres egentlige ærinde.

Oh, disse minder

Toback to the Fromtime adskiller sig markant fra forgængerne Smashhit In Aberdeen (1998) og Sneglzilla (2002). Den er vellykket, men også voksen, tilbageskuende, samfundskommenterende og mørk. Så mørk, man nu kan være, når man i eget grovopportune rimunivers beskriver sig selv som en treenighed af »heldige, frikadeldige« drengerøve, der er holdbare som tyggegummi af mærkerne Yankee og Shake. Vi er med andre ord tilbage i 1980'erne og start-1990'erne, som i den grad præger det nostalgibelagte album. Der er ikke blot adskillige varmt vibrerende oldschool-hiphopproduktioner. »En gang« søber ligefrem i de svundne tider og slutter med hilsen til fortidens graffitiskriverier på Sjælør Station, og »Weekend Kriger« imiterer MC Einars 1988-flow i en gennemført og overbevisende og kærlig pastiche på datidens noget mere simple rimstrukturer.

Gengældelse hævner sig

Mens vi på Sneglzilla stiftede bekendtskab med et væld af personager såsom Smoer 40 og Lil Asger fra børnegruppen De Rigtige McCoys og digteren Henrik Nordmann, er persongalleriet mindre farverigt denne gang. Man fornemmer, som på verdens bedste danske hiphopnummer, »Kosmisk Kaos«, borgerne bag rapper-aliasserne Tue Track, Geolo G og Blæs Bukki. Kongeeksemplet er »Klap Din Hotdog«. Den tungtskårne og frustreret, aggressivt marcherende skæring åbner med et besøg i pølseboden, hvor Geolo G har fået sit ketchupslang galt i halsen og tilbyder »en indianer i Renault med et brød ned ad nakken/med en blodklat i lakken. Ude omkring Bakken/tænder de tobakken med en lighter bag jakken«.

Vi forstår hurtigt, at der under de kulinariske vildfarelser gemmer sig et dødsens farligt tema. Om rockere og bander og en tomt på Jagtvej 69, hvor respektløse størrelser »danser på Ungerens grav«, da Tue Track fortæller, at han »kender én ude fra Sydbyen, der gerne vil snakke med dig« og tager »dine kære ud at køre i glatføre«. Herfra overtager Blæs B med en mørkt mantra og en ond cirkel: »Hund bider mand med en syl i mund/Mand sparker hund ind på en nabogrund/Nabo kommer ud, skyder sig omkring, hund vil ha' hævn, så nu løber de i ring«.

Gengældelse hævner sig, hvis nogen skulle være i tvivl, og det er uhørt umisforståelige udmeldinger fra Malk De Koijn på en dystopisk langemand langt fra Langestrand og det legesyge univers, som prægede det meste af gruppens to første mesterværker. De tre bananer, du ikke kan nå, har skrællet det meste af morskaben væk og gjalder af livets barske realiteter, af faderskab, af tab. Om Toback to the Fromtime er tredje genistreg i træk er for tidligt at spå om. Sprogoriginaliteten og mylderet af intertekstuelle referencer til egen og helt egen verden er i hvert fald intakte. Umiddelbart kan Tues og Blæs' produktioner synes det mindre skelsættende denne gang, men herligheden vokser på én (ja, det sagde hun også i går), og albumlukkeren »Braget« er noget af det mest medrivende hørt til dags dato i dansk hiphop. Tuba er i dén grad kommet for blive. Og når en genopstanden Geolo G i generel storform spytter linjer som: »Skal have en af mine unger med i X Factor, så pyt med/At hr. og fru Jensen kan lyt' med/når vores børn lyder, som om de ik' har nog't at flyt' med«, så tror man på det. Malk De Koijns tredje opus er kommet for at blive. Langt ud i the fromtime.

Malk De Koijn: Toback to the Fromtime (Langestrand Fladhjul/Target). Udkommer mandag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I mine øjne er dette måske den vigtigste udgivelse i dansk musik siden.., ja, siden "Smash hit i Aberdeen".

Jeg får næsten tårer i øjnene når jeg lytter til denne plade. Det er så subtilt det de kan - og altid har kunnet. Absurd morsomt, men dybt alvorligt - eller er det omvendt? Og utallige referencer til gyldne epoker og navne i hip hoppens snart lange liv. Dette er langt over niveau - og præcis hvad jeg håbede bananerne kunne præstere. Tak, Malk.