Et pensionat i Firenze, beboet af britiske turister, nyankomne og stedkendte, er åbningsscene og leverandør af hovedpersoner i E.M. Forsters roman fra 1908, Værelse med udsigt. Det er atter en klassiker i skildringen af unge kvinder af den bornerte bedre middelklasse i chok-oplevelser ved mødet med erotikken i de varme lande. Den følger forlagets genudgivelse af De gode græd (1905) ligeledes fra Italien og Vejen til Indien (1924), alle i gedigen dansk nyoversættelse ved Viggo Hjørnager Pedersen.
Fortælleren
Forster selv bevæger sig smidigt og nærmest nydende mellem personerne og i en åbenlys kontakt med læserne om den fælles interesse i historien med ironisk overbærende bemærkninger og indfølende analyser af den komplet manglende eller godt skjulte dybde bag victorianismens sociale konventioner.
Den meget bevidste fortællerholdning markeres allerede i kapiteloverskrifterne, der på gammelkendt vis er små resumeer af det kommende. Og om hovedpersonen, miss Lucy Honey-church, der vakler mellem to bejlere, hedder det: »Hun elskede Cecil. George gjorde hende nervøs; vil læseren venligst forklare for hende, at sætningerne burde have været byttet om?«
Det er hun imidlertid længe om at begribe efter mødet i pensionatet med denne George Emerson, der med sin far er installeret i værelser med udsigt mod Arnofloden og tilbyder at afstå dem til Lucy og hendes ældre kusine Charlotte, som er med på rejsen som anstandsdame.
Selv om de først må opfatte det som et nærmest uanstændigt brud på god tone, fristes de og tager udsigten i besiddelse. Og læseren aner, at det må blive romanens hovedtema: et vindue ud mod verden, livsfloden, varmen, men på passende afstand. Og vi underholdes faktisk hele vejen igennem med sådan konkret symbolik, vinduer i mange sammenhænge, lejligheder, huse, deres indretning og hele tingsinventar.
I kapitel 15 om »den indre katastrofe« lyder det: »Solen steg højere på sin bane styret ikke af Faeton, men af Apollon, kompetent, uden svinkeærinder. Dens stråler faldt på damerne, hver gang de gik hen imod soveværelsesvinduerne«, og på sin videre bane fuldender den »kataloget over mindeværdige ting«.
Andre steder påkaldes Pan og Persefone som udtryk for den gækkende lyst og dødens verden. Og således udvides tingsverdenen med klassisk mytologiske perspektiver, der almengør sindets bevægelser, mens i andre sammenhænge udviklingen symboliseres som en historisk proces ud af 'middelalderen'.
Lucy finder hverdagslivet temmelig kaotisk, men kommer ind i en mere solid verden, når hun åbner klaverlåget. Hun er musikalsk, ikke åbenlyst lidenskabelig, som dem der spiller tragisk en sommeraften for åbne vinduer. Hun derimod »elsker at spille til sejren«, når det gælder Beethoven, og hun overrasker publikum med hans svære »opus 111«. Ellers lever hun på sloganer og kalder forstyrrelser for 'nerver' uden nærmere efterforskning. Nu skal hun imidlertid rystes i Firenze, idet hun oplever voldsomme begivenheder ved floden, et drab, og trøstes af denne George, der yderligere under en selskabelig udflugt i bjergene overrasker hende med et kys, da hun er ved at glide ad en violbevokset skrænt. Et uforstået syndefald.
Det er vildt charmerende skrevet i en herlig impressionistisk skildring af køreturens fortrædeligheder og glæder blandt de snobbede, demonstrativt belæste og snerpede pensionatsturister under et dække af lidenskaber og drifter i modspil til de zünftige italienske kuske. Charlotte har færten af Lucys falden for George og sørger for brat afrejse til Rom.
Erotisk trekant
Romanens 2. del foregår i Storbritannien, et beskedent sted i Surrey, hos Lucys mor og yngre bror og i stadigt selskab med overklassesnobben Cecil, som er hendes forlovede. Han inviterer uforvarende sin bekendt George Emerson til familien, og spillet mellem de to i trekanten går i gang med deres helt forskellige oplevelser af Italiens charme.
Lidt paradoksalt er det, at Cecil er langt grundigere karakteriseret med al sin sippethed end George, som egentlig blot er en enstrenget type, men mere fri af dressur og en sand elsker. Selskabeligheden går med tennis, badning, udflugter, samtaler, musik, hvor forskellighederne uddybes, mens alt stadig foregår fordækt, stort set også for dem selv, som konventionerne dikterer, indtil det atter lykkes George at stjæle et kys. Charlotte tilkaldes og intrigerer for at hindre Lucy i at knytte sig til ham. Men også hun er egentlig delt mellem fordomme og dunkel drift, som modarbejder hendes vilje. Hun kunne stadig »afsløre dybder af mærkværdighed, skønt måske ikke af mening«, som en samtalepartner tænker.
Lucy opsiger forlovelsen med Cecil, men kan af passende grunde ikke motivere det med, at der er en anden, og er derfor rede til at slutte sig til et par ældre frøkeners triste afsavnsrejse til Grækenlands seværdigheder. Den trofaste læser, som efter mit skøn let lader sig indfange i disse fortidsspøgelsers intrikate og delikate 'som om'-verden og trakasserier med indre og ydre, øvre og nedre dele af sindet og spil mellem lyst og pligt, vil spændt læse bogen til ende og finde ud af, hvilken udsigt den skal slutte med, om vinduet skal åbnes eller holdes lukket for livet og lysten. Hvad fortælleren mener, er ikke stukket under stolen.
