Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Magtmenneske på skideren

Norsk actionkrimi har styr på stilen, men logiske brister i plottet
Kultur
22. september 2011

Stilen er ren, både når det gælder genre og look. Headhunterne er tidstypisk actionkrimi til fingerspidserne. Den er produceret af folkene bag Millenium-trilogien og er både i familie med skandinaviske produktioner som Stieg Larsson-filmatiseringerne og de amerikanske tv-serier, der under forskellige titler serverer samme type komp(l)ot på de kommercielle, danske tv-kanaler. Headhunterne100 procent loyal over for sin genre; her er ingen risiko for, at publikums genreforventninger bliver forstyrret af eksperimenter eller nytænkning.

Og pakken, som filmskaberne leverer, ser godt ud. Laber scenografi, eksklusivt miljø, lækker fotografering, rap klipning, smukke skuespillere, fed lydside. Den får for fuld skrue. I filmens begyndelse og slutning akkompagneres det stylede look af en veloplagt voiceover fuld af kynisme. Her bliver magtmenneskets selvfedme, selviscenesættelse og dobbeltmoral udstillet med præcis og morsom ironi; disse sekvenser fungerer rigtig godt og er filmens bedste.

Headhunterne, der er baseret på en roman af Jo Nesbø, lægger lovende ud, tempofyldt og underholdende. Vi møder filmens hovedperson, Roger, som bag den cool facade har et selvværd, der er omvendt proportionalt med størrelsen af hans palæ og bil. Han er headhunter og kunsttyv. For han er gift med skønne Diana, som det kræver mere end en sølle headhunterløn at holde på. Men det går lidt sløvt med kunsttyverierne, og bag den polerede overflade nærmer Roger sig fallitten, da den hemmelighedsfulde Clas Greve dukker op. Han viser sig både at matche et lederjob, som Roger søger kandidater til og at eje et maleri i millionklassen. Men det, der ligner et rutinejob i kunsttyvbranchen, udvikler sig til den største udfordring, Roger i sit liv har mødt. For Clas har ikke alene en hel del skjulte dagsordner, han har også en fortid som elitesoldat.

Mister troværdighed

Da handlingen når til tyveriet af Clas' maleri, begynder det at gå skævt: Filmens mister troværdighed. Det virker f.eks. helt urealistisk, at Roger midt i tyveriet får spontan trang til at ringe og tale med sin kone om at få børn. Men det er nødvendigt for efterfølgende at få plottet til at hænge sammen. Og jo mere kompliceret plottet bliver, jo flere ulogiske detaljer og urealistiske situationer indtræder der for at få enderne i handlingen til at mødes. Tillige kommer nogle utroværdige følelsesudbrud, hvor skuespillerne øjensynlig er blevet svigtet under personinstruktionen.

Aksel Hennie, som bl.a. har spillet hovedrollen i Max Manus, er ellers herligt usympatisk og overbevisende på skideren som antihelten Roger, mens Nikolaj Coster-Waldau tegner et forholdsvis lavmælt portræt af en psykopatisk skurk. Julie Ølgaard får derimod ikke meget albuerum til at forme sin birolle som Rogers elskerinde.

Ligesom der er turbo på filmens look og effekter, så får den også for fuld skrue, når det gælder blod, splat og nærbilleder af smadrede ansigter og lemmer. Jeg er helt med på, at filmen her igen er fuldkommen loyal over for sin genre, der ynder at dyrke den side af mennesket, der f.eks. også kommer til udtryk som i en glo-kø på motorvejen, når der er sket en ulykke. Men grim er og bliver den side af os, og jeg finder det mest alt deprimerende, når det småperverst sensationssnaskende dyrkes i primetime.

Klinger hult

Det er muligt, at Morten Tyldum har nyklassikeren Fargo som forbillede, når han lader sin hovedperson indsmurt i lort køre rundt i natten med en død kamphund spiddet foran på en traktor. Men hvor Coen-brødrene evner at skabe sort komik og en dybt foruroligende stemning i mødet mellem det stærkt underspillede og det absurd overdrevne, så moser Headhunterne derudaf uden den fornemmelse for dosering, der kunne gøre splatteriet til andet end plat splat.

Headhunterne er Morten Tyldums tredje spillefilm, og han forstår at underholde visuelt velfungerende, stilsikkert og genreloyalt men plot og psykologisk udvikling lader han i stikken, så underholdningsværdien begrænses, og filmen til slut klinger hult.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her