Læsetid: 3 min.

Og onde kvinder, hvor har de magt!

Susanne Staun er på toppen med en velskrevet feelbad-thriller, 'Hilsen fra Rexville', om kvinder, der ikke magter at være mødre, inspireret af en virkelig sag om børnemishandling
30. september 2011

Mødre, der mishandler deres børn, er mildt sagt tabu. Og har man sagt tabu, har man også sagt Susanne Staun. Hun er en moderne thriller- og krimiforfatter, der som sin britiske kollega Lynda la Plante fører læseren med ud, hvor menneskesjælens sorteste afgrunde møder normaliteten.

I fleste krimier fungerer detektiven som læserens moralske holdepunkt i en barsk verden: »Down these mean streets a man must go«, som Raymond Chandler skriver om sin fattige, men retskafne helt. Men Hilsen fra Rexville er en thriller, ikke en krimi, og Susanne Stauns 'detektiv', Odense-retsmedicineren Maria Krause, opererer selv på kanten af moralen  menneskelig, lægeligt, juridisk. Diagnosen 'mild Aspergers' kunne passe fint på denne flotte, bistre kvinde, som passioneret følger sit indre kompas i retning af retfærdighed, som hun ser den - og sine egne mørke sider.

Vi mødte første gang Maria Krause i Stauns Døderummet, der udkom sidste år. Det danske Kriminalakademi udnævnte velfortjent bogen til årets bedste spændingsroman, og den blev desuden nomineret til både Glasnøglen og Weekendavisens Litteraturpris.

Den virkelige verden

Hilsen fra Rexville er lige så god, og som alle Stauns bøger ren læsefryd. Sprogets energi og humor hæver den langt op over flertallet af middel-svenske feelgood-krimier. Læs blot denne chandlerske indledning: »Da jeg gik derover i mørket, tænkte jeg på T.S. Eliot, der beskrev april som den ondeste måned. Havde han mon oplevet november?«

Alligevel måtte jeg lige synke et par gange for at læse den. Plottet er nemlig inspireret af en virkelig sag, hvor en toårig pige blev overhældt med afløbsrens, mens hun sov i sin barnevogn på altanen. En af forældrene måtte have gjort det - men hvem?

Maria Krause kaster sig ind i arbejdet med at opklare mishandlingen af den lille pige og mordet på barnets højgravide mor med al sin passion for retfærdighed — og lidt til. Hun har nemlig selv et gammelt mellemværende med barnets far - hendes kødelige bror, som hun ikke har haft kontakt med i en årrække.

Tilmed modtager Maria Krause en serie mystiske mails signeret: E. Brevene beretter om en barndom hos en mor, der i en årrække udsatte E for smertefulde og ydmygende lægeundersøgelser. Formålet var at skaffe moderen selv den opmærksomhed fra lægerne, hun higede efter. Men hvad er relationen mellem den mystiske E og det pæne lægepar, der tilsyneladende har vansiret deres barn i Odenses forstadskvarter?

Dr. Krauses efterforskning fører hende ud i eftersøgningen af hendes egen - aldrig udfoldede - moderfølelse, hvilket får hende til at se en potentiel datter i enhver sød, ung pige i 19-årsalderen, hun udveksler mere end to ord med. Desuden får hun kontakt med en smuk, rar og intelligent mand. Blot sidder han i kørestol, har slappe fingre og må spise piller for at kunne det, en mand skal kunne ...

Ikke den gode

Hvordan forholdet rimer med Marias voldtægtsfantasier i Døderummet, som gik ud på omtrent det modsatte, ved jeg ikke helt. Måske søger dr. Krause bare til ekstremerne, når det handler om sex. Eller måske spejler forholdet til kørestolsmanden, at Maria selv føler sig som en slags krøbling i sin veltrimmede krop. Blot er det hos hende følelseslivet, der blokerer for intim kontakt:

»Han havde advaret mig: Jeg er for viderekomne. Han havde ikke vidst, at jeg også var handikappet, også for viderekomne.«

Hilsen fra Rexville handler om kvinder, der ikke orker at drage omsorg for andre. Det, der skiller Maria fra romanens afsporede mødre, er, at hun ikke lader som om.

Hun er romantiker - men elsker ingen. Hun kæmper for at beskytte de værgeløse mod ondskab - men er ikke selv god, slet ikke mod dem, der holder af hende.

Reelt er hun en marsbo, der konstant må slå knuder på sin hjerne for at fatte, hvad andre mennesker har gang i, når de får en kæreste - eller bare skal samle en IKEA-kommode til at putte personlige ting i.

Når Maria flænser pappet op med hobbykniv, tænker hun på mennesker!

Det er så modigt, at det gør ondt. Især når man ler samtidig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu