Læsetid: 2 min.

Pengene eller livet?

Kristendemokraternes valgvideo er kunstnerisk forvirret og blander Udkantsdanmark med udtrådte gummistøvler, hjerteafdeling og kakofonisk videoredigering
14. september 2011

2/6

Kristendemokraternes valgvideo tramper kunstnerisk rundt som en elefant i en porcelænsbutik. Midlerne er simple, men sammensætningen af dem vækker undring i mødet med de politiske budskaber. Hvis Gud er videokunstner, er det nok ikke her, han placerer sin stemme.

Fra første klip mindes vi om, at vi nok ikke skal forvente at blive visuelt forført. Et tungt, tungt billede af et vejskilt i en vejkant, mens biler triller forbi i godmodigt tempo. Finurligt er bynavnet skiftet ud med 'Sygehus'.

Samtidig lyder den diskante lyd af en hjerterytme, blodtrykket falder, og antallet af kilometer til sygehuset racer opad. Så kommer hjertestoppet. Både for Danmark, men også for Kristendemokraternes visuelle kompetencer.

»Hvis du skulle vælge mellem pengene eller livet hvad ville du så vælge,« spørger en gumlende jovial Per Ørum Jørgensen, der skruer op for sin midtjyske dialekt, så man næsten ikke lytter efter ordene. Det virker dog malplaceret med den midtjyske patos, og så et spørgsmål man kender fra diligence-overfald i westerntegneserier og filmen med Dick Kaysø fra 1982. Sammenhængen bliver ikke mere forståelig af den orange baggrund eller et klip til græssende heste. Per Ørum Jørgensen virker velmenende, men de mange kunstpauser har mere med pauser end kunst at gøre, og blodtrykket virker så lavt som den diagnose, som Danmark får i videoens begyndelse.

Fødsel og smølfehits

Højdepunktet må være, da man ser en husdør filmet fra jordplan og en luntende mand træder ud af sine gummistøvler ved døren. Det går ikke hurtigt, men i forhold til videoens lave blodtryk er her vist tale om hastværk.

»Marie, Marie hvad sker der?« råbes der, kameraet er dog stivnet ved de væltede gummistøvler. »Jeg tror, jeg føder,« siger Marie, men det virker tragikomisk, at hvad der skal være en dramatisk scene med ambulancesirener i baggrunden forvirres af de kunstige replikker og den væltede gummistøvle. Mærkværdigvis toner en kvindesang indimellem frem i videoen, men den har fået skruet hastigheden op, så det lyder som en 1930'er-sang, der møder smølfehits, mens hun skingrer med heliumstemme: »Her er så smukt ude på landet, hvem kan ønske andet«. Måske de visuelle elementer kunne gøres til en mere sammenhængende korsang i stedet for det kakofoniske virvar af rørstrømske røster, kunstige replikker og ambulancesirener.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu