Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rigeligt med smør i sæson 2 af Borgen

Efter første afsnit tegner anden sæson af Adam Price og DR's dramaserie 'Borgen' til at blive en mere interessant og næringsrig oplevelse end første sæson, hvor det handlede om mekanik og intriger i stedet for indhold
Statsminister Birgitte Nyborg (Sidste Babett Knudsen) har fået alvorlige problemer både på arbejde og på privatfronten.

Statsminister Birgitte Nyborg (Sidste Babett Knudsen) har fået alvorlige problemer både på arbejde og på privatfronten.

Mike Kollöffel

Kultur
26. september 2011

Endelig fik den politiske debat substans. Endelig begyndte politikerne at tale om andet og mere end proces og mekanik. Og nej, jeg taler ikke om valgkampen og det nys overståede folketingsvalg, men om anden sæson af DR's dramaserie Borgen, der foregår på og omkring Christiansborg med statsminister Birgitte Nyborg (Sidste Babett Knudsen) i centrum.

Hvor første sæson af Borgen i høj grad handlede om alle de intriger, der er forbundet med det politiske arbejde - og pressens behandling af det - og bød på meget lidt egentligt politisk indhold, begynder anden sæson anderledes vægtigt med krigen i Afghanistan og otte døde, danske soldater.

Skal soldaterne trækkes tilbage, eller skal de have flere ressourcer og materiel og forpligtes på at blive, indtil afghanerne selv kan over- tage kampen mod Taleban. Det er Birgitte Nyborgs dilemma i første afsnit, der blev sendt på DR1 i aftes, og således tager seriens hovedbagmand, Adam Price, og hans medforfattere udgangspunkt i virkelige begivenheder og reelle politiske udfordringer.

En vigtig mission

Birgitte Nyborg, der har siddet som statsminister i små to år, oplever under et besøg hos de danske soldater i Afghanistan et voldsomt angreb, hvor først fem og siden tre soldater bliver dræbt. Hendes parti, De Moderate, har hele tiden været imod krigen og havde samlet flertal for at trække soldaterne hjem, men nu kommer statsministeren i tvivl. Hun presses af regeringspartneren Arbejderpartiet og forsvarsministeren (Bjarne Henriksen), der vil have, at hun skal blive, og af oppositionspartiet De Liberale, der vil have, at hun skal give soldaterne flere ressourcer.

På hjemmefronten er hun ved at blive skilt fra sin mand, Philip (Mikael Birkkjær), men udskyder til hans store irritation hele tiden underskrivelsen af skilsmissepapirerne.

I det andet af Borgens to hovedspor kæmper journalisten Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) for at få lov til at fortælle en af de dræbte soldaters historie. Efter af principielle årsager at have forladt TV1 arbejder Fønsmark nu for tabloidavisen Expressen, der ledes af Arbejderpartiets tidligere, meget usympatiske leder, Michael Laugesen (Peter Mygind).

Fønsmark opsøger den døde soldats sorgramte far, som siden også mødes med Birgitte Nyborg og tilsyneladende er en af grundene til, at hun vælger at lade de danske soldater blive i Afghanistan og samtidig giver dem nyt materiel. De redder liv og hjælper med at opbygge et samfund, og det er en vigtig mission, konkluderer hun.

Diskussionsforum

Man kan mene, hvad man vil, om dialog og skuespil i Borgen - og det er bestemt ikke det hele, der fungerer. Men hvis resten af anden sæson af serien på samme måde som første afsnit kommer til at tage emner under behandling, som ikke kun berører personerne i fiktionens verden, men også os i den virkelige verden, kan den kun blive mere interessant at følge end første omgang.

Magtens centrum, Christiansborg og Folketinget, er et fremragende forum for diskussioner af store politiske, moralske, etiske og menneskelige spørgsmål. Diskussionsdeltagerne, politikere, embedsmænd, interesseorganisationer, almindelige mennesker, befinder sig på den ene eller den anden side af en sag - nogle befinder sig, som Birgitte Nyborg, et sted i midten - og det giver mulighed for at lade folk argumentere for deres sag og forsøge at overbevise modparten.

Den slags indhold var der forsvindende lidt af i første sæson af Borgen. På samme måde, som en af Adams Prices tidligere tv-serier, TV 2's Forsvar, kom til at handle om advokaters metoder og privatliv i stedet for de menneskelige historier fra Københavns Dommervagt, koncentrerede Price og Co. sig i Borgen om parlamentarisk spilfægteri i stedet for holdninger. I centrum var intrigerne, mekanikken og magtspillet, ikke blot mellem politikere både på samme og hver sin side af det politiske spektrum, men også mellem politikerne og deres spindoktorer og pressen.

Seertals-tænkning

Desværre ser det ud til, at første sæsons misforståede fokus på hovedpersonernes privatliv også fortsætter i anden sæson. Personligt er jeg fløjtende ligeglad med Birgitte Nyborgs kuldsejlede ægteskab, hendes spindoktor Kasper Juuls (Pilou Asbæks) traumatiske barndom og forhold til en eller anden, jeg ikke helt fandt ud af, hvem var. Det, der interesserer mig, er alt det, der foregår på Borgen - det, der er vigtigt for den verden, vi lever i - og som man kunne bruge meget mere tid og flere kræfter på, havde det ikke været for al det privatlivs-plidderpladder.

Det er muligt, at man er nødt til at blande de personlige og politiske processer for at få 1,5-2 mio. danskere hen foran skærmen hver uge. Og det er muligt, at man måske skal se første sæson af Borgen som en manøvre for at gøre seerne interesserede, og nu hvor de er det, begynder man så at udfordre dem noget mere.

Det er ærgerligt, at DR således undervurderer sine seere og ikke tør give den fuld skrue fra starten. Og det er betegnende for den form for seertalsfokuseret tænkning, der styrer kanalen, når det kommer til primetime-underholdning, som ikke må have for mange kanter eller kræve for meget af seerne.

Jeg håber, at Adam Price og hans medforfattere i nogen grad har smidt den spændetrøje og i løbet af de kommende uger giver os bare lidt mere næringsrig tv-kost. Som han og hans bror, James Price, siger i deres populære madprogrammer: »rigeligt med smør.«

 

'Borgen' - anden sæson (første afsnit). Manuskript: Adam Price, Tobias Lindholm og Jeppe Gjervig Gram. Instruktion: Jannik Johansen, Jesper W. Nielsen, Louise Friedberg og Mikkel Nørgaard. Sendes hver søndag aften kl. 20 på DR1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg ved ikke, hvordan Christian Monggaards øjne er skruet på, men allerede i første omgang af serien var der rigeligt med vitaminer. Jeg ved heller ikke rigtigt, hvorfor Christian Monggaard ser en tv-serie som denne, for alt det private, som han åbenbart gerne vil undgå for politisk sensationalisme er alt det, der gør personer afrundede, velspillede og forståelige. Det er det, der gør, at folk kan spejle sig, at alt det, der ikke siges mellem mennesker, bliver vist frem og ytret - og det er vist i sidste ende dér, drama har sin største styrke og mest uigendrivelige betydning.

Borgens svaghed er at den påstår at magt korrumperer, selv en lille sød, uskyldig kvinde som Birgitte Nyborg. Og ja, sandt er det da. Men man bliver altså ikke statsminister ved at undlade at være en led bitch nogle gange, kold og kynisk andre gange og give den rigeligt med smør andre gange, politikken altså.

Borgen lyver for seerne på den måde at forstå at den påstår, at for kvinder er det politiske spil på den måde, mens for mænd er det anderledes. Og nej, det er det ikke! For både for kvinder og mænd er sandheden jo den, at man skal være parat til at ofre alt for at få del i magten....eller udøve magt....

Meningen med at vise pirvatlivet er jo netop at vise hvilke menneskelige omkostninger det har for en top-politiker at være med i politik. Og særskilt das måske at pointere at for kvinder er prisen for magten altså familie-livet. Sjovt nok er der ingen af de mandlige politikere i denne (dårlige) serie som udsættes for det samme. På den måde er serien dybt reaktionær....

Maj-Britt Kent Hansen

Serien har stadig et problem med diktionen, så snart vi er inde på Christiansborg.

Det var mindre her til aften end i den foregående sæson, men diktionen er desværre stadig det helt store problem i serien. Og det får Chrisitiansborg-situationerne til at fremstå uden engagement, ja til at virke direkte uægte.

Ingen - heller ikke politikere - taler med så lidt rytme, så lidt tempo, så lidt styrke som hovedpersonen og hendes nærmeste medarbejdere.

Ingen steder i den virkelige verden vil man finde mennesker, selv ikke blandt de allermest uengagerede, der taler sådan.

Og seriens skuespillere anvender jo klar og tydelig diktion, når vi er sammen men dem uden for Christiansborg, så hvorfor?

Men nogen må vel mene, at det kun virker seriøst og politisk på seerne, hvis det hele lyder ens og åh så neutralt.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg vover lige at anbefale Maj-Britts kommentar selvom jeg ikke har set programmet, fordi jeg synes temaet om det talte sprogs vilkår i tv-drama er så vigtigt. Der mangler i den grad forbedring på det område, også i den daglige radio i øvrigt.

Kristian Rikard

Jeg så kun 5 minutter, ligesom jeg sidste sæson måtte opgive efter 1½ afsnit. Det er ret få serier, som siger mig noget, og der er egentligt ikke nogen fællesnævner. Men jeg kan godt lide den svenske Beck og iøvrigt også ham fra Ystad.
Det har noget at gøre med prætentionerne bag. Jeg vil nok hellere gå i det Kongelige og se Elverhøj for tredje gang - der sker ikke en skid, men skuespillerne er gode og så kan man jo lade tankerne flyve og nyde musikken.
Jeg synes at Borgen og andre serier ofte gerne vil for meget, uden at kunne det. Og så bliver det både kedeligt og irriterende.

Søren Blaabjerg

Jeg så en del af første afsnit af første del, men slukkede så (eller skiftede over til noget andet). Ikke noget for mig.

Jeg har ikke set den aktuelle udsendelse og agter heller ikke at følge med i serien. Jeg synes, virkeligheden og det at prøve at forstå den, er meget mere interessant end underholdningsserier baseret på nogle forfatteres og skuespilleres forestillinger om virkeligheden.

Problemet her er, at det ikke giver nogen fornuftig mening at diskutere de politiske og menneskelige spørgsmål, der rejses undervejs, fordi alt hvad der sker og gøres og hvorfor er postulereet snarere end følt med intensitet. Er dette virkelighedstro realisme? De fleste mener vist nej! Det er "bare underholdning". I dette "bare underhoildning" ligger just problemet. Der er ingen retning, intet væsentligt budskab af nogen art, intet man kan lære eller komme til at tænke over, som man ikke vidste i forvejen eller i forvejen har tænkt over. Serien vil os ikke noget ud over at konkurrere med anden underholdning og publikumsopmærksomhed (seertal). Den er rent og skært kulinarisk, og som sådan altså alt fald for undertegnede bedøvende ligegyldig. Så kan den være aldrig så dygtigt lavet med intelligente forfattere, fremragende skuespillerpræstationer ind imellem, spil på følelsesregisteret osv..

Karsten Aaen: "Meningen med at vise privatlivet er jo netop at vise hvilke menneskelige omkostninger det har for en top-politiker at være med i politik.

Jo rigtig nok - hvis "politikere" så bare kunne passes ind i kategorien "normale mennesker".
Men man kan jo for sjov selv graduere TV-avisernes politikere fremover på en "Psykopat-skala" fra 1 - 10 i forsøget på netop at pinpointe de få af de 179 som netop ikke kan score "point" på en sådan tænkt "Psykopat-skala" !

Gad vide hvis virkeligheden en dag sender Danmark på mission til Israel for at beskytte palæstinenserne mod Israels terror-herredømme om DR-TV-teater-fiction i en sådan tænkt virkelighed vil genbruge TV-serien "Borgen's" "pladderballe- argumenter" om de tapre danske soldater der er ude i krigen mod terrorregimet for at beskytte børn og kvinder m.m.
Jeg tvivler.
Men man skal ikke tvivle på "Borgen's" gedulgte krigspropaganda.

Er skuespillere der medvirker i gedulgt krigspropaganda at fremover at betegne som en slags "feltmadrasser" ?!?
Eller er det bare at betegne som en erhvervs risko.?!?
Måske burde sådant skuespilleri takseres og honoreres efter tariffen for arbejde "med snavset og farligt godt" ?!?

Søren Kristensen

Jeg synes også der er lagt op til dybere konflikter i denne omgang. Det skal blive spændende

Om diktionen / instruktionen, så virker det som om politikerne er gjort lidt for neutrale, mens pressens repræsentanter lidt for engagerede. Men så er vi også nede i detaljernes detaljer.

Glædeligt i øvrigt at der styr på lyssætningen i den dansk produktion, for en gang skyld. Ingen mørklagte sovekammer-scener. Herligt at det går sådan fremad.

Det er meget interessant, for egentlig tror jeg, at virkeligheden har overhalet fiktionen. Efter en stort set død politisk offentlighed, som "Borgen" til en vis grad kunne profitere under sidste år, så er vi alle nu blevet vakt af udviklingen. "Borgen" kunne blive til noget interessant, hvis den tog fat i noget mere virkeligheds nært og udlagde de reelt forekommende politiske problemer på modsætningerne, men den hænger fast i tankegangen fra ti års blokpolitik, hvad der vel er naturligt. Nu står alt mere åbent - omend ikke nok - og derfor er serien allerede uaktuel. Hvis den var en historisk serie om dansk poltik i tidligere årtier, havde det måske også været mere interessant.

Inger Sundsvald

Selvfølgelig skal det være noget ”privatlivs-plidderpladder” i serien. Hvordan skulle man ellers på troværdig måde få en kvindelig statsminister til at bryde sammen i gråd og få trøst af sin rolige mand? Det ville nok virke lidt utroværdigt at få hende til at tude over en eller andet politisk svinestreg – og hvem skulle i så fald have trøstet?

Der gøres hvad der kan for at signalere kvindens ubeslutsomhed og indre kvaler i krig og kærlighed, og skuespilleren er også god til at vise det, især med øjne og forkrampet mimik. Jeg tror da gerne at hun følger instruktørens anvisninger til punkt og prikke.

Historien er i den grad utroværdig.

Inger Sundsvald

Kvinder bliver stadig portrætteret som irrationelle og pladrende følelsesfulde i forhold til mænd. Der er sgu da ikke noget at sige til at man skruer bissen på engang imellem og bliver ”ukvindelig”.

Hvis statsministeren i Borgen ikke var i stand til at klare den slags følelsesmæssige sager, var hun aldrig blevet statsminister. Serien er ganske rigtigt ”forældet”, og udstiller forskelsbehandlingen og visse mænds fordomme i al sin gru.

Jeg er sikker på at valget af Helle Thorning-Schmidt som statsminister vil bringe opfattelsen af kvinder et stort skridt videre, men jeg er heller ikke i tvivl om at rigtig mange mænd vil gøre alt hvad de kan for at vedblive med at se sig selv ”i dobbelt størrelse”, som det blev sagt i går i Deadline.

Christian Monggaard

for mig at se, ville Borgen blive meget mere interessant, hvis man lod privatliv blive privatliv i stedet for at tro, at man kun kan beskrive mennesker igennem det liv, de lever derhjemme. for politikere og spindoktorer smelter det personlige og det professionelle sammen, og det burde folkene bag Borgen anerkende i højere grad, end de gør. det behøver ikke at blive upersonligt eller uden menneskeligt fokus af den grund – det personlige og menneskelige fokus vil snarere blive stærkere og mere koncentreret om netop den arena, seriene foregår i, Christiansborg, magtens centrum.

den amerikanske serie West Wing, der foregår i Det Hvide Hus – og som jeg er overbevist om, Adam Price har mere end skelet til – formår at portrættere seriens hovedpersoner på en overordentligt begavet og spændende måde, der ikke svælger i deres privatliv, men i stedet tager udgangspunkt i deres liv med politik og de ikke små afsavn, de må lide. de er i høj grad mennesker med forskellige personligheder og ikke ret meget privatliv, hvilket også gælder statsministeren i Borgen.

hovedsagen i West Wing serie er politik – alt begynder og ender med politik, som i høj grad også er et spørgsmål om personlige holdninger og moral og etik – og det forekommer mig, at Borgen har svært ved at finde sit fokus, hvorfor den indimellem handler for meget om personernes privatliv. den slags skal ikke udpensles, men antydes, ellers udarter det til melodrama.

For mig er det Borgens omhandling af Afghanistan-krigen, der er det største problem. Vi får at vide fra en kvindelig NGO-ansat, at krigen er rigtig, fordi det "giver afghanere håb", som de ikke havde før. Dette vejer tungt hos statsministeren, ligesom militærmandens forsikring om, at de bare skal bruge 5 år mere for at stabilisere landet og gøre den afghanske hær parat til at overtage.. Disse overvejelser koblet sammen med en afdød soldats afskedsbrev til faren (hvori han udtrykker, at de gør en stor forskel), medfører at statsministeren forlænger Dks deltagelse i Afghanistan.
Jeg vil håbe, at den kommende statsministeren baserer sin afgørelser på lidt mere saglige grundlag. Hvad f.eks. med lidt reflektion over, at den afghanske regering er den andenmest korrupt i verden (iflg. transparency international), og både regeringen og parlamentet er for en stor dels vedkommende bygget op af korrupte, brutale krigsherrer og krigsforbrydere? Eller, at der iflg. diverse eksperter og tænketanke er en stigende risiko for terror pga. krigen i afgh. såvel som i Pakistan? Og så er der USAs efterretningstjenesters vurdering, at krigen i Afgh. ikke kan vindes, med mindre Pakistan standser deres støtte til Taliban - samtidig vurderer de, at dette aldrig vil ske pga. Pakistans regionale interesser set i forhold til Afghanistan efter NATO/ISAG har forladt området.