Læsetid: 3 min.

Så lidt for Bill Evans

Hverken Thomas Clausens Bill Evans-hyldest torsdag aften i Montmartre eller Carsten Dahls Björk-hyldest på Statens Museum for Kunst i weekenden var vellykkede som hyldester, altså
7. september 2011

Et af gæsten Chuck Israels' stykker hed »Minor Tributary«, og selv om tributary normalt snarere forbindes med at skylde i skat end med at skylde nogen sin inspiration som kunstner, så kom titlen til at stå som overskrift for hele aftenen: Den tilbagebetaling af gæld til pianisten Bill Evans, der var lovet i Montmartres egen præsentation af Thomas Clausens, Chuck Israels' og Karsten Bagges triooptræden i torsdags, forblev minimal.

Evans var vist blot nærværende to steder: i Thomas Clausens »For Bill« og da, ud over i akkordopbygningerne, egentlig mest i Clausens egen martrede, pauseløse introduktion, der afspejlede Evans' spil i dennes sidste levemåneder samt i Clausens nærmest æterisk leverede slutakkorder i folkemelodien »All the Pretty Horses«, som var identiske med de centrale akkorder i den Evans-version af Alex Norths kærlighedstema fra Kubricks Spartacus-film, som jazzmusikalske senromantikere nu nærmest har kanoniseret.

Så meget eller rettere: så lidt for Bill Evans. Det blev i torsdags klart, at hvis Clausen nogensinde igen skal præsenteres under en anden kunstners skyggefulde navn, er der mere relevante navne end Evans' at bruge: Anton Webern, Martial Solal, Clare Fischer, Villa-Lobos eller Jobim. Dem kan man ane bag hans forståelse for det dodekafoniske, hans ufatteligt opfindsomme reharmoniseringer og spillets store brasilianske islæt.

Energiforladt

Faktisk har Clausens spil nu i mange år kredset om noget knejsende dramatisk snarere end om den 'vandrette'

evanske romantisme. De mange reharmoniseringer og de kan blive for mange, også for denne anmelder placerer udtrykket et helt andet sted end i Evans' søgen efter skønhed, og den heftige brug af venstrehåndens kontrapunkt udspringer ikke som hos Evans fra Brahms, men snarere fra den brasilianske choro.

Samtidig blev det klart som det også bliver det af en nyudgivet cd, dog indspillet i 2003 at Israels ikke har flyttet sig meget siden Evans-tiden (1962-66). Hans spil er stadig blødt og mørkt i tonedannelsen, lidt energiforladt i det rent akkompagnerende, og hans soli er stadig bygget op af en vis portion melodisk 'mumlen' afsluttet af eller indledt med en frase med lidt mere bid i.

Som komponist var Israels dog ret interessant. Ret kønne stykker, lidt rebusagtige harmonisk, men helstøbte og indbydende for en begavet improvisator som Clausen, som det også kan høres på cd'en.

Montmartre bliver i øvrigt ene om at præsentere jazz i København på dette ambitionsniveau et stykke tid, idet skybrudsskaderne på Jazzhouse er så omfattende, at der kan gå yderligere et par måneder, før huset genåbner.

Så er det godt, vi har Paradise i Huset i Magstræde og mere fritstående tiltag som f.eks. den serie af fire soloklaverkoncerter på Statens Museum for Kunst, der indledtes lørdag i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival: Fire danske pianister spiller musik med tilknytning til fire (sådan cirka) art rockkoryfæer: Jacob Anderskov tolker Radiohead, August Rosenberg tolker Grizzly Bear, Nicolai Hess spiller Dylan, og lørdag indledte Carsten Dahl serien med Impressions of Björk.

Tre akkorder

Som de tre andre sikkert vil gøre det, havde Dahl indset, at man ikke kan spille denne musik, hvis væsentligste ingredienser han selv beskrev som »en stemning, tre akkorder og noget reallyd«, som man spiller jazz. Man må opgive egentlige improvisatoriske og pianistiske ambitioner og give sig ind på Björks egen vej: collagen. Dét gjorde Dahl ved at opføre noget, man kunne kalde et nænsomt fluxus-show, hvor hans fortid som trommeslager fremgik, da han bearbejdede bl.a. omvendte margretheskåle med sine brushes, gjorde en tamburin til en trampurin, placerede forskellige objekter på flygelets strenge og i øvrigt inkorporerede præindspillet Björk-musik som en slags overordnet 'hvislen' bag de mest farverige indfald.

Bl.a. »I've Seen It All«, »Big Time Sensuality«, »So Broken« og »Come to Me« dukkede frem på skift og forsvandt igen i Dahls stilfærdigt afslappede performance, der også tog hensyn til, at den foregik i et lokale med en akustik som St. Paul-katedralens hans eget udtryk og hvori råbende børn og forbipasserende joggere uden for kæmpevinduerne mod Østre Anlæg (men nærmere pianisten end publikum) udraderer al den andagt, mange af os forventer af en soloklaver-begivenhed.

Vellykket? Ikke som jazzhyldest, men Dahl fik vist sit gavtyveinstinkt, og hyggeligt var det da.

 

Montmartre: Thomas Clausen, Chuck Israels, Karsten Bagge. Torsdag.

Clausen/Israels/Osgood: For Bill, Music Mecca (cd)

Statens Museum for Kunst: Carsten Dahl spiller Björk. Lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu