»20 år. To mennesker,« lyder en hovmodig undertitel til Lone Scherfigs britiske kærlighedsfilm, der uden konsistent charme adopterer David Nicholls bestsellerroman One Day. At se Samme dag næste år er som at drikke sig vej gennem en kæmpe kande mildt sød te. Kop efter kop, fra 1988 og til nu, hvert år den 15. juli, følger vi to kønne venner, overklasseknægten Dexter (Jim Sturgess) og den tilknappede forfatterspire Emma (Anne Hathaway).
Det starter som akavet kysseri på kollegieværelset, bliver siden et dominerende venskab mellem modsætninger. Altid er der en note af skæbnekærlighed imellem dem, fra Dexters øjne første gang skøjter rundt på Ems smukke, langlemmede krop, efter at hun har smidt sine runde briller.
At bygge en film op omkring et romantisk spændt venskab, strakt over store lunser af tid (med sjove frisurer), kræver den form for intens kemi, som Robert Redford og Barbra Streisand præsterede i Sydney Pollacks Vore bedste år (1973). Sturgess, derimod, er næsten for glat, og kæmpeøjede Anne Hathaway har i min bog aldrig været en gave til filmkunsten. Hun bliver det endnu mindre med sin besynderlige Yorkshire-accent, der giver Emmas rapmundede vittighed et kunstagtigt skær. 'Ladi-dah'. Af lyspunkter tæller filmens vink til 90'ernes britiske talkshows samt en momentvis romantisk sitren.
Men da dramaet til slut får et ordentligt smæk med gong gong'en, og ens bryst burde dirre over disse tyve års 15. juli'er af semi-platonisk tosomhed, er teen for længst blevet lunken.
nogle hævder jo at scherfig er som et træ, og de fleste af de øvrige filmmagere er grenene.
mindre pænt sagt:
at de fleste af dem er scherfigkloner, lige som
mange forfattere.