Læsetid: 3 min.

Smuk, smukkere, smukkest

Sjældent har en Anna Karenina set mere rigtig ud end i Stine Stengades fængende fortolkning. Alligevel har Betty Nansen Teatrets forestilling om Tolstojs skæbnekvinde svært ved at bevæge sin tilskuer, så det gør rigtig ondt
Carsten Bjørnlunds officer sætter sin kasket på Stine Stengades gifte kvinde &#8212 og gør hende til sin. Og akkurat i dette øjeblik indledes tragedien i Betty Nansen Teatrets 'Anna Karenina'.

Carsten Bjørnlunds officer sætter sin kasket på Stine Stengades gifte kvinde &#8212 og gør hende til sin. Og akkurat i dette øjeblik indledes tragedien i Betty Nansen Teatrets 'Anna Karenina'.

Ulrik Jantzen

29. september 2011

Stine Stengade er underskøn. På scenen er hun intuitiv og spontan — og derfor er rollen som Anna Karenina helt rigtig til hende. Hun formår at være i nuet uden at bryde sig om fremtiden. Ingen fortrydelse. Hun er, hvor hun er. Fritskrabet og fritsvævende.

I Leo Tolstojs roman er det denne evne til at sætte sig ud over sin fastlagte livsbane, der bliver Anna Kareninas bitre skæbne. Overklassekvinden, som forlader sit ægteskab og sin søn, da hun møder sit livs elskede. Men også kvinden, der forsumper, fordi hun har gjort sig selv til outsider, uden mulighed for at generobre sin sociale anseelse i 1870'ernes Moskva. Og kvinden, som svigtes af sin elskede — og som derfor vælger den tilsyneladende eneste udvej: selvmordet.

Anna Karenina er blevet kaldt 'verdens bedste roman'. På teatret har kvindehistorien ikke mindst lokket balletkoreograferne — senest både Alexei Ratmansky og Boris Eifman. På Betty Nansen Teatret er det imidlertid svært at leve sig ind i denne kvindes smerte. I hvert fald så meget, at det gør rigtig ondt.

Blonder eller pels?

Forestillingen er baseret på en tekst af den tyske dramatiker Armin Petras (alias Fritz Kater). Anna Karenina er godt nok hovedfiguren, men syv udvalgte romanfigurer fylder vældig meget i teksten. Og det bliver tydeligt, hvorfor filmversionen med Greta Garbo kun havde én stjerne ... Desuden bliver det trættende, at tekstens brug af regibemærkninger i stedet for replikker aldrig holder op.

Instruktøren Alexa Ther og scenografen Nicolaj Spangaa har tacklet handlingens mange scener ved at lade alt foregå i et stort, nedslidt stukrum med nogle væltede møbler. Men det er, som om scenen ikke formår at skabe atmosfære omkring skuespillerne, uanset om der er tjekket skøjtebane i gulvet eller ej. Og uanset hvor smukke kjoler Spangaa har kreeret for Stengades slanke skikkelse: Den sorte blondebalkjole, det vilde pelskravedress, den lyserøde foldeelegancerobe ...

Den mest effektfulde rekvisit er en bamse, der gammelklogt lytter til den efterladte søns drømme og tvivl. For kan hans mor være ond, når hun elsker ham? Og hvorfor har hun forladt ham, hvis hun elsker ham?

Sådan som Jens Jacob Tychsen spiller barnet med troskyldig stemme, så kommer forestillingen til at handle om skilsmissens pris. Ikke mindst fordi Tychsen også spiller faderen, altså den ægtemand, som Anna Karenina forlader — den korrekte, men følelseskolde mand, der efter hustruens svigt forbyder hende nogensinde at se sit barn igen.

Sjuft eller prins?

Tychsen er næsten ikke til at genkende. I sommer spillede han tjenestekarl på Grønnegårdsteatret, og nu spiller han minister på Betty Nansen Teatret: Transformeret til magtrusser med mundskægget perfektionsklippet og overkroppen fastfrosset — og uhyggelig i sit had til den kvinde, der har ført til hans fald.

Egentlig virker Tychsens Karenin farligere end Carsten Bjørnlunds prinselyshårede Vronskij — manden, der sjæler Anna Kareninas hjerte, men uden at føle hendes betingelsesløse kærlighed. Bjørnlunds Vronskij tvivler på sin affære fra første øjeblik. Han understreger i hvert fald sin indre sjuft — og sammen med Stine Stengade viser han yderst troværdigt deres kærlighedsaffæres afkøling. Men tror publikum på, at Anna Karenina ville forlade alt til fordel for netop denne Vronskij?

Personligt troede jeg ikke på det. Måske fordi iscenesættelsen har spredt så megen skepsis ind over Vronskijs figur og faktisk også over alle de andre omkring Anna Karenina. Selvfølgelig skal forestillingen afspejle Vronskijs don juan-sind — og den russiske adels opgivenhed og dekadence i det hele taget. Men hvis der er tvivl i selv de hedeste kærlighedsøjeblikke, så mister den efterfølgende lykkeopløsning faktisk sin kraft.

Fortabt eller forelsket?

Karin Bang Heinemeier er ellers både intens og finurligt morsom som den kærlighedssvigtede lillesøster Kitty, der lærer at nøjes med det næstbedste. Og Laura Bro har en dyb tragisk åre som storesøsteren, der svigtes af sin stud af en mand, der ikke kan lade andre kvinder være. Ham giver Mads M. Nielsen en brovtende vildskab og drikfældighed, men han virker mere tysk end russisk — og ikke raffineret nok til at være bror til den sofistikerede Anna Karenina.

Til gengæld scorer Rasmus Hammerich russiske toppoints i rollen som den kejtede provinsgodsejer Ljovin, hvis manglende selvværd hele tiden ødelægger hans lykke. Men denne mand har været sin kvinde tro, længe før han kendte hende!

Mellem disse mennesker udvikler forestillingen sig fra hverdagsharmoni til tragedie, fra drømme til resignation — og fra rus til undergang.

Men jo. Stine Stengade er underskøn. Selv når hun ligger i det æstetiske ingenmandslandssnevejr på stationen. Eller som det hedder hos Tolstoj: Dér, hvor hendes lys 'brændte ned og slukkedes for stedse'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu