Læsetid: 3 min.

At tabe hjertet og få det igen

Efter to fine plader med sit band springer Marie Key ud som solist med ét af årets fornemmeste dansksprogede udspil, hvor tekst og melodi går op i en ubrydelig enhed i en velproduceret omgang minimaltechno
14. september 2011

Jeg faldt i sin tid pladask for Marie Key Band, da det debuterede i 2006 med albummet med den usædvanlige titel Udtales ['kæj], som indeholdt det vidunderlige nummer »Kleptoman«, der fortjent blev et kæmpehit. Afsunget med en stemme, der bedst kan beskrives som særpræget. Hvilket er et kompliment.

Det var på en gang skævt og lige på, det var pop, men så alligevel med kant, melodisk, men ikke kælent, og oven i det udfoldedes et særegent og anderledes tekstunivers, hvor Keys særegne verdensbillede præsenteredes, melankolsk iagttagende og solidarisk deltagende, men også lunt. Skæbner foldedes ud i løbet af ganske få strofer, det var rigtig godt gjort, respekt for det.

Et par år efter kom så efterfølgeren Hver sin vej. Den var også god, men ikke helt lige så god og hvor var hittene nu henne? Den forsvandt i dagenes skum måske man skulle fiske den frem igen, for måske tog jeg fejl. Måske var den mindst lige så god, hvis ikke bedre end debuten?

For nu er Marie Key ude på egen boldgade med solodebuten I byen igen og er du svedt, hvor er det godt.

Bandet er lagt på hylden til fordel for samarbejde med Andreas Sommer, kendt fra den elektroniske duo Stoffer & Maskinen, hvilket har resulteret i en indbydende, men diskret elektropop for den moderne kvinde og hendes hund.

Samarbejdet handler udelukkende om den musikalske iscenesættelse. Pladen domineres af keyboard og syntetiske beats (og lidt guitar her og der), men lyder ikke desto mindre ofte både varm og organisk. Ja, og også lækkert, for hulen da. For materialet er blevet til i ensomhed hjemme foran computeren, som det efterhånden er blevet norm, og når den elektroniske musik spøgefuldt kaldes vor tids folkemusik, er der sgu noget om snakken.

Tidligere kunne man klare sig med en akustisk guitar. Nu behøves blot en bærbar. Sådan er tiderne, frue.

Den eneste ene

Pladen består af 11 sange, der alle bærer Marie Keys signatur, og på intet tidspunkt svigter hendes melodiske tæft hende. Her er mange fortræffelige melodier at hente, om end de ikke alle giver sig til kende ved første afspilning.

Thi selv om kunstneren klart kommer lytteren i møde, er det ikke så meget med den store omfavnelse som det solide håndtryk. Marie Key er ikke behagesyg, men på den anden side heller ikke antagonistisk; hun er først og sidst sin egen. Og det klæder hende utrolig godt at følge sin egen indre stemme, så ganske ulig noget andet på den danske scene lige nu.

Jeg fornemmer en større inderlighed i vokalerne her end tilforn. Der er dukket en sårbarhed op i hendes måde at præsentere sine tekster på, som er klædelig.

Den distance, hun til dato har haft til materialet, er nu afløst af et større følelsesmæssigt mod, der paradoksalt nok ikke kan undgå at ramme både dybere og bredere. Det skyldes med garanti den der forbandede kærlighed.

Mange af de minimalistiske, men indholdsrige tekster drejer om mødet med den eneste ene, om den glatis, man bevæger sig ud på, når man åbner sit hjerte og lukker den anden derind.

Melankolske spørgsmål

Lunet er erstattet af en forsigtig, nærmest blufærdig patos, der passer sangene drøngodt. De mange kærlighedssange har jeg taget fuldstændig til mig. Der er jeg også lige nu, optaget af den anden og kærlighedens mysterium. Hun taber sit hjerte, men får det tifold igen. Her går tekst og melodi op i en ubrydelig enhed, som er både sjælden og underskøn. Key har dog ikke helt sluppet forbindelsen til omverdenen, hvad hun f.eks. demonstrerer på den finurlige åbningssang »Mere snak mindre musik« eller den helt skæve »Stå op«.

Men nok stærkest i den afsluttende »Hvorfor male dagen mørk?«, som stiller en række melankolske spørgsmål, ikke kun til nutidens politiske debattører og den stadigt accelererende aggressivitet, der præger tidens tonefald, men til os alle. Her får hun sagt mere på to minutter og 32 sekunder end de fleste politikere med ubegrænset taletid: »Hvorfor piske frygten frem af ingenting?«

Ja, hvorfor, indeed?

 

 

Marie Key: I byen igen (Genlyd/Sony) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu