Bedømmelse: 5/6
Invitationen er blevet en ironisk hilsen til alle de spassere derude, der kalder sig voksne.
Jóhan Martin Christiansen har printet seks eksemplarer af sin invitation og anbragt dem i glas og ramme. Det er et selvportræt, der viser en mand, der føler presset fra akademiet og omverdenen, de vil have ham formet efter deres lille ynkelige skabelon, men han siger 'fuck jer' og har lagt kanonen i vandret stilling og gjort klar til at besudle dem alle sammen. Det er en parodi på hele kunstverdenens ikonografiforblændelse, det er et hånligt serielt værk, der gør nar af alle dem, der sidder ude på værkstederne og forfiner deres greb og gentager sig selv i evigheder.
Udstillingen Self-Portrait in Very Dark er rock'n'roll, den er barnligt pervers, den er lavet af en kunstner, der ikke har bukket sig efter sæben endnu, men stadig danser efter rumpen. Det er totalt mærkeligt. Og man kan hurtigt tage det fra ham. Wusj og så er det væk, velkommen nede hos os andre, hvad skulle det være? Et værk med handling, koncept og et lille stænk reference, så gerne. Sådan, nu skal du bare vente, så kommer lykken snart forbi.
Ren og rå fascination
Det mest overbevisende værk består af en båndoptager på en dug på en mælkekasse på højkant. Et fotografi af Blondie læner sig op af det lille tårn. Det er Danh Vo uden familie, og bundperverst.
Midt i rummet har Jóhan haft en dårlig dag. Selvportrættet ligger printet og klar på en gammel hullet læderpuf, men er dækket af et spejl og noget, der ligner en afstøbning af det indvendige af et askebæger, nogenlunde der hvor ansigtet ellers ville være. Det er materialefabulering og tankespind. Det er det ekstreme back to basics, det er helt tilbage til barndommens opstillinger af sten, det er ren og rå menneskelig fascination af materialer og genstande, samlet af følelser og afskærmet fra virkeligheden og alle de store brutale voksne.
Men fordi det er så stringent, er det svært ikke også at læse en samtidsprotest ind i værkerne.
Vi lever i en verden, hvor alt er reduceret til strategi. Tag bare Singleliv eller alt det andet trash på tv. Der gik et par måneder, efter det blev populært, så kom alle klogeågerne og gjorde det til sandhed, at de mellemkloge kun ser på de dumme for at blive bekræftet i, at de er kloge. Klogeågerne mente så, at det var idiotisk, hvorfor de mellemkloge rent faktisk var dummere end dem, de sad og så på. Man kunne jo så være fræk og sige det samme om klogeågerne, der kun taler nedsættende om de mellemkloge for selv ... hvorfor de ... men vi skal hellere fokusere på det tragiske her, nemlig at alle overser, hvorfor man egentlig er tiltrukket af det simple.
Vi møder Nicky, single fra Hedensted, der, når han ikke køber kondomer eller er på drukdate, træner bodybuilding med sin mor. Nicky er umiddelbar. Han er ung. Hans effekter er hans muskler og hans gode humør. Nicky er en drøm i en verden, der opleves som et skakspil.
Tag bare kommentatorerne ved det netop overståede folketingsvalg, kommenterede de, om de politiske udspil ville virke? Næ, de kommenterede, om det var smart eller usmart. Nicky er din mand i en verden, hvor du ikke kan føle dig selv længere. Nicky, der lever for at knalde og drikke. Tænk sig at tillade sig selv at tage for sig af lykken. Bare nyde det forhåndenværende uden at skulle bekymre sig om at skulle passe ind.
Strategisk underklasse
Jóhan Martin Christiansen har sat en tynd glasplade på en bog af Kafka, Nicky ved godt, at der lyder et brag, hvis han begynder at gøre som alle de andre, så han lader den stå og forbliver primitiv. Hvem er klogest på Jorden her?
Nicky fortæller, at han er så ked af, at han aldrig har haft en trekant. Jóhan tager et billede af en pløjemark, forstørrer det, og sætter det på siden i et hjørne. Han ligger ned. Det er sådan, han har det. Med hovedet nede i mudderet. Elegant.
Jóhan og Nicky tilhører den samme strategiske underklasse, der danner model for flertallets tyranni, men som ikke føler sig ramt. Tværtimod kan de kun grine af aberne derude, der tror de kan få alting ned til ingenting og en halv sætning, virksomheder skal kunne udtrykkes i en tegning, hele byer skal kunne forstås på fire ord! De har fuldstændig glemt, hvordan de selv virker, og har bygget verden op over en forestilling om en borger uden hjerne, som for alt i verden skal kunne forstå, hvad der bliver sagt. Men den forestilling er forkert. Den hjernedøde borger, som alt er gearet til, har andre bekymringer, andre problemer, eller har truffet andre valg ligesom Jóhan og Nicky. Der er en grund til at Jóhan ligger på pløjemarken, og hvis man ikke accepterer det, kommer man aldrig til at forstå ham.
Antilope og gepard
Jóhan har lavet en glimrende lille video, hvor man ser en gepard jagte en antilope. Filmen vises i slowmotion. Imens vises en række undertekster, hvor kunstneren fortæller, hvad han tænker på. Det begynder med Berlinmuren, fortsætter i en heksejagt, ryger hurtigt videre til rumrejser, tidsrejser, livscirkler, konspirationer, skizofreni, heksejagter igen og om der mon findes parralleller i samfundet i dag. Antilopen falder, geparden overmander den, og filmen begynder forfra, men nu afspilles den baglæns, geparden slipper antilopen, kunstneren spørger, om de hekse, der blev brændt, mon egentlig var skyldige, og det fortsætter og ender i Berlinmuren igen.
Det handler om menneskets fuldstændige tilfældighed og enorme kompleksitet i forhold til naturens forudsigelighed. Magthaverne forveksler mennesket med et dyr. De kunne ikke tage mere fejl. Det er dem selv, der er primitive, det er alle de andre værker, der har et problem, alle de værker, der indeholder en pointe eller forsimpler en problemstilling eller peger på noget bestemt.
Jóhan Martin Christiansens kanon er anbragt sidelæns, så den bliver hernede på jorden. Lige nu er det lysten til at leve, der har taget over, i stedet for lysten til at ligne en, der kan finde ud af at leve.
'Vi har ingen anelse om, hvordan Jóhan er kommet frem til sine værker, vi ved ikke, hvorfor der er fire stykker gulvtæppe over portrættet på gulvet, eller om han føler sig, som om han har tre kugler, om han elsker følelsen af dem i hånden eller bare gerne ville sætte dem fri, men bevarer dem sammen, da han tog tre tennisbolde ud af røret og lagde dem op ad væggen, men han giver en lyst til at være tro mod sin hjerne, man får lyst til at anerkende, at det bare en gang imellem er bedre at tage det i munden end at google det. Og at det vi kalder underklasse, måske i virkeligheden er overklassen, og omvendt.
'Self-Portrait in very Dark' hos Fifth Floor Project, Istedgade 136, 5 th., København til den 30. september.
jah, det er bare sådan, deep, altså, ik?
meget, meget deep. Man fristes til at sige überdeep. Over the edge deep.
Jeg synes det er en glimrende problemstilling, er det hunden der fortsætter efter haren, eller den der stopper op, der har fat i den lange ende.
Tjae.. eller også havde Johan glemt at gå ned med de der ting inden udstillingen..
Michael Jeppesen har ikke lyst til at sable installationen ned, men forstår den heller ikke. Han er tydeligvis forundret over indtrykkene, men er i tankerækken ikke nået meget længere end til at synes at det er mærkeligt.
Jamen, for fan', det er sgu' da lige præcis det der gør noget til kunst. At man fornemmer at der bag det det umiddelbare indtryk og den konventionelle tolkning, gemmer sig lag af langt større indsigt og oplevelse.
Det er meget mulig, at udstillingen på overfladen vil virke barnlig og pervers. Men det overfladiske er ikke interessant.
Jeppesen kalder det en samtidsprotest. Det lyder lige så dybsinding, som når enhver svensk femikrimi udråbes til at være det samme.
En ironisk hilsen til "voksne"? Snarere en ikonisk hilsen, som måske kan forstås af de, hvis kranieindhold endnu har en vis elasticitet.
Michael Jeppesen observerer og analyserer, men tolker det i forlængelse af hans sædvanlige kritiske opfattelse af de dumme magthavere og de fjollede mennesker der agerer deres nikkedukker og følger konventionerne:
"Det handler om menneskets fuldstændige tilfældighed og enorme kompleksitet i forhold til naturens forudsigelighed. Magthaverne forveksler mennesket med et dyr. De kunne ikke tage mere fejl. "
Det tolkes som en bekræftelse af Michael Jeppesens forudfattede verdensforståelse. Måske ville helt andre vinkler åbenbare sig, hvis det oplevede ikke straks skulle tolkes og kategoriserer ifht. gældende konventioner om verdens orden. Hvis det fornemmes, at der stilles spørgsmålstegn ved naturens natur og virkelighedens kausalitet, skulle man måske forsøge at afholde sig fra vanetænkningen, og forsøge at reflektere over spørgsmålene der antydes, i stedet for at finde svaret i den nærmeste encyclopædi?
"Vi har ingen anelse om, hvordan Jóhan er kommet frem til sine værker"
Homo Superficilialis Pluralis? Det giver i så fald god mening, at bruge "vi"-form -- sådanne personer er aldrig hverken alene, endsige individer ;-)
Det er glædeligt, at Michael Jeppesen ikke sabler udstillingen ned, som andre smagsdommere måske ville gøre.
En udstilling, der lyder som om den var værd at besøge. Måske flere gange? Tak for at vække nysgerrigheden.
Min tidligere kommentar kan læses som et skarpt angreb på Michael Jeppesen og hans artikel. Det var ikke intentionen. Kedelig er han ikke, omend lidt forudsigelig i sin kaotiske tilgang ;-)